En usædvanlig skarp e-mail fra Linux-opfinderen Linus Torvalds til Gmane mailing-listen har vakt opmærksomhed. Linus Torvalds skælder ud på alle de såkaldte sikkerhedseksperter, som bruger en stor del af deres tid på at finde fejl og huller i software som en hurtig genvej til berømmelse. Finnen betegner hele sikkerheds-branchen som et »cirkus« som glorificerer den forkerte opførsel.
»Det gør sikkerhedsfolkene til helte, som om de folk der retter almindelige fejl ikke er lige så vigtige,« skriver Torvalds.
Hans mail er et svar på anklager fra andre udviklere om, at Torvalds og andre Linux-folk dækker over mulige sikkerhedsproblemer i operativsystemet. Torvalds er tilbageholdende med at betegne fejl i Linux som sikkerhedshuller - med god grund, mener han.
»Faktisk er alle de normale fejl meget vigtigere, fordi der er mange flere af dem. Jeg mener ikke at et spektakulært sikkerhedshul skal glorificeres eller behandles som om det var mere 'specielt' end et tilfældigt spektakulært nedbrud,« skriver Torvalds.
Han tilføjer, at sikkerhed er vigtigt - men det er ikke vigtigere end alt andet, mener han. Og så affyrer han ellers en bredside mod hele sikkerhedsbranchen og specielt udviklerne af OpenBSD.
»Sikkerhedsfolk er ofte den type af mennesker, der ser alting som enten sort eller hvidt, og jeg kan ikke holde den slags folk ud,« skriver Torvalds.
Læs hele Linus Torvalds e-mail.