Artikel top billede

(Foto: Tom Ingvardsen)

Sådan vil CSC male røde bundlinjer sorte

Vækst på outsourcing, egne applikationer til skyen og gensalg af systemer, som CSC allerede har udviklet. Ny strategi fra firmaets nye topchef skal vende røde tal til sorte i Danmark.

"På den lange bane kan vi ikke holde til, at vi kun har sorte tal i Norge og Sverige, mens CSC i Danmark har aflagt nogle utilfredsstilende regnskaber de senere år."
 
Det siger Carsten Lind, som siden september har været CSC's øverste chef i Norden, administrerende direktør i Danmark og bestyrelsesformand for CSC's norske og svenske forretning.
 
Han fortæller, at den nye nordiske direktion har brugt en del tid på at udarbejde en strategi for firmaet, som blandt andet skal vende røde danske tal til sorte.
 
"Vi har ikke vundet nok ny forretning, og vi har også kunnet mærke, at eksisterende kunder udviser en vis tilbageholdenhed," siger han.
 
Men CSC er et globalt firma med 90.000 ansatte, og selvom sidste finansår på ingen måde var et godt år for CSC Danmark, blev året på globalt plan et af de bedste i mands minde for virksomheden, siger han.   
 
Nogle af CSC's aftaler med kunderne betyder, at en eventuel reduktion af kundernes forretning modsvares i lavere omkostninger til de services, som drives fra servercentrene hos CSC, som dermed ganske enkelt tjener mindre.   
 
"Det smitter jo af på os og viser i virkeligheden, at vores tjenester og leverancer virker, fordi kunderne får justeret deres omkostningsniveau i forhold til deres vækst eller mangel på samme," siger Carsten Lind.
 
Skal vinde mere business
Direktøren fortæller, at denne situation direkte har været startskuddet til en ny strategi, som skal vende rødt til sort i Danmark.  
 
"Vi skal simpelthen vækste. Vi skal ud og vinde noget mere business. Det er en af hovedudfordringerne," siger Carsten Lind. 
 
Strategien er en redefinering af firmaets forretningsområder ud fra en ny vertikal struktur, hvor blandt andet forretnings-områderne inden for telekommunikation og transport er slået sammen for at sikre en bedre videndeling.

Desuden har Carsten Lind introduceret en ny organisering af salg og markedsføring på nordisk niveau. 
 
Samtidig skal investeringer i CSC's services indenfor cloud computing med produkter indenfor eksempelvis desktop-virtualisering og IaaS (infrastructure-as-a-service) sikre værdiskabelsen hos kunderne. 

Bedre gensalg af udviklede tjenester

"Tidligere har vi ikke haft en ren vertikal struktur. Vi vil gerne sikre en vidensdeling, og at de gode ting, vi laver et sted, vises for kunder i beslægtede segmenter," siger Carsten Lind.
 
"Der ligger nogle fordele og forbedringer i forhold til, hvad vi tidligere har gjort. Det kan lyde meget banalt, men vi skal have meget mere fokus på værdiskabelsen af de tjenester, som CSC tilbyder," siger han.
 
Der skal ifølge direktøren skabes merværdi på baggrund af industrispecifikke løsninger, som firmaet allerede har udviklet. 
 
Eksempelvis har CSC i forvejen udviklet transportstyringssystemer til en europæisk jernbanevirksomhed. Derfor er det ifølge direktøren nærliggende at spørge, om ikke disse systemer kan skabe værdi for andre jernbanevirksomheder, som står i samme situation i Norden eller USA.
 
Han ser muligheden som et eksempel på, hvad han kalder inflow, og hvordan man kommer lidt længere op i værdikæden hos kunderne.

Applikationer skal skæres til skyen

Direktøren fortæller, at firmaet traditionelt bliver set som et firma, der leverer it-services. Men lidt længere ude i horisonten vil CSC stille produkter, som firmaet har intellektuelle rettigheder til, til rådighed i skyen. Et eksempel kunne ifølge direktøren være et it-system til styring af kontrakter, som virksomheden har udviklet i nordisk regi.
 
Dermed følger virksomheden trop i rækken af service-udbydere, som har gjort deres produkter tilgængelige i skyen, som eksempelvis IBM med Lotus Live.
 
Imidlertid er der stor forskel på mailsystemer med relativt bred appel og CSC's langt mere specialiserede produkter, som i høj grad er skræddersyet til den enkelte kunde.
 
Stadig brug for outsourcing
Carsten Lind ser stadig vækstmuligheder for CSC indenfor traditionel it-outsourcing. Derfor vil virksomheden også forsøge at vinde mere terræn indenfor dette felt. CSC i Norden opererer på dette felt med arbejdskraft i Litauen og Indien, og direktøren har ikke umiddelbart konkrete planer om nye geografiske områder i denne del af butikken.
 
Men også konsulentbistand til kunderne er et område, hvor direktøren ser muligheder for at udvide forretningen.
 
"Vi ser efterspørgsel på at være agil indenfor gennemførsel af projekter for virksomhederne," siger Carsten Lind.
 
Han peger på, at en stor andel af virksomhederne har behov for at få deres applikationsportefølje forbedret og moderniseret i forbindelse med deres egen transformationsproces. 
 
Offentlig sektor er meget vigitig
I Danmark og ikke mindst Sverige er den offentlige sektor et område, hvor direktøren forventer at kunne finde den vækst, som han er på jagt efter. 
 
"Den offentlige sektor er meget, meget vigtig for os. Vi vil fastholde den vækst, vi har i Danmark. Men i Sverige, hvor der er et kæmpe marked, vil vi gerne være eksorbitant meget mere til stede," forklarer Carsten Lind.
 
Han fortæller, at virksomhedens nye strategi rækker tre til fire år ud i fremtiden og bliver rullet ud i næste finansår, som begynder til april. Derfor er ledelsen i fuld gang med opgaven, som stadig mangler arbejde, inden alt er klart. 
 
"Vertikalstrukturen og salgsorganisationen er på plads. Men der mangler stadig en del ting, som skal færdiggøres og implementeres," understreger Carsten Lind.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere