De 22-årige israelere Michael og Alex Bronstein har udviklet en ny 3D-teknologi til ansigtsgenkendelse, som er langt mere nøjagtig end de eksisterende systemer. Faktisk er teknologien så god, at den kan kende forskel på enæggede tvillinger.
De to opfindere er selv tvillinger, og projektet startede som en spøg, fortæller professor Ron Kimmel fra Technion instituttet i Haifa.
»Jeg sagde til dem, ment som en vittighed: Hvis I kan bygge et system, der kan kende forskel på jer to, så får I en karakter på 100. De klarede opgaven og fik 100. De er geniale,« siger Ron Kimmel.
Teknologien scanner det menneskelige ansigt som en tredimensionel overflade og udarbejder et detaljeret 3D-kort, en slags ansigts-signatur, som er unik for hver enkelt individ.
Michael og Alex Bronstein har allerede patenteret teknologien og satser nu på at udvikle et kommercielt system til lufthavne, kontantautomater eller virksomheder, som har brug for skarp adgangskontrol.
En ulempe ved systemet er dog, at det ikke fungerer med eksisterende 2D-billeder - det kræver at alle personer som skal genkendes først skal indscannes med en særlig 3D-scanner.