De fleste kender til at gemme et billede fra en hjemmeside.
Rutinen er enkel og tager ikke mange sekunder. Mus over billede, højreklik, gem billede eller gem billede som, vælg et passende sted at gemme billedet og klik gem.
Det tager måske 10 sekunder, men forestil dig, at du skal gentage processen 10, 20, 30 eller 50 gange.
Dertil kan du lægge de mange musebevægelser, side-scrollninger og potentielle fejl med at gemme det samme billede flere gange eller overse billeder, så ender man hurtigt med hoved- og håndpine.
Hvis du gerne vil spare tid så besøg DownThemAll-siden, hvorfra du kan downloade tjenesten, der er blandt de 10 mest populære Firefox-extensions.
Skabt af italienersnak
Idéen opstod i sommeren 2004 i en dialog mellem de to italienere Federico Parodi og Stefano Verna. Historien om, hvordan DownThemAll, også kendt som dTa, blev til, kan du læse mere om her.
En stor fordel ved DownThemAll er, at der er rigtig mange muligheder, når først du får varmet op til en gang masse-download. Du kan downloade alle links og billeder, du kan manuelt vælge enkelte eller alle, og dertil kommer, at du kan oprette en stribe parametre for dine valg ved hjælp af forskellige filtre.
Herudover indeholder dTa en download manager og en download accelerator, som opfinderne hævder øger din din downloadhastighed med op til 400 procent.
Tjenesten dTa er omtalt mange steder. Selv faldt vi over en omtale på siden TechRepublic.
Nemt at finde rundt i
Fremgangsmåden er følgende. Åben en side i Firefox, klik på værktøjer, vælg DownThemAll fra værktøjsmenuen og vælg igen enten DownThemAll!, dTaOneClick! eller dTa! Manager.
Når dTa er startet, analyserer den automatisk den åbne webside og skaber en liste over links, billeder og indlejrede objekter. Fra hovedvinduet kan man hurtigt vælge de billeder eller links, man vil have downloaded.
Brugergrænsefladen er intuitiv og ifølge mange anmeldelser nem at finde rundt i, og det kræver kun få klik at specificere, hvor billeder skal gemmes og give filen et passende navn. Når downloadprocessen er i gang, starter dTa Manager og holder styr på, hvordan de enkelte downloads skrider frem.