Her er de fedeste kaffemaskiner til dit kontor
En god arbejdsdag starter med en god kop kaffe.
Sådan er vi i hvert fald en del, der har det. Derfor skal du naturligvis hverken spise dig selv, dine ansatte eller dine forretningsforbindelser af med en middelmådig kop automatkaffe eller en dårligt brygget kande filterkaffe.
Vi har taget et kig på en række fede kaffemaskiner, der kan producere en kop kaffe, der sætter gang i dig fra morgenstunden.
Den frisk-kværnede
De færreste har tid eller evner til at stå og lege barista i arbejdstiden. Derfor er en fuldautomatisk espresso-maskine nok det tætteste, du i arbejdstiden kommer på at få et espresso-shot, som en barista ville lave det.
En fuldautomatisk espresso-maskine kværner kaffen for dig, og du kan få maskinerne i alle prisklasse. Men her på redaktionen har vi en Jura Impressa X9.
Maskinen betjenes via en LCD-skærm, og så længe du sørger for at have mælk og bønner på maskinen, går der kun få sekunder, fra du afgiver din bestilling, til du står med en cafe machiatto, en espresso eller bare en stor sort kop kaffe i hånden.
En Jura Impressa X9 koster cirka 43.000 kroner inklusiv moms, men du kan også finde fuldautomatiske espresso-maskiner, der er knap så avancerede til få tusinde kroner.
En fuldautomatiske espresso-maskiner bruger hele kaffebønner. 500 gram frisk-ristede bønner koster typisk mellem 120 og 160 kroner på et risteri.
Bonusinfo: Jura Impressa X9 er noget så usædvanligt som en espresso-maskine, der kører på Windows. På trods af det har redaktionen dog endnu ikke oplevet at få kaffebrygningen afbrudt af blå skærm og kryptiske fejlmeddelelser
Klassikeren
Filterkaffe er kaffen, som vi kender den fra vores barndom. Nøglen til at lave god filterkaffe er, at du har en maskine, der kan brygge kaffen ved den rette temperatur, hvilket vil sige mellem 94 og 97 grader.
En af de kaffemaskiner, der er kendt for netop at leve op til det krav, er en Moccamaster, der efterhånden har opnået noget, der ligner kultstatus hos alle, der stadigvæk sværger til den traditionelle filterkaffe.
Moccamaster produceres på 45. år af den hollandske virksomhed Technivorm, og det er muligt at finde den billigste Moccamaster-model på tilbud til omkring 800 kroner inklusiv moms.
Til den pris får du en kaffemaskine med et solidt industrielt design-look, der kan brygge 10 kopper kaffer på seks minutter.
Bonusinfo: Filterkaffe indeholder i modsætning til espresso-kaffe og stempelkande-kaffe ikke fedtstofferne cafestol og kahweol, der øger dit kolesteroltal og giver større risko for hjertekarsygdomme. Derfor er filterkaffe angiveligt sundere end andre typer kaffe.
Her er verdens bedste kaffemaskine
Nespresso er genvejen til kvalitet
Ægte kaffekendere rynker måske på næsen, når de bliver præsenteret for kaffe i kapsel-form, som det er tilfældet med Nespresso.
Kaffen er forseglet i lufttætte kapsler, og prisen for en kapsel svinger fra 2,79 kroner til 3,35 kroner for de dyreste kapsler. Men som forbrugere ved vi ikke meget om, hvilken type kaffe vi betaler for.
Nespresso bruger nemlig ikke fine begreber som estate-kaffe, fair trade og arabica bønner - i stedet kan du få lov at vælge mellem 16 forskellige kapsler, der har sin egen farve og bærer navne som Roma, Capricco og Apeggio.
Men til gengæld ved vi, at kaffen holder en stabil høj kvalitet. Kvaliteten er faktisk så høj, at den britiske restaurant The Fat Duck, der har tre michelin-stjerner og tidligere har været kåret til verdens bedste restaurant, serverer Nespresso for kunderne.
Nespresso-maskinen er relativt billig sammenlignet med mange andre espresso-maskiner på markedet, og i stedet lader det til, at Nestlé satser på at høste fortjenesten på salget af kapslerne. En Nespresso-maskine af modellen Pixie kan fås fra cirka 1.000 kroner inklusiv moms, mens den dyreste maskine koster i omegnen af 4500 kroner.
Bonusinfo: Nespresso-kapslerne kan kun købes på Nespressos hjemmeside og i Nespressos egne butikker. Den eneste Nespresso-butik i Danmark finder du i det indre København. Denne skribents favorit-kapsel er i øvrigt Rosabaya de Columbia.
Denne maskine laver verdens kaffe
The Clover er en avanceret kaffemaskine udviklet af ingeniører fra Stanford University i Californien.
Maskinen er på størrelse med en god gammeldags stationær computer og brygger kaffen ved hjælp af en vakuumpumpe.
Den måde vakuum-pumpen presser vandet gennem kaffen på, kan minde om den måde, en stempelkande virker på. Men en Clover brygger kun én kop af gangen. Det betyder også, at hver enkelt kop kan fintunes til den enkelte kaffedrikkers ønsker.
Da maskinen så dagens lys i 2006, fik den hurtigt en stor fanskare, og folk der har smagt kaffen hævder, at en Clover laver den bedste kaffe i verden.
Desværre havde maskinen et prisskilt på 11.000 dollar (cirka 60.000 kroner), da den blev introduceret, og i 2008 blev The Coffee Equipment Company, der producerer Cloveren, opkøbt af kaffekæden Starbucks. I dag bliver Cloveren udelukkende produceret til Starbucks-butikker, og derfor må du ud på brugtmarkedet, hvis du skal have fat i en Clover.
På dette Youtube-klip kan du se en Clover i aktion.
Bonusinfo: Starbucks direktør Howard Schultz smagte en kop kaffe fra en Clover på en lille café i New York og erklærede efterfølgende: "Det er den bedst bryggede kop kaffe, jeg nogensinde har smagt." Kort tid efter opkøbte han selskabet, der producerer Cloveren.