Dyr mobiltelefon med fedt kamera og mini-biograf

Sony Ericssons nye flagskib har trykfølsom bredskærm og masser af finesser. Vi har testet topmodellen - se om den er værd at smide i lommen.

Dyr mobiltelefon med fedt kamera og mini-biograf

Hver gang nogen lancerer en ny smartphone, spekuleres der højlydt i, om dette nu er den længe ventede "iPhone-dræber".

Men det er en falsk floskel.

For den næste "iPhone-dræber" kan kun komme fra Apple - i skikkelse af en ny iPhone.

Folk, der elsker iPhone, køber aldrig andet. Andre vægter anderledes - og træffer måske et mere nøgternt valg. Pointen er den for Apple-fans så ubegribelige sandhed: Ikke alle vil have en iPhone.

Så selv om Satio ikke er nogen iPhone-dræber, kan den være en fremragende mobiltelefon - i sin egen ret.
Og det er netop vores første indtryk, da vi piller den ud af æsken.

Formen er nemlig vellykket - med afrundede ender, flade kanter og kun tre knapper nederst på fronten. Vi lånte den sorte variant, der har en rå og nærmest monolitagtig udstråling. Men Satio fås også i sølv og bordeaux, hvor den fremstår mere fræk og feminin.

Typisk for Sony Ericsson er samlekvaliteten rigtig god. Her er ikke noget, der knirker eller flekser. Men den blanke plast udstiller fedtfingre, og til prisen kunne man nok forvente lidt ædlere materialer. Kun den store skydeklap foran kameraets objektiv er af metal.

Få 60 film gratis

Skærmen er det store tilløbsstykke. Den er ikke bare stor og finkornet (3,5 tommer, 360 gange 640 pixels) - men også usædvanlig bred (16:9), hvilket gør den velegnet til filmvisning.

Og sandelig om ikke der medfølger 60 "biograf-billetter".

Forstået på den måde, at du med i købet får retten til at hente 60 film om året ned fra Sonys netbiks.

I praksis står valget dog mellem kun 15 film hver måned, og udvalget er tydeligvis hentet fra videobiksens nederste hylde med billige "favorit-film".

De fleste titler er 3-4 år gamle. Filmadgangen er altså ikke noget stærkt købsargument. Men stadig en rar bonus.

Den store skærm er også en fin ramme for de kulørte og fingervenlige ikoner. Mobilen anvender Symbian-systemet S60, men med en forenklet brugerflade. Via et ikon-bånd i toppen kan du let skifte mellem dine foretrukne værktøjer, web-genveje og mediefiler.

I modsætning til iPhone er Satio-skærmen ikke berøringsfølsom - den er trykfølsom. Man skal trykke til, og det kræver tilvænning, hvis man kommer fra en mere fintfølende mobil.

Gode forbindelser

Det er ærgerligt for brugeroplevelsen, at mobilen ikke reagerer på lette berøringer. Til gengæld reagerer den hurtigt, når den altså reagerer.

For i modsætning til mange andre smartphones, er Satio ikke sløv i optrækket.

Der er også fint tempo på 3G-forbindelsen samt naturligvis WiFi. Og weblæseren kan sagtens begå sig på "det rigtige" internet, selv om skærm-betjeningen også her virker lidt klodset.

For en gangs skyld medfølger en "rigtig" vejviser ved navn Wisepilot, men den imponerer ikke i praksis. Betjeningen halter, og skærmformatet egner sig ikke til vejkort.

Man lærer også hurtigt at slukke for de mange forbindelser, for batteriets levetid er under middel. Små fem timers tale eller 320 timers standby lover de officielle tal. Men i praksis kan du let komme ud for, at det ikke rækker med en opladning hver aften.

Musik og billeder

Sony Ericsson ved om nogen, hvordan man snitter en musikmobil.

Men Satio er ikke en rigtig "Walkman", og derfor troede svensk-japanerne åbenbart, at ingen ville savne et standard-stik til hovedtelefoner. De kan godt tro om igen.

Til gengæld er det jo fint, at musiklageret kan udskiftes med microSD-kort (otte gigabyte medfølger), der monteres under en klap på venstre kant.

Det fleksible lager kommer også kameraet til gode.

Opløsningen er helt oppe på 12,1 megapixel, hvilket udløser en vis skepsis.

Alt for ofte har vi set, at overdrevent mange billedpunkter giver grynede og udtværede billeder. Men i Satio spiller optik og elektronik sammen om at levere sprøde detaljer og mættede farver. Specielt på denne årstid hjælper det jo også, at kameraet har en kraftig xenon-flash i stedet for de sædvanlige LED-lamper.

Den automatiske fokus har både ansigts- og smilegenkendelse, så du får skarpe og smilende portrætter.

Du kan også fokusere ved at pege på skærmen, der så samtidig fungerer som udløserknap.

Video optages i VGA-format (640 gange 480 pixels), som akkurat tåler fremvisning på større skærme.

Dommen

Som kamera-mobil er Satio på niveau med de allerbedste konkurrenter. Som mobil biograf er den også helt oppe at ringe. Hvilket minder os om, at den da også fungerer helt fint som telefon.

Specielt når man sms'er, skal man dog vænne sig til den træge skærm. Og Sony Ericsson har ingen undskyldning for at udelade et hovedtelefonstik i sådan en heftig multimedia-mobil.

Når vores karakter ender helt nede i det middelmådige, skyldes det prisen. Den skal ned, og det kommer den også. Om et halvt års tid, vil vi tro, at pengene passer.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
JN Data A/S
Driver og udvikler it-systemer for finanssektoren.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere