Vækstfesten truet af mangel på arbejdskraft og ledelse

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 29. september 2006.


16 it-virksomheder blev hædret som Danmarks dygtigste ved Computerworlds Top 100 show onsdag eftermiddag. Men to af talerne tegnede et foruroligende billede af truslerne mod vækstidyllen.

Det var showtime, da 200 deltagere fra it-branchen onsdag eftermiddag mødte op på Københavns nye in-sted Marketenderiet i en af FLSmidths gamle fabriksbygninger i Valby. De kom for at være med til at hylde og blive hyldet som Danmarks dygtigste it-virksomheder.
Kåringen er en del af Computerworlds Top 100-aktiviteter, der i disse dage folder sig ud på både print og online. Ikke færre end 68 virksomheder var nomineret til titlen i de 17 kategorier.
- Inden vi går i gang med at fremhæve enkelte virksomheder frem for andre, så er det på plads, at alle nede i salen giver sidemanden et klap på skulderen og siger godt gået. For I har alle noget at fejre, sagde redaktør på Computerworld Top 100, Jakob Møller Larsen, da han fortalte deltagerne ved kåringen om hovedtrækkene i 2006-udgaven.
- It-branchen under et har nemlig skabt resultater, der betyder, at de samlede regnskabstal for alle 324 danske it-virksomheder i Top 100-undersøgelsen for andet år i træk er meget positive.
Dermed var tonen slået an til kåringen af Danmarks dygtigste it-virksomheder, der tilsammen tegner et billede af en vækstfest i it-branchen, der så småt startede i 2004, men for alvor er kommet i gang det sidste år. Og den gode stemning blev kun underbygget af videnskabsminister Helge Sander (V), der i sin tale slog fast, at IKT - altså informations- og kommunikationsteknologi - er horisontal, og derfor er vækstbetingelserne for it-branhcen vigtige for hele landets velfærd.
Men ingen fest varer evigt. Og to af talerne havde da også bud på nogle af de problemer, der venter it-branchen forude. Administrerende direktør for Microsoft i Danmark, Jørgen Bardenfleth, der også er næstformand i organisationen IT-Branchen, er bekymret for manglen på veluddannet arbejdskraft.
- Ser vi to generationer frem, så har vi et alvorligt problem. Der er alt for få, der tager en videregående uddannelse, sagde Jørgen Bardenfleth.

Han understregede, at vi skal uddanne og forske mere i it, både for at sikre en konkurrencedygtig it-branche, og for at kunne sikre konkurrenceevnen i alle større brancher. Men Danmark ligger rigtig dårligt i forhold til andre lande, som vi normalt kan sammenligne os med, når det gælder antallet af it-kandidater.
Danmark producerer 0,19 it-kandidater pr. 1.000 indbyggere, mens for eksempel Irland producerer 0,86. I Sverige er tallet 0,22, i USA 0,23 og Finland 0,24 it-kandidater pr. 1.000 indbyggere.
- De unge finder it-uddannelserne gabende kedelige. Og vi har alle et ansvar for at gøre noget ved det. Uddannelsesinstitutionerne hverken kan eller skal løse problemet selv, sagde Jørgen Bardenfleth.
Derfor opfordrede han deltagerne ved Top 100-kåringen til at bakke om de mange initiativer, som it-branchen i den kommende tid vil stå bag - blandt andet it-natten, hvor en række it-virksomheder vil holde åbent hus for at vise unge og deres forældre, at job i it-branchen er spændende.
- Men vi skal også arbejde for at få uddannet flere it-kandidater med dual faglig kompentence. På den måde vil vi fortsat skabe en central og stærk it-kompetence og samtidig kunne brede disse kompetencer ud i andre brancher, sagde Jørgen Bardenfleth.

Men det er ikke kun manglen på kvalificeret arbejdskraft, der truer vækstfesten i it-branchen. Partner i Deloitte, Kim Gerner, mener, at der er behov for også at fokusere på ledelse.
- Midt i væksteuforien skal vi huske, at det at skabe og styre vækst er afgørende for at drive virksomhed, sagde han.
Baggrunden for kommentaren er, at IT-Vækstbarometret viser, at kun 12 procent af topcheferne i de 280 undersøgte virksomheder ser det at skabe og styre vækst, som deres væsentligste udfordring i dag og de kommende år. Men IT-Vækstbarometret deler også virksomhederne op i de dygtigste og langsomste. Og blandt de dygtigste it-virksomheder svarer 29 procent af topcheferne, at de ser det at skabe og styre vækst som den største udfordring i de kommende år.
Men selvom stemningen var høj under de mange kåringer i Marketenderiet, så er der intet der tyder på, at branchen overvurderer de nuværende gunstige forhold. Det kunne Kim Gerner understrege med en række svar fra IT-Vækstbarometret på hvilke udfordringer, it-virksomhederne ser de næste par år.
22 procent mener, at de vil blive truet af alvorlige økonomiske vanskeligheder. 17 procent vil foretage gennemgribende omkostningsreduktioner eller rationaliseringer.
- 69 procent siger, at de vil gennemleve fundamentale strategiske eller organisatoriske ændringer. Så der er ikke mange, der tror på en problemfri udvikling, men de forventer også at kunne realisere bedre indtjening på den konto, sagde Kim Gerner, partner i Deloitte.

Faktabokse:

Top 100 online
Efter ti år på print går Top 100 nu også online. På www.computerworld.dk/top100 er det muligt at sammenligne virksomhederne i it-branchen baseret på omsætning, års­resultat, egenkapital eller antal ansatte. På Top 100 mikrositet kan man også læse artikler og temaer fra årets Top 100.

Dagsorden for Helge Sanders it-råd
Videnskabsminister Helge Sander (V) havde en dagsorden med, da han talte til 200 deltagere ved Computerworlds Top 100-kåring onsdag. En dagsorden for diskussionen i det it-råd, som han er i gang med at etablere.
- Rådet skal være sparringspartner og katalysator for ideer. Og selvom vi endnu ikke er gået i gang med arbejdet, så vover jeg gerne et øje og nævner de fem fokuspunkter for IKT-politikken:

Al relevant informa­tion mellem borger og det offentlige skal tilbydes digitalt fra 2012. Et projekt af den karakter er aldrig set i verden før.
Styrkelse af den danske IKT-forskning. I EU's 7. rammeprogram til forskning er der 65 milliarder kroner. Dansk IKT-forskning har hidtil kun hentet 1,2 procent af midlerne i EU-programmerne. Det skal der gøres noget ved.
Flere højtuddannede IKT-kandidater. Eliteuddannelser er en del af løsningen.
Arbejdet med åbne standarder. I løbet af efteråret skal de politiske partier lave en plan for, hvordan folketingsbeslutningen om åbne standarder skal implementeres.
It -sikkerhed.

Billedtekst: Jørgen Bardenfleth?Administrerende direktør for Microsoft i Danmark Jørgen Bardenfleth, var en af hovedtalerne på onsdagens Top 100-konference.

OriginalModTime: 28-09-2006 14:06:44




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Cyber Security Summit 2024

Hør blandt andet hvordan nogle af Danmarks bedste CISO´er griber deres vigtige opgaver an, hvad kvanteteknologi og AI betyder for sikkerhedsområdet og se hvad det er, som de bedste it-sikkerhedsleverandører arbejder med pt.

29. august 2024 | Læs mere


Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere