Få overblikket over Steve Jobs pludselige afgang som topchef.
Der har allerede været skrevet en del om Steve Jobs' pludselige exit fra stillingen som topchef i Apple, som du kan læse mere om her.
Selvom hans opsigelse, som du kan læse her, er blevet mødt med bedrøvelse, kom den ikke som den store overraskelse. Manden har haft kræft i syv år og er tydeligt blevet tyndere og tyndere i det seneste år.
Nu er fremtiden uvis for verdens for tiden mest værdifulde selskab. Ganske vist er den nye topchef, Tim Cook, en erfaren og driftsikker mand. Men han er ikke Steve Jobs.
Lad os tage et kig på, hvordan det gik Apple, sidste gang Steve Jobs ikke var direktør i selskabet.
Ringe erfaring og masser af dyre investeringer
Apple blev stiftet i 1976 af makkerparret Steve Jobs og Steve Wozniak, der hurtigt fik succes med deres første Mac-computere, der efter datidens målestok fra vældigt innovative.
Steve Jobs' manglende investerings-mådehold og hans manglende erfaring som virksomhedsleder fik imidlertid selskabets bestyrelse til at fyre ham. Bestyrelsen ønskede en mere erfaren topchef, der bedre kunne håndtere en virksomhed i hastig vækst.
Valget faldt på John Sculley, tidligere direktør i Pepsi, der afløste Steve Jobs, som i vrede solgte alle sine Apple-aktier undtagen én - et tydeligt signal om, at han ikke troede på selskabets fremtid.
Herfra gik det støt nedad for Apple, der i de kommende år mistede anseelige markedsandele til Bill Gates' fremadstormende Microsoft.
Efter John Sculley kom der nye administrerende direktører for Apple, nemlig Michael Spindler og Gil Amelio, men ingen formåede at få selskabet til at flyve.
Gode produkter, men elendig ledelse
I de år, da Steve Jobs tumlede med at stable sit nye selskab, Next, på benene, formåede Apple faktisk at udvikle flere produkter, der - i hvert fald teoretisk - kunne være blevet til successer.
Det blev de bare aldrig - enten på grund af dårlige strategier, dårlig timing, dårlig ledelse, eller fordi de ikke blev markedsført ordentligt. Netop den skarpe, originale og kontrollerede markedsføring af nye produkter har været et af Steve Jobs' adelsmærker.
Newton-computeren fra 1993 er et godt eksempel på et af disse mislykkede produkter, som måske havde potentialet i sig.
Floppet dengang skyldtes ikke mindst, at Apples topchefer besluttede at give Motorola, Sharp og Digital Ocean lov til at køre med styresystemet Newton OS på deres maskiner. Det udvandede produktet og skabte tvivl blandt kunderne om, hvad Newton egentlig var for en størrelse.
Steve Jobs aflivede Newton i 1998 - et år efter, at han vendte tilbage til selskabet.
De dårlige produkter - og en katastrofal dårlig ledelse
Perioden uden Steve Jobs var imidlertid mest præget af en lang række af dårlige og ufokuserede produkter, der ikke ramte plet overhovedet.
For eksempel etablerede Apple i 1991 et nyt selskab, Taligent, i samarbejde med IBM og Motorola, der var blandt datidens allerstærkeste it-selskaber.
Ideen var at udvikle og sælge et nyt styresystem baseret på IBM's PowerPC-arkitektur, som skulle tage kampen op med Microsoft.
Problemet for Apple var, at selskabets globale markedsandel i samme periode styrtdykkede fra 12 procent til blot tre procent. Samtidig nægtede Apple at sælge sit OS, der skulle køre med PowerPC på licensbasis, hvilket betød, at IBM og Motorola ikke kunne tjene penge på produktet.
I samme periode indgik Apples topledelse masser af partneraftaler med andre selskaber, hvilket var med til at udvande Apples brand.
Steve Jobs har lært hen ad vejen
Alt dette ændrede sig, da Steve Jobs kom tilbage til selskabet i 1997. Herfra var der skarpt fokus styret af en sammenhængende vision.
Han kom tilbage med en masse erfaringer baseret på sine egne fejl - ikke mindst efter han havde leveret lidt af et flop med selskabet Next, der stod bag "The Cube"-computeren, der var meget elegant, men også rasende dyr. Den floppede helt, og Steve Jobs blev reddet af Apple, der købte Next i 1997.
Ifølge Brian X. Chens bog 'Always On' var en af hans bedste beslutninger at droppe kloningerne af Macintosh-computeren, som ramte Apples bundlinje og udvandede værdien af Mac-computerne.
Han besluttede sig for at satse helt og entydigt på såkaldte in-house-produkter. Siden har Apple som ingen andre haft succes med sin strategi med at holde alle produkter bag sikre mure.
I dag håber alle, at Apple kan klare sig uden Steve Jobs. Og at Apple har lært lektien af manden, der er nyere tids mest succesrige topchef i it-branchen.