Test: Se hvor ultimative Ultimate Ears egentlig er

PC World har taget fat i den billige ende af Logitechs Ultimate Ears øretelefoner og tjekket, om pris og kvalitet hænger sammen. Læs dommen her.

Test: Se hvor ultimative Ultimate Ears egentlig er

Der skulle gå en rum tid, inden forbrugerserien fra det professionelle lydbrand Ultimate Ears kom til Danmark.

Nu har vi har haft et par stykker i ørerne for at se, om der har været noget at vente på. Det har der. 

Da vi snakker in-ear-lyd og ikke deciderede "hørebøffer", er Ultimate Ears nok noget, de fleste vil bruge, når de er på farten, sidder i bussen eller cykler på arbejde.

Selv om det ikke nødvendigvis er her, man sidder og dykker helt ned i musikken og lytter til de fine nuancer, kan det sagtens betale sig at smide lidt sparepenge efter god lyd, for man kan sagtens høre forskel.

For at ramme en prisgruppe, hvor de fleste kan være med, har vi taget fat i den nederste del af Ultimate Ears lydpyramide og set bort fra modellerne 700 og TripleFi 10, der koster henholdsvis 1200 og 1800 kroner.

Fortrinligt lydbillede

Den dyreste model, vi har med i denne omgang, er Ultimate Ears 400vi til 600 kroner. "Vi" betyder, at der er indbyggede kontrolknapper i ledningen og mikrofon.

400vi kommer i en metallisk sølvfarve og en størrelse, der gør, at de ikke stikker unødigt meget ud af ørene ved brug.

Ledningen er behageligt lang, og modsat de billigere modeller er den krølfri. Det er en udmærket feature, selv om det ikke gør den helt store forskel.

Vigtigst af alt er lyden. 400vi yder et detaljeret og afbalanceret lydbillede, som er meget behageligt for ørene, også i længere tid ad gangen.

Alle niveauer står meget klart, så hverken smældende lilletrommeslag, dyb bas eller højtsvævende syntheziser går tabt. For 600 kroner får man virkelig meget kvalitet for pengene.

Med 400vi følger også et sæt "comply foam"-ørepuder i modsætning til de andre sæt. Skummaterialet gør, at de i højere grad former sig efter dit øre, og de er et fint alternativ til silikone-ørepuderne, hvis man lytter i længere tid ad gangen. 
 
Irriterende ørebøjler
Sportsmodellen i Ultimate Ears-serien er døbt 300/300vi og kommer altså både med og uden kontrolknapper på ledningen og mikrofon.

Det, der gør dem sportsegnede, er de orange ørebøjler, som er designet til at holde øretelefonerne fast, hvad enten du løber, hopper eller stepper.

Det klarer de fint nok, men inden da skal man rette på de formelige bøjler, så de sidder ordentligt på øret. Det er temmelig irriterende at skulle gøre, hver eneste gang man skal have dem på.

Denne anmelder har før haft øretelefoner, hvor producenten havde lavet formstøbte ørebøjler, der sad behageligt og virkede effektivt.

Med hensyn til lyden leverer 300 rigtig fint. Den er ikke helt så sprød og afbalanceret som 400vi, men der er bestemt tale om en anstændig oplevelse, selv om den dybe bas nogle steder dominerer for meget.

Det er da også værd at lægge mærke til, at 300-modellerne og nedad ikke har fået lov at flashe Ultimate Ears-brandet så voldsomt. Det står godt nok på indpakningen, men UE-initialerne på 400vi er på 300 erstattet af et Logitech-logo.

Hvorfor 300vi koster 100 kroner mere end 300, når der kun er 50 kroners forskel mellem 200 og 200vi, er desuden et mysterium.

Stadiet før brug og smid væk

Den næstbilligste model i Ultimate Ears serien er 200/200vi. Den er blevet udstyret med et noget kedeligere design end 400vi, og øretelefonerne føles overall også lidt mere billige i det.  

Noget, der irriterer ved 200-modellen, er, at Logitech har undladt at inkludere en klemme, så man kan hæfte ledningen fast til trøjen. Så dyr kan den heller ikke være.

Nu er vi et stykke fra lyden i 400vi, som retfærdigvis også er dobbelt så dyr. Klangen er blevet lidt "billigere", og detaljerne træder ikke ud i lydbilledet på samme måde.  

300 har mere bund end 200, men ellers er der ikke meget forskel - i hvert fald ikke nok til at begrunde forskellen i pris.

Der er dog en markant forskel i forhold til bundmodellen Ultimate Ears 100, som Logitech til den danske præsentation selv omtalte i retning af "brug og smid væk"-modellen, som man med en pris på 179 kroner har råd til at miste.

Den endelige dom

Fælles for de nævnte eksempler er, at de alle isolerer med 26 db ved hjælp af passiv isolering. Det vil sige, at de fylder øret ud og blokerer for støj. Det fungerer faktisk rigtig godt, selv om man skal vænne sig til fornemmelsen af at have en prop i øret, hvis man kommer direkte fra et sæt standard ipod-øretelefoner.

Der følger også et etui med til hver af de anmeldte modeller. Det er sådan set meget rart, hvis man skal have dem liggende i en tætpakket kuffert, men nogle gange kan det være et hyr at få dem derned. Særligt 400vi'erens etui skulle have været lidt større. 

Skulle denne anmelder vælge imellem de testede eksemplarer, ville der ikke være den store tvivl:

400vi er et par virkelig gode og alsidige øretelefoner i forhold til prisen og det klare førstevalg.

300/300vi er designet til fysisk aktivitet, men de orange ørebøjler er ikke videre praktiske, og modellerne sidder så godt i ørerne, at man næsten ikke behøver bøjle for at holde lyden fast under løb.

Bassen er ved 300/300vi rimelig dominerende, men alt i alt er lyden helt klart tilfredsstillende.

Det samme gør sig gældende for 200/200vi. Det er klart, at jo billigere de bliver, jo mere må man også gå på kompromis med kvalitet og lyd. Men 200/200vi leverer en god, ren lyd, selv om dybden ikke er den samme som ved de dyre modeller.

Dobbelt så dyrt er i dette tilfælde også dobbelt så godt. Derfor er 400vi en anbefaling værd.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere