Forretningsmandens lille lækre sorte netbook
HP har haft det svært med netbooks og har måttet se Acer og Asus løbe med en stor del af markedet.
Deres nye satsning, HP Mini 5101, skal ikke tage kampen direkte op med de to taiwanske producenter, men derimod ramme direkte ind i det interessante marked for forretningsmænd, der tænker mere på funktioner og kvalitet end på computerens prisskilt.
HP Mini 5101 er bygget solidt. Låget er lavet af aluminium og bunden i en magnesium-legering.
Vores model var konservativ sort, men ifølge HP kommer modellen også i det, der kalder "Merlot Red", altså en mørkrød farve.
Modellen minder i udseende meget om HP's nye Probook-serie af professionelle bærbare, og selvom vægten er oppe på 1,3 kilogram, så er den stadig så lille og let, at man uden problemer kan have den i tasken.
HP Mini 5101 er udstyret med både Bluetooth 2.0, WiFi (også i det hurtige draft-N) samt Turbo-3G, der understøtter op til 7,2 Mbps.
Allerede her skiller HP'en sig ud fra masserne og viser, at der er tale om en topmodel. Men dér, hvor der for alvor er klasseforskel, er på skærmen.
HD-model giver bedre skærm
10,1 tommer måler den i diagonal, hvilket er ganske normalt for klassen. I den mindste model er opløsningen standard 1.024 x 600 pixel, men vores model var den såkaldte HD-model, hvor skærmopløsningen var på 1.366 x 768 pixel og 32-bit farvedybde.
Den høje opløsning betyder ikke blot, at video er en fornøjelse at se på, men også at der er plads til tingene på skærmen. Man kan uden problemer overskue et større Excel-ark, ligesom man ikke skal scrolle særligt meget for at læse en nyhed på en netavis.
Man kan også have programmer åbne ved siden af hinanden og overskue det hele. Skærmen har ikke den glinsede overflade, som gjorde HP 2133 lidt besværlig at bruge udenfor, og er en fornøjelse at arbejde med - selv i mørke omgivelser, som eksempelvis et fly.
Stort tastatur
HP 2130 og siden 2140'eren havde en væsentlig fordel frem for andre netbooks: Tastaturet.
Og selvom konkurrenter som Acer og Asus er kommet lidt efter det, så er HP stadig klart i front med 5101'eren.
De fleste netbooks har tastaturer, der er mellem 89-92 procent af et fuldt tastatur.
HP'en adskiller sig ved at have et tastatur på 95 procent, og tasterne er adskilte med en pæn afstand på et par millimeter mellem hver - mere end eksempelvis Asus Eee PC 1000HE og Toshiba NB205.
Tasterne er fuldstændig kvadratiske, og eksempelvis den højre skifte-nøgle er placeret korrekt og har en tilpas stor størrelse (cirka tre gange en bogstav-tast).
På 2130/2140 havde HP begået en brøler på touchpad'en. Knapperne var helt ulogisk placeret på siden og ikke under. Det er rettet nu, og de er på plads under touchpad'en. Tak for det, HP.
Selve touchpad'en er tilpas stor, men udformet i et hårdt og glat materiale, som har en dårlig friktion.
Det betyder, at det er svært at præcisions-navigere ved hjælp af touchpad'en.
Ærgerligt, for i modsætning til mange andre bærbare computere, så er det afgørende, at man på en netbook faktisk er i stand til at bruge touchpad'en konsekvent. Det er ikke meningen, at man skal have en ekstern mus med i tasken.
Til gengæld er området, hvor man hviler sine hænder, udformet i et materiale, som giver en glimrende friktion, og det gør det til en fornøjelse at bruge maskinen til det, den i høj grad er beregnet til: surfing.
Der er dog et væsentligt problem med tastaturet: Funktionstasterne (F1-F12) er helt korrekt placeret i en række lige over tal-tasterne, men i modsætning til normalt, så kræver det, at man trykker på Fn-tasten samtidig med en af tasterne, hvis man vil bruge funktionstasterne. Hvis man eksempelvis er vant til at bruge ALT-F4 til at lukke programmer, så skal man her trykker ALT-Fn-F4. Eller hvis man er vant til at bruge F6 til at komme til Adresse-feltet i browseren, så skal man trykker Fn-F6. Glemmer man det, går maskinen i standby, da det er F6-funktionen som standard.
En netbook er tænkt som en ekstra maskine. Det er ikke en erstatning, men måske maskine nummer to eller tre. Derfor bør en netbook også fungere fuldstændig som andre maskiner, og det er et stort problem, at HP er gået egne veje her. Måske kan det klares med et lille program, men vi kunne ikke finde ud af at ændre det i hvert fald.
Batteri i top
Batteriet på vores model var en umanerlig positiv oplevelse. Fuldt opladet, med godt knald på skærmen var der mere end syv timers arbejde i 5101'eren (uden trådløse forbindelser).
Den model, vi havde fået til test, var en tidlig prototype, og her sad batteriet faktisk lidt løst. Det betød ikke, at forbindelsen røg, men derimod at den klaprede lidt. Vi forventer ikke, at det vil være tilfældet, når 5101'eren kommer til salg i endelig form.
Batteriet på vores testmodel var 6-cellet på 55 Wh. Det lyder ikke af meget, når man sammenligner med andre 6-cellede netbook-batterier, der ofte ligger over 60 Wh, men HP'en hev ikke så meget kraft ud af batteriet og kunne altså snildt køre en hel arbejdsdag eller en flyvetur over Atlanten.
Batteriet var ikke meget større end de mindre 3- og 4-cellede modeller.
På HP'en stikker det ikke ud bagpå, men under maskinen, hvilket giver tastaturet et en let hævet position.
HP 5101 ligger i top, selvom der er andre netbooks, der kan levere længere batterilevetid, eksempelvis Asus Eee PC 1000HE og Toshiba NB 205, men de fleste vil være ovenud tilfredse med at kunne køre over 7½ time på en opladning.
Et af de væsentligste ankepunkter ved HP 2133 var, at den blev umanerlig varm. Det samme gør sig ikke helt gældende ved 5101'eren, men temperaturen når dog også pænt højt op, når den har kørt i et stykke tid; dog ikke til et niveau, hvor det bliver direkte ubehageligt at have den på lårene, som det var tilfældet med 2133'eren.
Ydelse
HP 5101 er udstyret med Intels Atom N280-processor, der kører med en clockfrekvens på 1,67 GHz. Det er den samme processor som findes i eksempelvis Asus Eee PC 1000HE og Toshiba NB 205 og i en række andre netbooks.
Vores test-maskine var tilmed udstyret med hele to gigabyte ran, men skulle man ønske selv at opgradere sin HP 5101 med mere ram, så kan det klares helt uden at bruge en skruetrækker. Man åbner blot en lille låge på bagsiden af maskinen og fylder ram-blokken i slottet. Sådan skal det gøres!
Selvom en 1,67 GHz processor måske ikke lyder af meget, så er Atom N280'eren en ganske kapabel en af slagsen.
Den afviklede uden problemer HD-indhold, som vi hentede fra Microsofts HD Content Showcase, i 720p. Vi prøvede også 1080p, men der måtte den lille maskine give op.
Atom-processoren kan simpelthen ikke spille med her. Til gengæld klarede den uden problemer streaming fra TV2 Sputnik.
Harddisken er lidt et kapitel for sig. Den testede model havde en disk på 250 gigabyte, hvilket i sig selv er flot for en netbook, og den kørte med en hastighed på 7.200 rpm, hvilket også er en sjældenhed i klassen. Disken kunne flytte data meget hurtigt, og der var kun meget lille støj fra den, når den var i aktion. Samtidig er den beskyttet af HP's 3D Safeguard-software, så man ikke risikerer datatab, hvis man eksempelvis taber den, mens den er tændt.
Tilslutninger og konklusion
HP 5101 har - i modsætning til forgængeren Mini 1000 - både Ethernet og VGA-port. Der er også tre USB-porte og tilslutning af headset. Det indbyggede webcam er på to megapixel og er udmærket til chat i Skype og Messenger.
Højttalerne er placeret under tastaturet på fronten af maskinen og giver udmærket lyd. Man kunne uden problemer høre et taleradioprogram på tværs af stuen.
Bluetooth-forbindelsen til vores Nokia-telefon fungerede uden problemer, og med et SIM-kort fra 3 i slottet (placeret under batteriet) var vi i stand til at koble os til nettet og få en glimrende forbindelse (samme kvalitet som med USB-modem). WiFi til en D-Link draft-N-router var både stabil og med høj hastighed (vi hentede med over 40 Mbps på lokalnettet med en "Udmærket" forbindelse i Windows XP).
De trådløse forbindelser blev styret fint af HP's eget lille program, der følger med, og som bruges til at koble 3G, WiFi og Bluetooth til og fra.
Der er naturligvis ikke grund til både at have WLAN og WWAN til at køre samtidig, da man ikke vil bruge dem samtidig, og de sluger strøm. 3G-forbindelsen blev også sat op her, og vi valgte blot 3 som udbyder, så var vi kørende.
Det eneste, vi godt kunne savne på HP 5101'eren af tilslutninger er en HDMI-port. VGA-porten er fin, hvis man kun skal vise en PowerPoint-præsentation, men HDMI er efterhånden også standard, hvis man vil arbejde på en større skærm eller med en moderne projektor.
Flere modeller at vælge imellem
HP vil sælge 5101'eren i flere forskellige bestykninger. Den mindste model vil have en mindre harddisk (160 gigabyte), en gigabyte ram og en skærm med en lavere opløsning. Den vil heller ikke have 3G-modem.
Den model, vi testede, havde en 250 gigabyte disk og en skærmopløsning på 1366 x 768 pixel. Prisen for vores testmodel bliver ifølge HP Danmark cirka 4.500 kroner plus moms, hvilket vil sige 5.625 kroner i butikkerne. Den mindste model vil stå i 3.375 kroner inkl. moms.
Det kan meget vel tænkes, at teleselskaberne også vil sælge topmodellen med tilskud, hvis man køber et 3G-abonnement samtidig.
Der er altså ikke tale om en billig netbook. Det vil givet afskrække mange købere, der blot har brug for en billig ekstra-computer til sofaen. Men hvis man har brug for en netbook, der faktisk kan bruges til en del og fungere som en næsten-erstatning for en stor bærbar computer, så er HP Mini 5101 oplagt.
Det skyldes ikke mindst de gode forbindelser og den fantastiske skærm. I vore øjne kan den i mange sammenhænge måle sig med egentlige subnotes som eksempelvis Lenovo ThinkPad X200-serien, der koster langt mere.