Test: Samsung LED-tv med fede funktioner og flotte billeder

Samsungs nye LED-fjernsyn leverer et af de absolut bedste billeder på markedet netop nu, og fladskærmen er desuden udstyret med en masse spændende funktioner. Vi har testet den "lille" model på 40 tommer .

Samsung LED-tv med fede funktioner og flotte billeder

Mens vi venter på, at OLED-skærmene kommer ned i et prisleje, hvor andre end millionærer kan være med, så er LED-teknologien et stort skridt fremad, hvilket Samsungs nye 7000-serie tydeligt viser.

7000-serien består af modeller fra 40 til 55 tommer og de har sidebelysning, som giver væsentlige forbedringer på to af de områder, hvor LCD-teknologien med CCFL (Cold Cathode Flourescent Lamps) ellers er svag: Lav kontrast-rate og for svage dyb-sorte farver.

Samtidig gør sidebelysningen det muligt at lave ultra-tynde fjernsyn, hvilket er tydeligt på Samsungs LED-modeller: De er cirka 3 centimeter dybe, og det betyder, at de monteret på en væg ikke fylder meget mere end en almindelig billedramme. Og så ser det virkelig godt ud.

Men Samsungs LED er ikke bare et fjernsyn, det er faktisk mere en underholdnings-enhed, som smelter flere og flere funktioner sammen direkte i skærmen.

Det ses tydeligt på bagsiden af fjernsynet, hvor der ikke blot er fire HDMI-porte, en SCART-port og andre normale fjernsyns-tilslutninger, men også både DVB-T og DVB-C-tuner. Mere interessant er det nok, at der også er en USB-port og ikke mindst et Ethernet-stik.

Sætter man en harddisk eller USB-nøgle i USB-stikket, så kan man bruge fjernsynet til at vise billeder og afspille videofiler eller musik direkte fra harddisken. Med Ethernet-stikket kan man koble fjernsynet direkte på sit netværk og dermed få adgang til indhold både fra nettet og ikke mindst fra både computere og netværksharddiske på hjemmenetværket.

Internetadgang og widgets

Internet-adgangen giver mulighed for at bruge Samsungs eget Internet@TV-funktion, der er en indholds-service, som Samsung har udviklet.

Samsung har indgået et samarbejde med Yahoo!, som giver adgang til en række af websidens tjenester, inklusive billeder fra Flickr, nyheder og vejrudsigter. Der er også andre kilder, som hentes ned i små widgets, som man kender det fra eksempelvis Windows Vistas Sidebar.

Widget-teknologien er udviklet i samarbejde med Intel, og der er udviklet særlig software, som gør det let for indholds-leverandører at lave deres egne widgets.

Hvis det bliver en de facto-standard, så er der stort potentiale, ja måske er det ligefrem afløseren for tekst-tv.

Men de nuværende widgets er ret tamme, desværre, og udnytter slet ikke potentialet for interaktivitet, grafik eller lyd og video. Det er blot simple, flade småprogrammer, der henter prædefinerede lister. Yahoo! News giver eksempelvis kortere tekster end almindelig tekst-tv.

Da teknologien blev lanceret, var der store løfter og vilde fantasier, men de er langt fra indfriet. Vi savner muligheden for selv at bygge widgets let, eller hvorfor ikke blot bruge et standard-format som RSS/XML?

Det ville gøre det let at følge blogs eller nyheds-sites for enhver. Samtidig er de ofte lidt sløve, og selv om vi er vant til, at der kan forekomme ventetid på nettet, så har vi ikke helt samme tålmodighed, når vi sidder med fjernbetjeningen i hånden.

Samsung har demonstreret mulighederne for at bruge fjernsynet til andet end blot at se tv på. På den indbyggede hukommelse er indlagt en række småspil og andre funktioner, blandt andet en kogebogs-funktion med opskrifter. Ikke videre anvendeligt, men det giver et godt billede af, hvad vi kan vente os af fremtidens fjernsyn.

Det er heldigvis ikke kun internettet, man kan få adgang til på fjernsynet. Det mest interessante er faktisk muligheden for at koble fjernsynet på det lokale netværk.

Det betyder, at man direkte fra fjernsynet har adgang til alle de computere, der er koblet på netværket og eksempelvis let kan hente og vise feriebilleder, samt afspille musik og videofiler.

Se film fra din netværksdisk

Samsung-fjernsynet understøtter DLNA-standarden, som bliver indbygget i flere og flere multimedieenheder.

DLNA er et fælles sprog, som betyder, at enhederne kan "tale sammen".

Der er eksempelvis direkte adgang til enhver Windows-computer på netværket (medmindre der er lukket for det i firewalls og lignende), og mange af de populære netværks-diske (NAS) understøtter også DLNA. I vores test gav det ingen problemer at få Samsung'en til at hente såvel video som musik og billeder fra en Qnap TS-109 NAS.

DLNA og muligheden for at hente streamet lokalt multimedieindhold er der ikke noget nyt i sig selv.

En Playstation 3 eller en Popcorn Hour har kunnet gøre det længe.

Men det er nyt, at funktionaliteten er indbygget direkte i fjernsynet - og det er en fornøjelse. Især fordi mange af os har det svært med alle de kasser, der efterhånden skal stå i stuen. Et NAS i kælderen og en Samsung-skærm i stuen er næsten alt, man behøver. Dvd'erne kan rippes og gemmes på NAS'et, det samme kan musikken og feriebillederne.

Samsung-fjernsynet kan naturligvis ikke fjerne behovet for en spil-konsol, men til gengæld er det så let at betjene, at det ikke er noget problem for selv helt almindelige brugere at gøre noget så avanceret som at hente multimedia over et netværk og få det vist på stuens fjernsyn.

Under vores test havde vi stor fornøjelse af at kunne fremvise såvel billeder som videooptagelser fra ferien for gæster - uden at skulle tænde hverken computer eller rode rundt med adskillige fjernbetjeninger. Blot tænd for fjernsynet, vælg NAS'et i oversigten over kilder - og så kan man let bladre rundt i mapperne og finde de rigtige filer. Billederne står knivskarpt, og der er ingen tvivl om, at det er den bedste måde, man kan fremvise fotos for andre. Selv større billede-filer hentes hurtigt ind på skærmen, så man føler ikke, at man sidder og venter.

God fjernbetjening

Fjernbetjeningen er et kapitel for sig.

Umiddelbart har den en god vægt og størrelse. Knapperne er godt udformet og designet. Man vænner sig lynhurtigt til den og styrer selv avancerede funktioner uden at kigge på tasterne.

Det skyldes især, at en stor del af kontrollen foregår i de indbyggede on-screen menuer og ikke på særlige taster på fjernbetjeningen. Men den er nu lidt stor og absolut ikke køn at se på.

Samsung har udviklet en proprietær standard for tilslutning af eksternt udstyr, kaldet Anynet+. Har man eksempelvis en Samsung HDD-optager eller dvd-afspiller, der også understøtter Anynet+, så kan man få fjernsynet til at styre den (det kræver tilslutning via HDMI-kabel).

Anynet+-funktionen blev i vores test afprøvet med en DVD-HR773A DVD/HDD-optager, og det fungerede udmærket. Det er desværre kun de mest basale funktioner, der kan kontrolleres fra fjernsynets fjernbetjening, men det er oftest netop disse, man har behov for.

Desværre kunne tilslutning og frakobling af Anynet+-enheden ofte tage lidt for lang tid, og i mellemtiden er der ikke mulighed for at bruge fjernsynet. At vente 5 sekunder på at kunne få lov til at skifte kanal kan virke som en evighed, og her bør Samsung få gjort noget ved hastigheden. Det kan passende ske med en af de opdateringer, som naturligvis hentes og installeres automatisk fra internettet, når de er tilgængelige.

Til gengæld kan man glæde sig over, at Anynet+ automatisk justerer fjernsynet efter kilden, og at gammeldags dvd-film bliver flot opskaleret, så de ser endnu bedre ud på skærmen.

Konklusion

Samsung LED-tv er ordentligt bestykket, også på lydsiden. De indbygget højtalere på 10W har en behagelig lyd, og de indbyggede justeringsmuligheder er glimrende og giver et god lydbillede til såvel film som 19-nyhederne.

Vi var overraskede over det lave strømforbrug. Samsung har gjort meget ud af, at LED bruger væsentligt mindre strøm end LCD (og plasma, ikke mindst), og ifølge Samsung er forbruget 40 procent lavere end normale LCD'er i samme størrelse. Vi bemærkede, at strømmåleren stod på 0,1 watt, når det var i standby - og i tændt tilstand slugte fjernsynet 113 watt, hvilket er ganske pænt for et fjernsyn af den størrelse.

Almindelige LCD-fjernsyn kan let bruge det dobbelte, mens en plasma-skærm uden problemer ryger over 300 watt. Og man kan føle sig ekstra-super-grøn, når man ved, at fjernsynet heller ikke indeholder en lang række skadelige kemikalier.

Samsung LED UE40B7050 er en usigelig fornøjelse at have i sin stue. Billedet er fantastisk, lyden i top og de indbyggede avancerede funktioner er direkte afhængighedsskabende.

LED-teknologien er naturligvis en mellemstation på vej mod OLED, og har man lige investeret i et nyt plasma- eller LCD-tv, så er det ikke oplagt at gå ud og købe Samsungs LED-modeller. Men har man ikke tid til at vente på OLED, så er Samsungs LED nok et af de bedste fjernsyn på markedet lige nu - også selv om prisen er en del højere end andre LCD-modeller. De ekstra penge er givet godt ud.

Faktisk er den væsentligste ulempe ved Samsungs LED-tv, at man pludselig opdager, hvor ringe kvalitet, Yousees almindelige analoge kabel-tv bliver sendt i. For det nytter stadig ikke meget, at man har et fantastisk tv, hvis kilden ikke kan leve op til kvalitetskravene. Og skal man udnytte LED-tv'et til fulde, så skal man også unde sig selv en afspiller, der kan levere HD.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere