Test: Fræk og rap mobil fra Sony Ericsson

Sony Ericsson W995 er smækfyldt med avancerede funktioner som GPS, WiFi og otte megapixel kamera. Vi har testet mobilen for at se, om alt spiller sammen i Walkman-mobilen.

Test: Fræk og rap mobil fra Sony Ericsson

Med W995 har Sony Ericsson skabt en solid mobil, der er spækket med funktioner.

W'et i navnet betyder, at telefonen er en del af Walkman-familien, hvor musik i bogstaveligste forstand spiller en stor rolle.

Det ses allerede, da vi pakker mobilen ud. Hovedtelefonerne er i blød plast, der ikke generer øregangen.

De lukker godt af for udefrakommende støj, men i ledningen til hovedtelefonerne sidder endvidere en noise cancelling-funktion. Alt i alt er hovedtelefonerne klasser bedre, end hvad der normalt følger med nye mobiler.

Sony Ericsson er dog klar over, at de medfølgende hovedtelefoner alligevel ikke vil tilfredsstille seriøse musik-entusiaster. Derfor er telefonen udstyret med et 3.5 mm jackstik, der giver mulighed for at tilslutte alternative hovedtelefoner.

Stikket kan dog også bruges til at tilslutte en FM-sender til mobilen, så telefonen kan bruges sammen med bilradioen. Det har vi testet her.

Praktisk med GPS

Telefonen fås i tre farver: sort, sølv og rød. Vi havde den rappe Ferrari-røde mobil på testbænken, og den klarede sig virkelig godt.

Det skyldes ikke mindst, at telefonen er spækket med avanceret udstyr, der fungerer fornuftigt. Her er blandt andet blevet plads til GPS, der er et særdeles praktisk værktøj.

Især hvis du forsøger at finde frem til en adresse, men ikke er helt sikker på hvor den ligger, eller hvordan det er nemmest at komme derhen. Frem med mobilen og du er straks inde på velkendte Google Maps, der giver dig kort med oversigt over din nuværende position. Du kan zoome ind og ud og få rutevejledning til dit bestemmelsessted. Det fungerer ret godt.

Ikke mindst fordi skærmen har en fornuftig størrelse. Opløsningen er dog kun 240 gange 320 pixels, og det er ikke meget i forhold til touch-telefoner som eksempelvis LG Arena med 480 gange 800 pixels.

Men da vi ikke skal lade vores fedtede fingre køre henover skærmen og på den måde navigere rundt, er det faktisk ikke noget problem. Skærmen er klar og har gode farver.

Surf trådløst og spar penge

Netop skærmen er vigtig, hvis du gerne vil gå på nettet med telefonen - og det indbyder den virkelig til.

For mobilen er udstyret med WiFi, og du kan dermed gå på nettet via en trådløs internetforbindelse.

Dermed bliver du ikke afkrævet afgift for datatrafikken hos dit teleselskab, og du kan surfe og hente programmer til mobilen med god samvittighed.

Det er nemt at få mobilen til at snakke sammen med trådløse netværk, men netværksfunktionen suger på batteriet. Derfor er det en god idé at slå WiFi fra, når mobilen ikke bruges til at gå på nettet.

Mobilen kan ud over WiFi prale med et kamera på otte megapixel. Desuden har telefonen blitz, ansigtsgenkendelse, autofokus, billedstabilisator, panoramafunktion med mere. Der er altså massevis af værktøj til at foretage snapshots.

Desværre er kameraet ikke ligeså godt som resten af telefonen. Autofokus virker meget sløv, og der kan gå lang tid fra du trykker på udløserknappen, til billedet er taget.

Dermed er der stor risiko for, at dit motiv har flyttet sig, og du går glip af det perfekte øjeblik. Med funktionen Best Pic kan W995 redde lidt af æren. Funktionen har været i Sony Ericssons kamera-mobiler længe og sørger for at optage en serie af billeder, og du kan så vælge det bedste ud.

Kvaliteten af billederne er ikke i top, og kamera-delen kan ikke rigtig måle sig med et godt kompaktkamera. Det er lidt skuffende, at de mange avancerede fotofunktioner ikke giver bedre resultater.

Lækker telefon men kameraet halter

Da telefonen er en såkaldt slider-model, skal du skubbe overdelen frem med tommelfingeren for at få adgang til tasterne.

De er baggrundsoplyste, hvilket er praktisk især i denne mørke årstid. Tasterne er udmærkede, og du er ikke i tvivl, når du har trykket en af dem i bund. Der er god plads imellem dem, så tastefejl minimeres.

Du behøver ikke skyde overdelen frem, hvis du blot vil lytte til musik. Det kan klares i sammenklappet form, og der er både knapper på fronten og på den ene side til at styre afspilningen. Det fungerer ganske fint, og Walkman-familien kan være stolt af det nyeste medlem.

Telefonen ligger godt i hånden, og designet er lækkert.

Tæt på topkarakter

Da mobilen er proppet med funktioner, kan vi ikke forvente os en spinkel og lillebitte telefon. Sådan er det også med W995, der er 9,7 centimeter lang og 4,9 centimeter bred. Telefonen er 1,5 centimeter tyk. Den fylder med andre ord lommen godt ud.

Vi havde ikke problemer med den 113 gram tunge mobil, men størrelsen kan virke afskrækkende på nogen. Især hvis du har været vant til at bruge en mobil med et minimalistisk design.

Alt i alt er Sony Ericsson W995 en glimrende mobil, der med sine avancerede funktioner burde stille de fleste brugere tilfreds. I skrivende stund er telefonen set til 2.900 kroner, og det er naturligvis et tung prisskilt, men telefonens alsidighed er med til at retfærdiggøre prisen.

Hvis kameraet i mobilen havde været bedre, end det er tilfældet, kunne telefonen let have scoret topkarakter. I stedet må W995 nøjes med karakteren 5 ud 6.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere