Computerworld News Service: Skype har i dag genindsendt det nye iPad-program til Apples iOS App Store, efter at den blev både udgivet og hevet af markedet igen mandag.
Den gratis applikation kan nu downloades fra App Store.
I mandags gjorde Skype kortvarigt applikationen tilgængelig fra App Store men trak den hurtigt tilbage igen med den begrundelse, at programmet var kommet ud for tidligt.
"For at sikre en optimal Skype-oplevelse har vi midlertidigt fjernet Skype til iPad, som blev offentliggjort for tidligt i dag," skrev virksomheden i en Twitter-besked mandag aften.
I dag meddelte Skype via Twitter og virksomhedens egen blog, at applikationen ville blive lagt ud på App Store igen, men selskabet fortalte ikke, hvad der i mellemtiden er blevet lavet om.
Applikationen har været ventet i en måned - lige siden de første rapporter om en nært forestående udgivelse begyndte at dukke op.
I en kort periode kunne man på nettet finde en video med Skypes præsentation af den nye iPad-applikation, men den er også blevet trukket tilbage.
Ligesom Apples egen FaceTime-applikation anvender Skype til iPad kameraet i iPad 2 til videoopkald, hvor brugerne kan se hinanden, mens de taler. iPads af første generation kan kun modtage video-opkald.
Men i modsætning til FaceTime lader Skype på iPad brugerne foretage opkald og videochat med brugere af ikke-Apple-produkter som smartphones med Android og Windows- og Linux-pc'er.
Skype til iPad sender og modtager opkald, og heriblandt videoopkald, via enten Wi-Fi eller en 3G-dataforbindelse, hvilket også adskiller den fra FaceTime, som på nuværende tidspunkt kun tillader videochat via Wi-Fi.
Der har dog været rapporter fremme om, at iOS5, som kommer i handlen til efteråret, muligvis sammen med den næste iPhone, vil få adgang til 3G-opkald med operatørernes velsignelse.
Milliard-aftale
Skype på iPad markerer endnu en forbindelse mellem Apple og Microsoft, som er ved at gennemføre købet af Skype for 44 milliarder kroner. Aftalen blev annonceret i maj men mangler stadig de endelige godkendelser.
Under den pressekonference, hvor aftalen blev offentliggjort, lovede administrerende direktør for Microsoft, Steve Ballmer, at Skype ikke vil forsvinde fra ikke-Windows-platforme som Mac OS X og Android.
"Jeg sagde det, og jeg mente det," svarede Steve Ballmer, da en journalist spurgte ham, om Skype fortsat vil være tilgængelig til styresystemer og enheder, som ikke kommer fra Microsoft.
"Vi er en af de få virksomheder, som har gjort den slags før," tilføjede han med en henvisning til Microsofts arbejde med Mac OS X. Microsoft udvikler og sælger en Mac-specifik version af virksomhedens Office-pakke.
Skype har haft en iPhone-applikation i App Store siden marts 2009, og programmet har kunnet gennemføre videoopkald, siden version 3 blev udgivet i slutningen af samme år.
Oversat af Marie Dyekjær Eriksen