Indtil starten af 70'erne fik de fleste danskere stadig udbetalt deres løn i en pose. Det var en meget konkret størrelse at få udleveret denne lille papirspose med penge, hvor arbejdspladsens bogholder havde skrevet ens navn og beløbsstørrelsen for den optjente løn udenpå. Udbetalingen af lønnen var en del af et ritual med dybe rødder i arbejdernes kultur.
Systemet var - set med nutidens øjne - ikke specielt hensigtsmæssigt, men for de fleste var det alligevel betryggende at pengene lå i folks egne lommer. En slags synliggørelse af fortjenesten ved veloverstået arbejde.
Bankerne fik dog - ikke mindst ved politikernes mellemkomst - overbevist befolkningen om, at alle fremover skulle have sin egen personlige lønkonto. Ganske vist blev den enkeltes indestående ikke stort forrentet, men der blev lokket med et utal af gratis services og rådgivning af familiernes økonomi, og i stedet for kontanter på lommen blev hver enkelt forsynet med et checkhefte.
De skeptiske blev forsikret om, at hele denne herlighed af et kontantløst samfund ikke ville medføre yderligere udgifter for den enkelte. Gebyrer var vel dårligt opfundet, dengang i 70'erne.
Gebyrer holdt imidlertid deres indtog i 80'erne, hvor pengeinstitutterne var lede og kede af det stigende antal checks, som kontohaverne udstedte uanset beløbsstørrelserne, og håndteringen af checks blev, ifølge bankerne, en administrativ byrde, der i længde ville bringe dem på fallittens rand.
Bankernes beklagelser blev lanceret med samme indføling, som når militæret i koldkrigsårene indledte en skrækkampagne om sovjettiske flådeaktiviteter umiddelbart inden indgåelsen af et forsvarsforlig. Bankerne havde blot ikke brug for jagerfly og u-både, men et nyt betalingssystem skulle indføres: Dankortet blev en realitet, betaling med checks blev pålagt gebyrer trods de historiske forsikringer om det modsatte.
Til gengæld skulle alle danskere med en lønkonto have et Dankort, og rationaliseringen samt gevinsten ved at have en større pengemængde at udlåne ville dække alle omkostninger. Et utal af KONTANT-automater sikrede, at folk kunne hæve deres penge i døgndrift. De fleste automater er siden lukket (af driftøkonomiske årsager), og i stedet kom detailhandelen til at investere i dyre terminaler og efterfølgende sikre kortholderne den service, bankerne ellers havde givet dem sikkerhed for at få.
Omkostningerne til terminaler og transmission blev altså pålagt detailhandelen og dermed i sidste ende kunderne. Kontohavernes forrentning af deres indestående forblev uændret, meeeget lav! Fortjenesten, der anslåes til ca. en milliard kroner, gik i bankernes lommer. Sådan har vi så oplevet endnu et tiår, hvor bankernes dans om guldkalven (læs: nye rekordindtjeninger hvert år) kun har været afbrudt af deres krav om, at detailhandelen skal betale gebyrer for at bruge Dankortet.
Detailhandelen har hidtil fået fuld opbakning fra politikerne, som har fastholdt kravet fra Betalingslovens paragraf 20, der forbyder PBS at opkræve gebyrer af de forretningsdrivende, fordi gebyrer skal være synlige og dermed udstedt direkte til kortkunderne. Men siden handel på Internet blev aktuel for få år siden, har PBS blokeret for en løsning med det monopoliserede Dankort som betalingsmiddel. I starten var argumentet, at sikkerheden var for dårlig, men bagved lå helt klart de økonomiske krav om større indtjening.
Bankerne har fået ret som de havde akt, fordi politikerne ikke har fastholdt forbrugernes krav. Internethandel i Danmark har fået varige mén. Eller for at bruge en politisk vending fra dengang pengene stadig blev udbetalt i poser på arbejdspladsen: Den rå kapitalmagt har vist sit sande ansigt, nu får de både i pose og sæk! Og politikerne, hvorfor var det, vi valgte dem?
Niels Henrik Sigsgaard
Journalist, MedieMaskinen
