Artikel top billede

Test: Alsidig HD-boks med lækkert design

Værsgo: Problemfri afspilning af stort set alle dine digitale medieformater, lækkert design og indbygget NAS-funktion. Denne fikse HD-afspiller er yderst talentfuld og værd at invitere ind i stuen.

1. Test: Alsidig HD-boks med lækkert design

Det traditionelle mediecenter - ofte en fuldblods-pc i stuevenligt design - hører måske snart fortiden til.

De små og prisvenligt langt mere acceptable HD-afspillere er nemlig i fremmarch. Afspillerne kan på afstand nemt forveksles med en almindelig ekstern harddisk og brillerer ved at ekspedere digitale mediefiler op på stuens fladskærm med ekspresfart.

Nogle afspillere kræver faktisk bare, at du tilslutter en ekstern USB-harddisk, og så er det en smal sag at bladre gennem dens mapper med fjernbetjeningen.

Det så vi med den smarte WD TV Live HD Media Player, som vi tidligere har rost her på pcworld.dk.

Nu er hollandske A.C. Ryan imidlertid på banen med en pendant til den gennemførte HD-boks fra Western Digital: Playon!HD ACR-PV73100.

HD-afspiller med mere

Pendant er dog så meget sagt, for der er væsentligt mere funktionalitet proppet i den nyankomne HD-boks, end man umiddelbart lige skulle tro.

Faktisk så meget, at den udover det mest basale - nemlig fremvisning af billeder, musik og film på fladskærmen - også lover at kunne fungere som NAS-drev og download-station. Som prikken over i'et lover producenten desuden, at boksen har nem adgang til en lang række radiokanaler på nettet.

Det ændrer imidlertid ikke på, at boksen er nem at tage i brug. Slut HDMI-kablet til fladskærmen, grib den medfølgende fjernbetjening og sæt dig mageligt til rette i sofaen.

Selvfølgelig skal du først huske at tilslutte en USB-nøgle, en ekstern harddisk eller et hukommelseskort med dine mediefiler først - så er du oppe at køre.

Garvede brugere kan i stedet fluks finde netværksstikket frem, koble HD-boksen til hjemmets router og streame indhold direkte fra pc eller NAS-drev. Du kan også gemme filerne direkte på afspillerens interne harddisk, inden du kaster dig over sprød og lækker HD.

2. Styr på formatjunglen

Inden vi kaster os over boksens brede formatkompatibilitet, fortjener konstruktion og design et par rosende ord.

Med afrundede kanter, mat overflade og blankpoleret forside udført i sort vil den nok appellere til de fleste og passe ind sammen med hjemmets andre gadgets. Det giver samtidig en lækker effekt, at du tænder og slukker enheden på en lille forsænket knap, som lyser henholdsvis blåt og rødt.

Og nu kan vi ikke holde de gode nyheder tilbage længere: i løbet af testperioden afspillede Playon!HD alle de videoformater, vi kunne få fingre i - uden skyggen af brok.

Hvis du er teknisk anlagt, kan vi derfor afsløre, at AVI, DivX, XviD, MPG2, MPG1, X.264, H.264, MKV, DVD og BD-ISO blot er et udvalg af de mange understøttede formater.

PlayonHD! fungerede fremragende med mediefilerne lagret på den interne harddisk, afspillet direkte fra et eksternt drev samt streamet fra kontorets NAS-drev og en stationær pc via kablet netværk.

Det måske allerbedste er faktisk, at boksen er kvik til at gennemse indholdet af mapper og spole selv i meget krævende videoklip, hvilket vidner om, at producenten har kastet en ganske potent processor i den stilfulde boks.

Forkølet WiFi

Skal der hældes en smule malurt i bægeret, bliver den trådløse medieafspilning synderen. Som standard er udelukkende kablet netværk understøttet, men en trådløs USB-adapter kan tilkøbes og koster i underkanten af et par hundredekronesedler.

Vi prøvede naturligvis den 802.11-kompatible adapter, men blev noget bedrøvede.

Til trods for, at routeren var vores kraftige D-Link DIR-655, og at signalstyrken var udmærket, hakkede HD-video noget så grusomt.

Det er desværre en kendsgerning, at vi indtil videre ikke har hørt om en HD-boks, der udnytter det trådløse signal tilfredsstillende, når menuen står på krævende HD-formater. Adapteren kan godt trække mindre krævende videoformater, men HD er bare ensbetydende med problemer.

Det skyldes, at boksen "kun" kommunikerer over netværket med en overførselshastighed på 54 megabit per sekund, selvom adapteren praler med at kunne håndtere 300 megabit per sekund - også kendt som den hurtige 802.11n-standard.

Meget tyder altså på, at der foregår noget internt i boksen, som trækker hastigheden ned. Adapteren er nemlig godkendt til den nye standard.

Uanset hvad lyder vores anbefaling, at du hovedsageligt bruger boksen på dit kablede netværk, hvilket til gengæld fungerer helt og aldeles efter hensigten.

3. NAS-drev i forklædning

PlayonHD!-boksen har også et par spidsfindige ekstrafunktioner, der giver dig ret meget for dine skillinger.
Her på pcworld.dk er vi helt vilde med NAS-drev, også kaldet netværksharddiske, og boksen har faktisk denne funktionalitet indbygget.

Harddisken på én terabyte betyder, at det er belejligt at gemme store mediefiler lokalt - eller give familien et centralt lager til dokumenter, musik og backup.

Det er en genial funktion, der nemt sparer dig for en del penge.

A.C. Ryan har desuden indbygget en såkaldt torrent-klient, så du kan hente filer ned via fildelingsnetværket BitTorrent. Vi afprøvede download-klienten og er udpræget tilfredse.

Overordnet har producenten formået at proppe en god portion ekstra funktionalitet ind i den stilfulde boks.

Du kan lytte til netradiokanaler, se indholdet af forskellige feeds som Google Picasa og Flickr direkte på fladskærmen og få vist dine digitale pletskud i et nydeligt diasshow.

Det er en gennemført funktionspakke, men vi håber, der er endnu flere fikse funktioner i vente.

Indtil videre er et væld af såkaldte firmware-opgraderinger blevet gjort tilgængelige på producentens webside, og vi er op til deadline blevet lovet en stor opgradering, der ikke bare forfiner en række detaljer, men også tilføjer en ny og mere strømlinet brugergrænseflade end den aktuelle.

4. Lunken brugergrænseflade

For den aktuelle brugergrænseflade er i al sin enkelthed kun lige akkurat tålelig. Den ser gammeldags og kedelig ud, nogle steder endda en anelse kikset - men man kan ikke klandre den manglende funktionalitet.

Det er blandt andet let at ændre systemindstillinger, oprette forbindelse til WiFi, spole i film og videoklip samt slå undertekster til og fra.

Brugervenligheden rækker dog ikke helt ind i himlen, og A.C. Ryan kunne med fordel have lettet visse opgaver. Det er ikke specielt fikst manuelt at skulle lægge ny firmware på et USB-drev, smække det i siden på boksen og vælge den rette indstilling i menuen.

Her kunne producenten med fordel have lært af konkurrenten Western Digital, hvis boks nemt opfatter, at der er forbindelse til nettet og prompte opdaterer softwaren. Bingo!

Forbedring forude

Vi er som anmeldere nødt til at forholde os til et givent produkt eller et stykke software i deres aktuelle udformning, og vi har op til deadline ikke set den nye, forbedrede og langt mere strømlinede brugergrænseflade i praksis.

Hvis producentens fortrolige skærmbilleder holder stik, har vi dog en noget kønnere oplevelse at se frem til, så vi krydser tålmodigt vores fingre og finder så småt karakterbogen frem.

A.C.Ryan Playon!HD ACR-PV73100 er for øjeblikket set til knap 1.900 kroner i danske netbutikker - og det er altså inklusive harddisken på én terabyte.

Udgaven uden harddisk koster godt 1.200 kroner, og til det mindre budget fås en næsten identisk miniatureudgave, der lyster navnet AC Ryan Playon!HD Mini og koster knap 800 kroner. Funktionalitet og ydelse er ikke langt fra storebror, men muligheden for at installere harddisk er barberet væk.

Den kan være et godt alternativ, hvis du mest vil afspille mediefiler fra eksterne mediekilder.

Vi er klar med karakteren fire ud af seks til den nyankomne medieafspiller fra A.C. Ryan, som på mange måder er et anbefalelsesværdigt produkt med nyttige ekstrafunktioner.

Hvis den kommende brugergrænseflade er helt i vinkel, og havde vi blot haft mulighed for at teste den, ville vi ikke have tøvet et sekund med at finde et femtal frem.

Læs mere om A.C. Ryan Playon!HD her.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere