Læs også:
S og SF: Sådan kan vi spare enorme beløb med it
Her er din guide til jura-junglen i skyen
Ni linjer.
Så meget fylder cloud computing i de udspil til en økonomisk vitaminindsprøjtning til Danmark, som oppositionspartierne Socialdemokraterne og SF er kommet frem til.
Både SF's it-ordfører Hanne Agersnap og Socialdemokraternes it-ordfører Yildiz Akdogan erkender, at der ikke er de store, konkrete cloud-planer i udspillet.
Haster med fællesoffentlig EU-cloud
It-ordfører Hanne Agersnap fra SF går dog gerne skridtet videre end selve 2020-planen.
Hun nævner, at en fællesoffentlig cloud i et driftscenter a la Statens IT kunne være en farbar vej til at høste de økonomi- og fleksibilitetsgevinster, der er at hente i skyen.
"Der er selvfølgelig en masse lovgivning, som vi skal have styr på, men det er meget uheldigt, hvis offentlige myndigheder flytter alle deres data over til kommercielle cloud-udbydere," siger Hanne Agersnap til Computerworld.
Hanne Agersnap tilføjer, at samfundet Danmark risikerer ikke at få styr på cloud-centrene og dermed de applikationer, der bliver sendt derud.
"Måske kunne vi udvikle et fælleseuropæisk cloud-center. Flere og flere går over til cloud, og måske haster det i virkeligheden lidt med at få styr over denne vigtige infrastruktur," fortsætter hun.
Skræmmescenariet med at miste kontrollen over it-infrastruktur er eksempelvis liberaliseringen af Statens Datacentral til CSC, der hoster store, offentlige it-løsninger, som står foran at smuldre itu under selskabets arbejdsmarkedskonflikt med fagforbundet Prosa.
Det går for langsomt
Socialdemokraternes it-ordfører Yildiz Akdogan er åben for forslaget, men hun mener, at vi først og fremmest bør finde ud af hvilke områder, som skal cloudificeres.
"Jeg ved godt, at det måske lyder som en kliché, men den nuværende videnskabsminister taler mere om cloud, end hun handler. Derfor ville vi signalere, at vi vil noget på området," forklarer Yildiz Akdogan.
Hun mener - i øvrigt i lighed med videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) - at det offentlige bør være bannerfører på cloud-området og kigge mod de EU-initiativer, der skal afdække teknologiske og juridiske forhindringer.