De fem største

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 3. maj 2007.


Hewlett-Packard
Hewlett-Packard Company er et internationalt it-firma med base i Palo Alto i Californien, USA. Produktlinien omfatter især computere, IT-infrastruktur, tynde klienter, håndholdte og personlige enheder, men også software og IT-ydelser samt serversystemer baseret på Linux Red Hat.
Det hele begyndte i en garage i Palo Alto, hvor de to klassekammerater, Bill Hewlett og Dave Packard, fra Stanford University, grundlagde HP i 1939. Virksomhedens første produkt var et elektronisk testinstrument til lydteknikere. Blandt selskabets første kunder var Walt Disney Studios, som købte otte lydoscillatorer til at udvikle et innovativt lydsystem til tegnefilmen Fantasia. Første års omsætning for Hewlett & Packard beløb sig til beskedne 5.639 dollars. Allerede tre år senere var omsætningen hundrededoblet til over 500.000 dollars.
Op igennem 1980erne fokuserede HP ikke mindst på computere, blækprintere og laserprintere. Og da selskabet i 1989 fejrede 50 års jubilæum var medarbejderskaren vokset til 95.000. Selskabets vækst blev yderligere accelereret, da HP i 2002 overtog konkurrenten Compaq Computer Corporation. Kulminationen på flere års vækst kom i 2006, hvor HP for første gang overhalede IBM som verdens største it-selskab målt på omsætningen.
Siden 2005 har bestyrelsesformand og administrerende direktør Mark Hurd stået i spidsen for HP. Han afløste den tidligere topchef Carly Fiorina, der stod for fusionen med Compaq, men siden blev afskediget af bestyrelsen efter faldende vækst.

IBM
IBM er noteret på den amerikanske fondsbørs New York Stock Exchange med i dag over 600.000 aktionærer. På grund af størrelsen og det blå logo er IBM også kendt som Big Blue.
Virksomheden blev grundlagt i 1888 under navnet Herman Hollerith and the Tabulating Machine Company. I juni 1911 blev virksomheden omdannet til et aktieselskab under navnet Computing Tabulating Recording Corporation (CTR). Navnet International Business Machine (IBM) blev skabt i 1924. Det var ikke mindst Thomas J. Watson Sr., der som administrerende direktør for CRT fra 1915 stod i spidsen for selskabet og udviklingen af IBM.
Oprindeligt fremstillede selskabet både tidsstyringssystemer, vægte, automatiske kødskærere og hulkortudstyr, hvor sidstnævnte blev virksomhedens primære fokus. Det var Thomas J. Watson, Jr., der i årene efter 2. verdenskrig - trods hård intern modstand - satsede på udvikling af computere. Den 29. april 1952 lancerede IBM sin første kommercielle computer, IBM 701, beregnet på videnskabelig anvendelse. En mindre model kaldet IBM 650 blev rettet mod erhvervslivet, og IBM dominerede computer-industrien de næste 30 år, ikke mindst inden for mainframe-computere
IBM lancerede den første succesfulde PC i 1981, hvis design og arkitektur blev industristandard. Tilsynekomsten af nye og billigere kopiprodukter udhulede dog IBMs førerposition og årsregnskabet for 1992 endte med et underskud på knap 5 milliarder dollars.
Tidligere producerede IBM også et bredt udvalg af grundkomponenter, såsom harddiske, men i dag genereres virksomhedens primære indtægt ved konsulentarbejde. PC-divisionen hos IBM blev således solgt til kinesiske Lenovo i maj 2005, og halvdelen af printer-divisionen er netop solgt til Ricoh.
De senere års vækst er blandt andet kommet fra en række opkøb. I 1995 købt IBM således Lotus Development Corporation og Tivoli Systems for sammenlagt 4,2 milliarder dollars. Andre opkøb tæller Sequent Computer Systems, Informix Software, konsulentforretningen i PricewaterhouseCoopers samt Rational Software Corporation. I 2004 overtog IBM også danske Mærsk Data og DM Data.

Dell
Året var 1984 og stedet Austin, Texas da Michael Dell grundlagde firmaet Dell Computer Corporation. Fra første færd var hans ambition at sælge flere computere end IBM. Det er en højtragende ambition, men efter 15 år blev målet indfriet.
I starten videresolgte Michael Dell pc'er til venner og andre studerende fra sit værelse på universitetet. Da salget steg, bad han den lokale investor, Lee Walker, om hjælp til at udvikle forretning. Han fokuserede på det direkte salg til kunden. Den slags var set før, og gennembruddet kom først da Dell som den første lancerede hurtig service direkte hos kunden på dennes bopæl.
Snart indgik Dell kontrakter med firmaer over hele USA, som påtog sig at tage sig af Dells pc'er lokalt. Salget steg i raketfart. Det var i 1987, at Dell som den første computerproducent indførte dag-til-dag serviceaftaler på sine produkter.
Samtidig skydes selskabets internationale ekspansion i gang med åbningen af en afdeling i Storbritannien, og da Dell børsnoteres i 1988 er prisen per aktie på 8,5 dollars. I 1997 var værdien af disse aktier steget til 1.000 dollars. Mange af de ansatte fra starten er blevet millionærer via aktieoptioner og kursstigninger og kaldes populært "Dellionaires".
I 1991 lancerer Dell sin første bærbare computer. Fra 1996 åbnede Dell for salget af computere direkte over internettet. Fire år senere rundede onlinesalget 50 millioner dollar dagligt.
I 2005 indtog Dell førstepladsen på Fortune Magazines liste over USA's mest beundrede virksomheder, men de seneste kvartalsregnskaber har skuffet analytikere og aktionærer så meget, at stifteren Michael Dell netop er vendt tilbage som koncernchef. Nu venter analytikerne på om han kan gentage den succes, som Apple fik da Steve Jobs vendte tilbage.

Microsoft
Microsoft er verdens største softwarevirksomhed, og stifteren Bill Gates er verdens rigeste mand. I januar 1975 fik Bill Gates en åbenbaring, da han så computeren Altair 8800 på forsiden af bladet Popular Electronics. Gates forudså, at den nye hardware ville kræve ny software og udviklede en BASIC-fortolker til den nye maskine. Sammen med Poul Allan stiftede han firmaet Microsoft, der i etableringsåret 1975 omsatte for blot 16.005 dollars. I det indeværende regnskabsår ventes omsætningen at passere 50 milliarder dollars.
Gennembruddet for Microsoft kom i 1979, da det unge softwareselskab blev kontaktet af IBM, der ville lancere IBM pc'en som verdens første personlige computer. Bill Gates solgte et operativsystem til computeren under navnet MS-DOS. Senere indgik stort set alle andre producenter af IBM PC-kloner også aftale med Microsoft, der fik royalties hver gang producenterne solgte en computer, uanset om der lå Microsoft produkter på den.
I 1990 lancerede Microsoft den grafiske brugergrænseflade i styresystemet Windows 3.0, der cementerede Microsofts dominans inden for operativsystemer.

NEC
Allerede i 1899 så selskabet Nippon Electric Company, Ltd. dagens lys. Det var et samarbejde med det amerikanske Western Electric Company og blev det første japanske joint venture med udenlandske kapitalinteresser.
I starten fokuserede NEC på udvikling og produktion af telefoner og omstillingsudstyr, men selskabet forskede også i mikrobølge-teknologien og udviklede transistorer og computere fra begyndelsen af 1950'erne. Siden fulgte interesser i satellittransmission og udbygning af telekommunikationsløsninger.
I de senere år er NEC gået videre med den teknologiske udvikling af blandt andet halvleder-produkter, og i 2002 skabte firmaet "The Earth Simulator", der var verdens hidtil største og hurtigste supercomputer. Systemet fokuserede på simulerering og løsning af globale miljøproblemer.
NEC Corporation er i dag en verdensomspændende leverandør af løsninger inden for it, chips, batterier, internet og bredbåndsnetværk og har stærkt fokus på nye teknologiske opfindelser. NEC har således det næststørste antal indregistrerede patenter i USA, kun overgået af IBM.
NEC koncernen beskæftiger omkring 150.000 medarbejdere og omsætter for godt 40 milliarder dollar om året.

OriginalModTime: 02-05-2007 13:36:47




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere