Cubanerne får nu igen lov til at købe elektroniske forbrugsgoder som computere, videoafspillere, store fjernsyn, mikrobølge og bilalarmer. Ifølge nyhedsbureauet Reuters har landets præsident Raul Castro ophævet forbuddet mod salg af computere og andet udstyr. Det bliver tolket som et tegn på opblødning, efter at Raul Castro har overtaget præsidentposten fra sin bror Fidel Castro.
I Cuba bliver elektronisk udstyr kun solgt gennem statsejede forretninger, og hidtil har det kun været udenlandske turister og diplomater, der har haft adgang til at købe computerne. Samtidig er der opstået et driftigt sort marked for elektronik, hvor man også kan betale sig til ufiltreret adgang til nettet, der ellers er underlagt censur.
Den cubanske regering har begrundet forbuddet mod computere med den begrænsede adgang til elektricitet. Elforsyningen skulle nu være forbedret og det bliver brugt som forklaring på, at cubanerne nu igen får lov til at købe computere.