Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 1. september 2006.
Sony, Dell og Apple må betale for it-branchens største produkttilbagekaldelse nogensinde. Men batterikrisen stikker langt dybere med behovet for mere effektive batterier og kan true væksten i salget af bærbare pc'er.
Metal-affald i den kemiske proces er efter al sandsynlighed årsag til, at knap seks millioner litium-ion (Li-ion) batterier fra bærbare Dell- og Apple-computere skal skiftes. En øvelse, der vil løbe op i mellem 921 millioner kroner og 1,5 milliarder kroner. Det skønner Sony, der har produceret batterierne og nu har aftalt at dele regningen med Sony og Apple.
Med tilbagekaldelsen har it-branchen blottet en stor svaghed i de seneste års eksplosive vækst i mobil informationsteknologi fra MP3-afspillere, over smarte mobiltelefoner til
egentlige bærbare computere. Øget funktionalitet som levende billeder kræver mere strøm og dermed stadig mere effektive batterier.
Samtidig er konkurrencen blandt hardwareleverandørerne benhård, og produktionen presses til det yderste for at sikre lave priser. Det øger både risikoen for fejl i produktionen af batterier og gør det vanskeligt at gennemføre et teknologiskifte i batteriproduktionen.
Ifølge IDC voksede salget af bærbare pc'er alene på det danske marked i årets første kvartal til 160.000 enheder fra 109.000 enheder i samme kvartal i 2005. På verdensplan skønner Gartner, at salget af mobiltelefoner i andet kvartal voksede med 18,3 procent til 229 millioner enheder og er på kurs mod en lille milliard mobiltelefoner for hele 2006.
Behovet for batterier til at levere strøm til den øgede mobilitet er derfor blevet helt central for væksten i it-branchen de seneste år. Men samtidig er den litium-ion-teknologi, der anvendes i batterierne til dagens mobile hardware, nået til et kritisk punkt for, hvor meget strøm batterierne kan levere. Det skønner batterieksperten Niels Bjerrum, der er professor ved Kemisk Institut på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
De batterier, der sidder i bærbare computere, er med andre ord designet til at levere så meget strøm, som li-ion-teknologien tillader. En kortslutning, som den metal-affald tilsyneladende kan være årsag til i Sony-batterierne, udløser derfor en voldsom energimængde på en gang, som mistænkes for at kunne antænde materiale i og omkring batteriet.
Det fik for to uger siden Dell til at tilbagekalde 4,8 millioner batterier, der er installeret i bærbare computere de seneste tre år. Ingen mennesker er kommet til skade ved hændelser som følge af energiudladningen fra et kortsluttet batteri, men videooptagelser af en brændende bærbar i et konferencelokale er allerede i omløb på internettet.
I sidste uge måtte Apple så tilbagekalde 1,8 millioner batterier, som også var installeret i bærbare computere i perioden fra 2003 til 2006.
I begge tilfælde er de amerikanske forbrugermyndigheder, Consumer Products Safety Commission, involveret i tilbagetrækningen, selvom der ikke har været registrerede personskader. For på trods af, at Dell og Apple har valgt at gennemføre tilbagekaldelsen, selvom ingen er kommet til skade, så ventede de tilsyneladende til sidste øjeblik.
Mandag 21. august fortalte Sonys talsmand Rick Clancy til det amerikanske blad InfoWorld, at Sony og Dell havde holdt møder om batteriproblemerne allerede i oktober 2005 og februar 2006.
- Vi har ikke haft rapporter om hændelser med antændelse indtil for relativt nylig, sagde Rick Clancy.
- Vi modtog rapporter, men vidste ikke om der var andre omstændigheder end systemet selv, der kunne have haft indflydelse på hændelserne, sagde han.
Men den forklaring undrer redaktør ved SiliconValley.com, John Paczkowski, der sædvanligvis er særdeles velunderrettet.
I hvert tilfælde har han undersøgt, at Dell allerede 10. november 2005 registrerede web-adressen www.dellbatteryprogram.com.
Den slags tilbagekaldelser giver problemer. Torsdag i sidste uge rapporterede nyhedstjenesten Laptop Logic, at flyselskabet Quantas kun lod passagerer bruge bærbare computere fra Dell, hvis batteriet var fjernet. Derfor måtte kun passagerer med el-stik ved sæderne på business og første klasse bruge deres Dell-computer.
Men batterikrisen er ikke kun generende for forbrugerne lige nu og til skade for Dell og Apple. Specielt Sonys image hos kunderne er på længere sigt i fare. Det illustrerer, at it-branchen har brug for at udnytte litium-ion-teknologien til det yderste, ved at pakke så stor effekt som mulig på mindst mulig plads og til den lavest mulige pris.
- Det øger naturligvis risikoen for fejl, at branchen hele tiden skal balancere pris og kvalitet. Og akilleshælen er ikke elektronikken men batteriet, siger professor Niels Bjerrum, der er professor ved Kemisk Institut på DTU og ekspert i batteriteknologi.
Han peger på, at behovet for at holde prisen i bund er med til at udskyde det teknologiskifte, der skal til inden for batterier til bærbare teknologiprodukter. Teknologiskiftet er fra litium-ion til metanol-brændselsceller, der bogstavelig talt bliver ladet op ved, at der hældes sprit på brændselscellen.
Hos Toshiba skønner man, at et litium-ion-batteri fra 2006 vil kunne levere otte timers levetid i en bærbar computer årgang 2000. Men i dag kan de mobile enheder meget mere og kræver mere strøm.
Intel skønner, at otte timers batterilevetid i en bærbar computer årgang 2006 kræver 100 watt-timer. Men den bedst tilgængelige litium-ion-teknologi leverer i underkanten af 60 watt-timer.
Kunsten er at holde strømforbruget i skak ved bedre energianvendelse i maskinerne. Men muligheden for en hurtig genopladning med et par dråber sprit er langt mere interessant.
- Teknologien eksisterer allerede, men er nok stadig for dyr, siger Niels Bjerrum.
Han skønner, at de store batteriproducenter i både Japan og Tyskland allerede i dag er i stand til at masseproducere metanol-brændselsceller, hvis kunderne er villige til at betale og ikke hellere vil løbe risikoen med litium-ion- batterierne for at få en billigere bærbar.
Faktaboks:
Energi
Det er ikke kun blandt de mobile it-brugere, at strøm er ved at udvikle sig til et problem. I den anden ende af spektret bygger giganterne
Microsoft og Google datacentre i afsides egne af det nordamerikanske kontinent tæt på vandkraftværker, for at sikre sig energi nok til
at drive de store datacentres computere og kølefaciliteter.
Også i husholdningerne kan informationsteknologiens strømforbrug mærkes. For både de bærbare computere, telefoner og anden mobil teknologi skal lades op, og stationære computere i form af pc'er, spillemaskiner og lignende bruger strøm, både når de anvendes og står på stand by. Vælger man at slukke, så ryger ideen med altid-på-internetforbindelser.
Billedtekst:
Brand Produkter, der eksploderer eller bryder i brand, kan de færreste virksomheder holde til. Dell og Apple har måttet tilbagekalde knap seks millioner batterier, efter billeder som disse er begyndt at brede sig på nettet. Fotos fra kd7lrj.blogspot.com.
OriginalModTime: 31-08-2006 14:51:52