LOS ANGELES: Bare rolig, vi har en plan!
Han sagde det ikke. Men hele Steve Ballmers tale på World Partner Conference var designet til at berolige dig, hvad enten du er partner, kunde eller investor.
Alle tre grupper har hver på deres måde øget presset på Microsofts topchef det seneste år. Partnerne bekymrer sig om partnerskabet med Microsoft i en cloud baseret fremtid.
Kunderne køber iPhones, iPads, Android-enheder og arbejder med Googles softwareservices på nettet. Og investorerne har på aktiemarkedet sendt Microsofts markedsværdi ned under både Apple og IBM.
Derfor var det afgørende for Steve Ballmer, at sætte arbejdet med de mange produkter ind i en sammenhæng.
Én platform
"Vi ønsker at skabe en platform for anvendelsen af alle typer intelligente enheder og samtidig levere det servermiljø, der kan skabe den platform." Sådan sagde en veloplagt og energisk Steve Ballmer efter traditionen tro at have understreget, at denne tale på World Partner Conference er årets vigtigste for ham.
Planen er at fokusere på tværgående innovation og ikke mindst den totale integration af Microsofts produkter i skyen. En udvikling der har været i gang længe, men som indenfor det seneste år har fået turbo på først med Windows Azure og senest Office 365.
Unik sammenhæng
"Vi er godt på vej til at skabe en unik sammenhæng mellem privat og public cloud. Vi er de eneste på markedet, der kan det," sagde Steve Ballmer.
Han understregede, at den spændvidde er helt afgørende for at levere de løsninger, som skal understøtte fremtidens virksomheder med it og dermed skabe forretning for både Microsoft og partnerne. Næste skridt er erp i skyen.
Dynamics NAV i skyen
"Dynamics NAV kommer i skyen tidligt næste år," sagde Steve Ballmer.
I år er det ti år siden Microsoft gik ind på markedet på forretningsapplikationer med købet af Great Plains og danske Navision. Og Steve Ballmer understregede, at en forretning, der skaber en million dollars i overskud, er en afgørende del af Microsofts fremtid.
Kritik af mange produkter
"Vi bliver ofte kritiseret for at have mange forskellige produkter. Og det har vi. Men det der er vigtigt at holde øje med er den dramatiske effekt af innovation på tværs af produkterne."
"I efteråret lancerede vi Kinect til Xbox. Et rent spilleprodukt, men så blev det hacket fordi udviklere gerne ville bruge det til forretningsløsninger."
"Nu har vi så frigivet udviklerværktøjet SDK, så det kan lade sig gøre. Det vil have en dramatisk effekt på fremtidens forretningsløsninger."
Skype, Phone og Bing
Sådan lød et af Steve Ballmers klareste eksempler på, hvad tværgående innovation betyder for ham. Han kom også rundt om både købet af Skype, arbejdet med Windows Phone og udviklingen af søgetjeneste Bing som elementer i den fremtid, der skal gøre Microsoft og Microsofts 640.000 partnere til den foretrunkne it-platform for både private brugere og erhvervslivet i de kommende år.
"Vi har allerede i dag 41.000 partnere, der definerer sig selv som cloud partnere. Mange af dem er kommet til i løbet af det seneste år, hvor vi for alvor har givet dem mulighed for at levere cloud-løsninger", sagde Steve Ballmer.