Når man lige har sat virksomheden i søen handler det om at holde omkostningerne nede på et minimum. Derfor fravælger mange nystartede virksomheder de dyre økonomistyringssystemer fra Microsoft og vælger i stedet billigere danske løsninger til at holde styr på tallene.
»Små og nyetablerede virksomheder har få penge mellem hænderne, og vil ikke bruge mange tusinde kroner på et regnskabssystem. De foretrækker at starte med en billig og simpel løsning. De små systemer kan sagtens opfylde behovene hos hovedparten af de nye virksomheder, som primært skal bruge programmerne til bogføring og udsendelse af fakturaer, siger Herbert Nathan fra HerbertNathan & CO til ErhvervsBladet.
Han vurderer, at syv ud af ti små virksomheder i dag bruger systemer fra Microsoft Business Solution. Men samtidig anslår han, at kun godt en tredjedel af de nystartede virksomheder, der overlever mere end et år og får brug for et økonomistyringssystem, i dag vælger Microsoft. Dermed vil Microsofts dominans blandt de små danske virksomheder med tiden blive markant mindre.
I stedet vil programmer som Summasumarum, Winfinans, Winkompas, Admiral, Key Balance og Stellar Office fra små danske producenter vinde frem, vurderer Herbert Nathan.
Microsofts nuværende dominans på det danske marked for økonomistyringssystemer skyldes blandt andet, at firmaet for to år siden købte den danske producent Navision, som i mange år havde domineret det danske marked.