I kølvandet på den enormt succesrige iPad er der kommet mange tavlecomputere på markedet, og endnu flere er på vej, men ingen af dem ligner et seriøst alternativ til iPad. Det bliver måske anderledes snart.
Den sydkoreanske elektronik-gigant LG mener i hvert fald, at man har udviklet en tavlecomputer som er bedre end det, Apple har frembragt.
”Vores tablet er bedre end iPad,” siger LG's marketingchef for mobile enheder, Chang Ma, til avisen Wall Street Journal.
Det er lidt af en påstand, og LG mangler stadig at bevise, at man rent faktisk kan slå iPad. Den kommende Optimus tavlecomputer fra LG er baseret på Android og skulle være færdig inden årets udgang. Den har angiveligt en 10-tommers skærm.
LG har valgt at angribe iPad på det måske mest sårbare punkt. Den mobile computer er rigtig god til at konsumere medieindhold, video, musik og tekster, men det er ikke så velegnet til produktion af indhold.
Der findes dog allerede programmer til tekstbehandling og videoredigering, men iPad er ikke lige det, som man kan kalde et ”productivity device”.
Her mener sydkoreanerne altså, at man kan gøre det bedre. Den nye tavlecomputer skal gøre det lettere for brugeren at redigere dokumenter, klippe i videosekvenser eller programmere software.
”Den vil være overraskende produktiv,” lyder budskabet fra Chang Ma.
Men LG fortæller ikke, hvordan man vil realisere dette i en mobil enhed uden eksternt tastatur. Netop manglen på et rigtigt tastatur er nok årsagen til, at mange iPad-ejere stadig vil foretrække at skrive dokumenterne på en rigtig computer.
Man kan dog få et dock med et rigtigt Apple-tastatur til iPad, men så ryger mobiliteten jo.
Både Asus, Acer, Dell og mange, mange andre er på vej med tavlecomputere, men LG er indtil videre de eneste, som scorer billige point med påstanden om at være ”bedre end” iPad.