Test: Fantastisk retro-kamera fra Leica
I en tid, hvor digitalkameraer kan mere og mere - ja næsten selv sætte vand over til kaffe - er det for en, der som jeg er vokset op med 35 mm. celluidfilm en lise bare en gang imellem at få lov til at gå retro med et kamera.
Hvor det ikke er teknikken, der styrer fotografen, men fotografen der styrer teknikken.
Et sådant kamera er den nye Leica M9, der blev offentliggjort i september og som på glimrende vis lever op til de stolte fototraditioner, denne producent nu engang er kendt og respekteret for.
Samtidig er det glædeligt at konstatere, at den tyske kamerakæmpe ikke er gået på kompromis nogle steder.
Kvaliteten er stadig uovertruffen - den er blot digital i stedet for analog.
Endnu er der ikke kommet ret mange kameraer til landet, og testeksemplaret fik vi ved mellemkomst af Nordisk Fotoimport, som er den danske Leica-importør, revet ud af hænderne på Photographica i Skindergade i København fra fredag eftermiddag til mandag morgen.
M9'eren er nu klar til salg, så forhåbentlig er der kommet flere eksemplarer til landet.
"The Leica Way"
Jeg har tidligere haft den lige så digitale forgænger M8 til test, og dengang som nu er en lille detalje med til at understrege trofastheden mod designet fra de analoge dage, nemlig at adgangen til hukommelseskortet sker ved at afmontere et dæksel i bunden.
Sammenlignet med mange andre moderne kameraer, hvor man får adgang til hukommelseskortet ved blot at vippe en lille klap til side, er det håbløst besværligt - men det var på samme måde, man skiftede film, og så er det ikke længere håbløst besværligt, det er "The Leica Way", som der ikke skal laves om på.
Når man ser en M9'er forfra, er der intet, som signalerer, at der er tale om et digitalkamera.
Man skal helt om på bagsiden til LCD-skærmen for at kunne se bare noget, der minder om et digitalkamera. Og selv om Leica er gået digitalt, er der som på modellerne før M9'eren stadig tale om et målsøgerkamera - en teknologi, man vist ikke ser ret mange andre steder.
Epson forsøgte sig for nogle år siden pudsigt nok med lanceringen af en kameramodel á la retro med målsøgerteknologi, men siden har Epson, ganske som HP, helt forladt kameraeventyret for i stedet at koncentrere sig om det, de bedst til, nemlig printere.
Kan optage i DNG og JPEG
Når man kun har et kamera som Leica M9 til test en weekend, er der ikke tid til at komme helt i bund med alle detaljer, selv om antallet af menuer trods alt er særdeles begrænset sammenlignet med stort set alle andre moderne digitalkameraer.
Eksempelvis kan kameraet naturligvis optage i JPEG, men den funktion sprang jeg let og elegant henover for i stedet at koncentrere mig om at fotografere i DNG-formatet.
Det er der i øvrigt ikke ret mange kameraer, der gør, og egentlig er DNG - Digital Negative - et format, som er opfundet af Adobe ud fra den betragtning, at man ad åre måske vil opleve, at det ikke længere er muligt at få fat i RAW-konvertere til mange af de dedikerede kameraformater, vi fotograferer i dag.
Ikke et udbredt format
Argumentet er derfor, at man konverterer sine RAW-filer til DNG, men som det ser ud lige nu, har DNG langt fra opnået samme status som defacto standard, som eksempelvis en anden Adobe-opfindelse, PDF-formatet, har opnået.
Benytter man eksempelvis Adobe Lightroom, får man en DNG-konverter med i købet, og Leica har altså valgt formaterne DNG og JPEG, mens man i de fleste andre kameraer kan vælge mellem RAW og JPEG. TIFF er til gengæld stort set forsvundet som lagringsformat i den digitale kameraverden.
På trods af, at DNG, ganske som de forskellige RAW-formater er at betragte som det digitale negativ, kan man i M9 dog lagre både i komprimeret og ukomprimeret DNG.
Gode ISO-indstillinger
Når nu jeg ikke havde ret megen tid til test af kameraet, valgte jeg også som udgangspunkt at arbejde med de fleste settings i deres respektive standardindstillinger, der da også gav et ganske godt indblik i kameraets fornemme formåen.
Hvad angår farverummet kan man vælge mellem sRGB og Adobe RGB, hvilket i dag er gængs standard, og indstillingsmulighederne i hvidbalance adskiller sig heller ikke fra, hvad vi ser på alle andre digitalkameraer.
Jeg skiftede kun mellem Auto og Daylight, da jeg udelukkende fotograferede udendørs.
Hvis man fotograferer i JPEG, kan opløsningen (der er på 18 megapixel) sættes til 1, 2, 4.5, 10 eller 18 megabyte, mens ukomprimeret DNG fylder 36 megabyte.
Lukkertiden går fra 1/4000 sekunder og ned til 8 sekunder, mens man i ISO-indstillingerne kan vælge mellem Auto ISO setup enten efter laveste hastighed - 1/125, 1/60, 1/30, 1/15, 1/8 - eller maksimal ISO i hele spændet fra 160 til 2500.
I øvrigt er det nemt at skifte ISO-indstilling ved blot at holde ISO-knappen inde og dreje hjulet på bagsiden af kameraet.
Som på alle andre moderne digitalkameraer kan man vælge Autobracketing med mulighed for i programindstillingen A at vælge mellem 3, 5 eller 7 billeder i en serie. Desuden kan man vælge rækkefølgen af den måde, billederne skal optages, altså korrekt eksponering, overeksponering, undereksponering eller rækkefølgen undereksponering, korrekt eksponering, overeksponering. Det kan i begge tilfælde ske i trin på 0,5, 1, 1,5 og 2 blænder.
Klassiske standardfunktioner
Eneste programindstilling er i øvrigt A, som man finder på drejehjulet på toppen af kameraet, hvor man også indstiller lukkertiden. Et godt, gammeldags drejehjul af "klik-klik" typen.
På toppen af kameraet finder man desuden udløserknappen samt flashskoen og intet andet.
På bagsiden af kameraet finder man ud over ISO-knap også knapperne Play, Delete, Info og Set.
Infoknappen giver et hurtigt overblik over batterikapacitet, plads på kortet, lukkerhastighed og type af objektiv, mens alle øvrige indstillinger nås ved at trykke på Set. Her indstilles ligeledes eksponeringskompensation, +/- 1/3, 2/3, 1, 1 1/3, 1 2/3, 2, 2 1/3, 2 2/3 og 3, lige som det er her, man slår autobracketing til og fra.
Af øvrige standardfunktioner fra den digitale kameraverden kan nævnes Sharpening i forskellige grader, som dog kun kan foretages ved optagelse i JPEG og altså ikke ved optagelse i DNG. Desuden kan man naturligvis justere både farvemætning og kontrast, og alle ens foretrukne indstillinger kan gemmes i en personlig brugerprofil.
Endelig skal nævnes muligheden for at synkronisere flashen med såvel det forreste som det bageste lukkergardin, samt muligheden for at Slow Sync, der kan gøres afhængig af objektivet, slås fra eller gøres aktivt ned til 1/30, 1/8 eller hele 32 sekunder.
Eneste fullframe målsøgerkamera
Leica er naturligvis leveringsdygtig i en stribe objektiver i absolut topkvalitet, og kamerahuset kan indstilles til via 6 bit kodning automatisk at registrere, hvilket objektiv det er monteret med, da elektronikken rummer en række prædefinerede objektivtyper og -modeller. Lysmålingen er centervægtet TTL.
Man kan også vælge helt at slå denne funktion fra eller selv gå ind og tilpasse samspillet mellem objektiv og hus for blandt andet at undgå vignettering.
Endelig skal nævnes, at Leica M9 er forsynet med Sensor Cleaning, som i dag er standard på langt de fleste DSLR-kameraer.
Og nu vi er ved sensoren - Leica M9 er verdens eneste digitale målsøgerkamera med fullframe CCD sensor på 18 megapixel (5270 x 3516 pixel), hvilket vil sige 24 x 36, som modsvarer det traditionelle filmformat. Det betyder, at man kan anvende alle sine M-objektiver fra 16 til 135 mm. helt tilbage fra 1954 uden forlængelsesfaktor.
Til sammenligning kan nævnes, at Leicas anden digitale M-model - M8 - har en sensor på 18 x 27, hvilket giver en forlængelsesfaktor på 1,33.
Endvidere kan nævnes, at den nye fullframesensor i M9 er forsynet med en coatning, der modvirker effekten fra de infrarøde bølger i lysspektret, hvilket betyder, at man ikke behøver tænke på hverken i UV- eller IR-filtre - med mindre man ønsker at beskytte glasset i objektivet.
Vækker håndværket til live
Sensoren er i øvrigt udviklet af Kodak, som droppede al kameraproduktion til det professionelle segment efter fiaskoen med deres 14 megapixel kamera for efterhånden nogle år siden. At man rent faktisk godt kan finde ud af at lave sensorer, vidner M9 dog om.
Sensoren er naturligvis forsynet med mikrolinser, der sørger for at guide lyset den mest direkte vej fra objektiv til sensor, mens man har valgt ikke at implementere et moiré-filter, da det ville kunne gå ud over fine detaljer i optagelserne. I stedet har man valgt at lægge fjernelse af eventuel moiré i kameraets software.
Alt i alt er der tale om et kamera, som vækker det manuelle håndværk til live i enhver fotograf. Leica M9 er ikke værktøjet for pressefotografen til de dagligdags opgaver, men værktøjet for pressefotografen - og andre i de kreative fotoøjeblikke - med tid til fordybelse i fototeknikken.
Når man som jeg ikke har arbejdet med målsøgerteknologi i en årrække, kræver det en kende tilvænning at beherske teknikken igen, men man mærker en snigende ro komme over en, mens man tusser rundt og arbejder.
Prisen for herlighederne, det vil sige M9-hus, er 43.000 kroner. Mange penge for den almindelige forbruger, ja. Mange penge for Leica-entusiasten, nej.
