Verdensøkonomien er aldrig blevet helt sig selv, siden finanskrisen lagde sin klamme skygge over planeten Jorden i 2008.
Og nu ser det ud til at gå den gale vej igen.
Aktiemarkederne rundt omkring i verden bløder, supermagten USA undgik i forrige uge at gå statsbankerot i 11. time, og økonomien i Sydeuropa er ikke ligefrem god latin for tiden.
It-industrien i vækst
Alligevel maner direktør Tom Togsverd fra Dansk Industris it-brancheforening, ITEK, til besindighed ude i de danske it-selskaber.
"Jeg vil råde danske it-direktører til at have is i maven. Vi er langsomt, men sikkert på vej ud af krisen. Andre lande har været lidt bedre til at få eksporten op igen; men nu lysner det også for Danmark," er Tom Togsverds kommentar til den anspændte økonomiske situation.
"Navnlig teknologi-virksomhederne har haft held til at få væksten op igen," fortsætter han med henvisning til, at it-direktører og -chefer i første omgang kan tørre angstsveden af panden.
DI: Væksten fortsætter
Flere analytikere har i de seneste år, måneder, uger og dage spået, at verdensøkonomien er på vej ud i en ny dødsspiral, der måske kan ramme endnu hårdere end for tre år siden.
Men den falliterklæring køber Tom Togsverd ikke, selvom han medgiver, at flere anspændte økonomier giver anledning til uro om den økonomiske fremtid.
"Det er naturligvis ubehageligt med den uro, som usikkerheden om navnlig USA's, men også Sydeuropas økonomi har givet anledning til, og som har medført de voldsomme aktiekursfald. Hos Dansk Industri vurderer vi ikke, at vi er på vej ind i en ny recession. Vi tror, at væksten vil fortsætte," understreger ITEK-direktøren overfor Computerworld.