Radiobrikker er indgangen til EPJ

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 23. marts 2007.


I løbet af 10 år finder små chips med radiosendere finder vej til hospitalerne, spår eksperterne. De såkaldte RFID kan bruges til at holde styr medicin, udstyr, patienter og personale, og de kan øge patientsikkerheden, effektivisere arbejdsgange og spare massevis af indtastninger i EPJ-systemerne. Men de små chips betyder, at kravene til sikkerheden ved adgang til følsomme oplysninger skal øges.

Ultrasmå chips med indbyggede antenner kan ændre dagligdagen på sygehusene. Den såkaldte RFID-teknologi kan bruges til holde styr på udstyr og personale, øge patientsikkerheden og effektivisere arbejdet ved automatisk at overføre data til de elektroniske patientjournaler.
Det mest vidtgående RFID-scenarie er, at der findes trådløst netværk overalt på sygehusene, at patienterne har RFID-armbånd på, der entydigt identificerer dem, at senge, personale og medicinsk udstyr er mærket, at der findes RFID-læsere i alle porte og døre - og at alt hospitalspersonale bærer på RFID-læsere. Naturligvis er medicin, sygeplejeartikler og blodportioner osv. også RFID-tagget, så der er helt styr på hvad, der befinder sig hvor, ægthed og tilstand.
Scenariet rummer rigtig mange muligheder for bedre kvalitet og ressourceudnyttelse på sygehusene. For eksempel bliver EPJ meget smidigere at bruge med en RFID-læser ved sengekanten som brugergrænseflade.
- RFID er måske ikke en silver bullet, der løser alle problemer, men det er et ret godt våben, mener cand.it. Morten Povlsen, projektleder på Innovation Lab og redaktør på RFID Vidensbank.
Eksempelvis behøver en sygeplejerske ikke længere udarbejde medicinlister til patienterne på en afdeling. Det er nok på aftenstuegangen at aflæse armbåndet, der fungerer som trådløs indgang til patientens journal og dermed til oplysninger om medicinering ved sengetid. Farvel til lister, afkrydsning, forglemmelser og menneskelige fejl.
Færre indtastninger i EPJ
Data om patientens befindende; blodtryk, temperatur osv. kan også automatisk indlæses i patientjournalen i det øjeblik, de genereres, når patient­armbåndet udstyres med sensorer. Det samme gælder prøvesvar og booking til undersøgelser og behandling.
- Med RFID som indgang til EPJ bliver der mindre indtastning og dermed færre fejl og højere datakvalitet, samtidig med at arbejdsgangene lettes, og der kan spares personaleressourcer, siger Morten Povlsen.
Løsninger, hvor RFID-teknologien kombineres med måleudstyr, eksisterer allerede og bruges for eksempel i logistikbranchen, når blandt andre DHL og TNT transporterer sensitivt biologisk materiale til og fra hospitaler og medicinalbranchen i Asien.
Blodbanker, blandt andet i Saarbrücken i Tyskland og på Universitetshospitalet i Graz i Østrig, bruger også kombinationen af RFID og sensorer til sikker identifikation den enkelte blodportion, logistik og temperaturkontrol.
Spiselige RFDI-chips, der indsamler data om patienten på deres vej gennem tarmsystemet, er på vej fra Kodak, der har ansøgt om patent på denne diagnostiske nyskabelse.
Selvdiagnostik med RFID for kronikere, for eksempel blodsukkermåling for diabetikere, er også lige på trapperne.
RFID elsker kompleksitet
Udstrakt brug af RFID på sygehusene og som indgang til EPJ kan være indført på danske sygehuse om 10 år, vurderer Morten Povlsen, også selv om der skal bruges de obligatoriske år på danske pilot-projekter, før der tages en politisk beslutning om at satse på RFID.
- RFID blev ikke lavet til sundhedssektoren, Men netop mængden af papirarbejde, sikkerhedsrutiner, den store kompleksitet i EPJ og de mange arbejdsgange på sygehusene gør sundhedssektoren særdeles egnet til RFID. Jo flere regler og jo flere ting at holde styr på, jo bedre egnet er RFID til at optimere processerne, siger Morten Povlsen.
Han påpeger, at RFID i logistiktunge brancher allerede er ved at afløse stregkodesystemerne. Her skabes der en integration til ERP-systemerne, som der også er perspektiver i på sygehusene.
- Vi ser allerede en tendens inden for EPJ-systemer omkring moduler, der kan holde styr på hospitalernes ressourcer; personale, senge, udstyr. På Vejle Sygehus har man et farvekodesystem, der ville kunne gøres meget mere detaljeret, hvis man brugte RFID, siger Morten Povlsen.
Masser af RFID-projekter på udenlandske hospitaler viser vejen, mens danske politikere og sygehuse endnu lurepasser.
Set et tiårs-perspektiv kunne RFID-teknologi dog meget vel vise sig at blive en vigtig indgang til EPJ - Elektroniske Patientjournaler - på de danske sygehuse. Men det kræver en beslutning i Sundhedsstyrelsen inden for de næste par år at få infrastruktur, integration og sikkerhed bragt på plads, mener Christian Wernberg-Tougaard, der er director i it-firmaet Unisys og medlem af Teknologirådets arbejdsgruppe om RFID og arbejdsgruppen om International It-sikkerhed og Regeringens It-sikkerhedspanel.
- Desværre mangler der viden, mod og visioner, både hos politikerne og hos embedsmændene i Sundhedsstyrelsen. I Tyskland, hvor man satser på at gøre hele samfundet pervasive (at it findes overalt, red.), er det netop politisk besluttet at udnævne RFID til en nøgleteknologi, siger Christian Wernberg-Tougaard.
- Nu er det lykkeligvis besluttet at centralisere udviklingen af EPJ. Men RFID er en teknologikomponent, der kan få stor betydning i sundhedsvæsnet, hvis man ser det store billede og beslutter sig for det, siger Christian Wernberg-Tougaard.
Nye krav til sikkerheden
Tagging af udstyr, blod og medicin er mindre kontroversielt end tagging af patienter og personale og giver umiddelbart en gevinst i forhold til bedre ressourceudnyttelse.
Men selv her kan der være problemer med følsomme oplysninger.
Problemer, som mangedobles i det øjeblik, RFID integreres med EPJ og patient-armbånd bruges som indgang og til datainput.
- Sikkerhedsproblemet bør adresseres ved at skabe en sikkerhedsløsning, der er på niveau med den almindelige EPJ-sikkerhed på sygehusene, mener Morten Povlsen.
Både han og Christian Wernberg-Tougaard mener også, at det er vigtigt med en åben debat om sikkerheden ved RFID i sundhedssektoren.
- Der er et reelt problem. Jeg mener, at løsningen er at tage hånd om sikkerheden, allerede når infrastrukturen udvikles. Det er både nemmere og billigere at løse problemet i designfasen, for eksempel med PKI-kryptering, siger Christian Wernberg-Tougaard.

Faktaboks:
RFID - Radio Frequency Identification
Tags, radiobrikker, RFID-tags, chips. Kært barn har næsten lige så mange navne som anvendelsesmuligheder.

En RFID-tag eller en radiobrik består af en chip og en antenne. Den sender sin unikke identifikationskode til en RFID-læser ved hjælp af radiobølger.

The Electronics Product Code - EPC - er den standard, som skaber den unikke identifikationskode for RFID. Via EPC-netværket, der drives af EPCglobal Inc, kan koden give adgang via internettet til de data, der er knyttet til den unikke identifikationskode.

Faktaboks:
Eksempler på udenlandske projekter med RFID
Det amerikanske firma Surgichip har udviklet et RFID-plaster til operationspatienter. RFID-plasteret forebygger fejl på operationsstuen.
Det RFID-taggede reagensglas er også opfundet.
Det intelligente pilleglas (flere producenter) er tagget med oplysninger om indhold og bivirkninger. Mange forsøg, blandt andet i England og Sverige, og implementeret i USA af flere producenter. Blandt andet kan blinde få læst teksten op med en RFID-læser. Forebygger fejlmedicinering.
Universitetshospitalet i Amsterdam i Holland, har i halvandet år kørt forsøg med RFID-armbånd til patienter, tags på blodposer, personale og medicinsk udstyr. Resultater evalueres i øjeblikket.
Medicinalproducenten Pfizer mærker Viagra-pilleglas med RFID i kampen mod forfalsket medicin.
Jacobi Medical Center i Bronx, New York, bruger RFID-armbånd med et patientnummer som indgang til patientdata i en central database.
TNT bruger RFID ved transport af følsomme organismer og dør til dør-levering af biologisk materiale i hele Kina.
West Jefferson Medical Hospital i New Orleans har installeret et trådløst system til at holde styr på alt medicinsk udstyr.

Billedtekst: Efterslæb?Desværre mangler der viden, mod og visioner, både hos politikerne og hos embedsmændene i Sundhedsstyrelsen. I Tyskland, hvor man satser på at gøre hele samfundet pervasive (at it findes overalt, red.), er det netop politisk besluttet at udnævne RFID til en nøgleteknologi, siger Christian Wernberg-Tougaard, director i it-firmaet Unisys og medlem af Teknologirådets arbejdsgruppe om RFID.

OriginalModTime: 21-03-2007 13:46:16




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere