Test: Asus Eee Pad Transformer lover godt for fremtiden

Asus Eee Pad Transformer er en Android-tablet, som med en dockingstation forvandles til en bærbar med tastatur. Men fungerer det? Vi har testet Asus' nye model - find ud af om den er pengene værd.

Test: Asus Eee Pad Transformer lover godt for fremtiden

Anmeldelse: Asus Eee Pad Transformer er snart klar i butikkerne, og vi har haft mulighed for at teste den nye maskine, der kører tablet-versionen af Android version 3.0.

Det helt unikke ved Eee Pad Transformer er, at den kan fungere som almindelig tablet-pc ligesom Apple iPad, samtidig med en dockingstation gør det muligt at forvandle den til en minibærbar med tastatur.

Tablet-delen - og dermed skærmen - låses fast i et hængsel på dockingstationen, og du kan dermed åbne og lukke den som en traditionel netbook.

Umiddelbart ligner den Asus' succesrige Eee PC-serie, og dermed kan det forklares, hvor Asus har døbt maskinen Eee Pad Transformer.

Det tager få sekunder at koble skærm og tastatur sammen, og de virker begge robuste og klar til et hårdt liv på farten. 

Vægten er dog i den høje ende. På vores brevvægt vejer den 10 tommer store tablet-pc 699 gram, mens tastaturdelen har en vægt på 645 gram.

Total set er vi dermed på 1,34 kilo, og det er samlet set ikke nogen helt let maskine, selv om den er lille.

Den høje vægt for tastaturet skyldes i øvrigt en smart detalje, da det rummer et ekstra batteri. Dermed får du dobbelt op på batterilevetiden, der ryger fra skærmens 8 timer op til 16 timer, når de to dele er koblet sammen.

Hvis du gerne vil rejse let, kan du naturligvis udelukkende tage skærmen med på farten og spare lidt på oppakningen.

Du skal dog være opmærksom på, at tablet-pc'en med sine 699 gram hurtigt kan virke meget tung, hvis den skal holdes længere tid i en enkelt hånd.

Den bedste betjeningsmetode er at bruge begge hænder og holde fast i hver side af tablet-pc'en, når du sidder med den i sofaen eller toget. Skærmen går ikke helt ud til kanten, og der er god plads til dine tommelfingre. Det er smart tænkt.

Skærmen er udstyret med et kamera på fronten og et på bagsiden. Ligesom med iPad 2 er kameradelen ikke nogen himmelsk oplevelse, men det kan bruges, selv om det på ingen måde matcher dit kompaktkamera.   

Derudover er der indgang til hovedtelefoner, HDMI-port og lille port til hukommelseskort af typen Micro-SD, som du kender fra din mobiltelefon. Nogle udgaver af Transformeren vil desuden være i stand til at sluge simkort, så du ikke behøver at være afhængig af Wi-Fi for at gå på nettet. Asus har dog ikke planer om at lancere 3G-modeller i Danmark i øjeblikket. 

I tastaturdelen er der to USB-porte og en port til SD-kort, som du kan bruge, når du skal forbinde udstyr til Asus Eee Pad Transformer.

Udmærket keyboard med særlige taster

Asus Eee Pad Transformer er udstyret med en Nvidia Tegra 2 dualcore processor på 1 GHz, som flere topmobiler også fødes med i øjeblikket, blandt andet LG Optimus 2X.

Det trækker fint maskinen, der reagerer hurtigt, når der bladres rundt i tablet-pc'ens menuer. Den kører uden problemer spil som Angry Birds Rio, der ser godt ud på den store skærm. 

Styresystemet Android 3.0 virker ikke helt så poleret som iOS på iPad, men det er trods alt forholdsvis let og intuitivt at navigere rundt i.

Der er blandt andet adgang til browser, YouTube, musik, fotos, Android Marked og Gmail direkte fra forsiden, hvor du også præsenteres for en vejrudsigt for det område, du befinder dig i.

Det fysiske tastatur er ganske udmærket.

Det er småt, men der er luft mellem tasterne, som betyder, at du ikke ender med alt for mange slåfejl. Windows-tasten er på dette tastatur erstattet med ikonet af et hus, der sender dig til forsiden.

Der er også blevet plads til en tast med et lup-ikon, der ikke overraskende giver direkte adgang til søgninger på eksempelvis Google eller YouTube.  

Knas med navigationen

Med en trackpad på tastaturet kan du manøvrere rundt med en cursor på skærmen. Det fungerer dog ikke helt, som du kender det fra din computer.

Der dukker nemlig ingen hånd frem, når du støder på et link. Dermed skal du selv gætte dig til, hvad du egentlig kan klikke på. Nogle gange er det let, andre gange ikke.

Browsere som Firefox, Explorer og Chrome på din almindelige computer gør alle brug af den lille hånd som tegn på link, og du tænker nok ikke over det til daglig.

Men når den er væk, vil det føles meget mærkeligt og gøre det sværere at navigere. Det er i øvrigt samme kritik, som vi havde af Toshibas forsøg på skabe en Android-netbook sidste år.

Ud over at bruge trackpad'en til navigation er det muligt at koble en mus til tablet-pc'en.

Vi fik vores trådløse Logitech-gnaver til at lege med maskinen og kunne styre cursoren på den 10,1 tommer skærm, der i øvrigt har en opløsning på 1280 gange 800 pixel. Til sammenligning har iPad 2 en opløsning på 1024 gange 768 pixels.

Skærmens farver virker dog lidt mere blege og mindre kontrastfyldte end dem på iPad 2, men det er ikke dybt kritisk, og du vil formentlig ikke bemærke det.  

Til gengæld er det problematisk, at Eee Pad Transformer ikke er bedre til at afspille video. Den er godt nok i stand til at æde en del formater, men de levende billeder leveres ikke flydende, og det gælder især HD. Det er som om, at tablet-pc'en ikke er i stand til at holde en høj framerate.

Mens YouTube-klip afspilles uden problemer, er det straks værre med web-tv og videoklip, som den fodres med. Vores testmodel af Asus Eee Pad Transformer kørte Android version 3.0, men den skulle snart opdateres til version 3.1, der skulle forbedre tablet-pc'ens ydeevne.

Attraktiv pris og godt alternativ til iPad

Android er ikke helt så samarbejdsvillig og brugervenlig, som vi kunne ønske os. Det er blandt andet muligt at logge ind på Google Docs via browseren, men så går det helt galt for tablet-pc'en.

Bogstaverne hopper rundt på skærmen, når der tastes, og cursoren blinker, og det er fuldkommen ubrugeligt.

Samme problem får du, hvis du logger ind i Gmail via browseren.

Det er virkelig ærgerligt, når der nu følger et tastatur med tablet-pc'en, og ikke mindst uforståeligt, at Google ikke har fået Android til at lege sammen med søgegigantens egen online kontorpakke.

Fejlene er der også, hvis du vælger at hive tablet-pc'en op af docken og bruge den med skærmens virtuelle tastatur.

Der er dog ingen problemer med Gmail, hvis du bruger app'en på hovedskærmen, så du kan sagtens bruge tastaturet til at skrive mail.

Det er også muligt at bruge den medfølgende kontorpakke Polaris Office. Her har du mulighed for at redigere let i dine dokumenter - eksempelvis fra en USB-nøgle - og læse PDF-filer.

Men at Google Docs ikke virker er et klart udtryk for, at Android som styresystem til tablet-pc'er slet ikke er blevet voksent endnu og er ramt af børnesygdomme.

Det bliver formentlig først rigtig godt, når Google er klar med sin kommende version af Android med kodenavnet Ice Cream Sandwich.

Den fungerer både på tablet-pc og mobiler, og enhederne er selv i stand til at justere apps, så de matcher skærmstørrelser, hvad enten det er en 3,5 tommer telefonskærm i højformat eller en tablet-pc på 10 tommer i bredformat.  

Tæt på topkarakter

Alt i alt er Asus Eee Pad Transformer dog et virkelig godt bud på at forbedre tablet-pc'ens egenskaber ved at gøre det muligt at forvandle den til en netbook - endda til en forholdsvis beskeden merpris. Selve tablet-pc'en koster i skrivende stund 3.800 kroner, mens du får tastaturet med for 4.250 kroner.

Det er stort set samme pris som en topmobil fra HTC, Samsung eller LG, og vi vil anbefale, at du smider de ekstra penge på bordet og køber den kombinerede tablet- og tastaturløsning.

Asus Eee Pad Transformer fungerer udmærket og er et værdigt alternativ til Apple iPad, men der er plads til forbedringer, og den særprægede tablet-pc vil især være interessant for teknologibegejstrede frontløbere og Androidtilhængere, der ikke er bekymret over, at alt ikke er perfekt softwaremæssigt.

De er formentlig klar over, at Asus Eee Pad Transformer på nuværende tidspunkt ikke er en fuldkommen erstatning for en minibærbar, men der er ingen tvivl om, at Asus Eee Pad Transformer er godt tænkt, og når Androidplatformen bliver bedre udviklet til tablet-pc'er, vil modeller af denne type være intet mindre end geniale.

Asus Eee Pad Transformer ender på karakteren fire ud af seks, og vi gemmer topkarakteren til næste version, hvor Android forhåbentlig er blevet lidt mere moden.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere