Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den CTO d. 9. december 2005.
Datamængderne stiger så meget, at det ikke er muligt at ansætte nok folk til at administrere dem, siger Cisco.
Netværksgiganten Cisco har mærket nødvendigheden af at virtualisere storage så at sige på selskabets egen krop.
- Vi gik fra at lagre to petabytes til at lagre fire petabytes. Vi skulle ansætte omkring 100 nye medarbejdere til at administrere den forøgede datamængde, hvis vi ikke havde forenklet opgaven ved at virtualisere. Da det er umuligt at ansætte så mange til disse opgaver, er det et spørgsmål om overlevelse for virksomhederne at virtualisere, siger Criss Dedicoat, der er europæisk direktør i Cisco.
Cisco har selv store interesser i den virtualiseringsbølge, som mange mener er ved at ramme virksomhederne. Selskabet vil gerne levere netværkene som skal forbinde de forskellige virtualiserede storageenheder. Udrulningen af denne type netværk starter i den tunge ende af markedet, hvor Cisco er i konkurrence med selskaber som Brocade, Jupiter og McData.
Allerede for et par år siden introducerede Cisco begrebet "intelligent informations-netværk", for at beskrive, hvad det er de mener, de kan tilføre virtualiseret storage.
- Vi er begyndt at benytte udtrykket "applikations-orienterede netværk", fordi vi taler om funktioner og services, der så at sige fungerer på tværs hen over netværket og berører alle dele fra storage over servere til switche og routere. Sikkerhed og virtualisering er eksempler på sådanne tværgående funktioner, som efter vores opfattelse skal forankres i netværket, siger Criss Dedicoat.
Det er klart, at denne interaktion på tværs af netværk og servere og storage-enheder fra forskellige leverandører kræver fælles standarder. Derfor er de større spillere på området gået sammen om at udvikle en standard under SNIA (Storage Network Industri Association), der har fået navnet FAIS (Fabric Application Interface Standard), som nu er godkendt i udkastform, og som ventes endelig godkendt næste år.
Princippet er at adskille hardware-funktionerne - den såkaldte data path, som ofte ligger på storageenhederne, fra ikke-hardware-funktionerne - som er datamanagement delen (control path), og hvor opgaverne ofte udføres i netværket. Standarden skal så etablere rene snitflader mellem de to type funktioner.
Når standarden er indført, vil den give brugervirksomhederne større sikkerhed for, at de kan skifte leverandør af såvel storage som netværksudstyr.
Cisco har lanceret såkaldte MDS 9000-directors og switche, som understøtter en såkaldt Network-hostet Storage-applikation, der er baseret på FAIS. EMS er som den første af de førende storage-leverandører begyndt at arbejde med denne applikation.
Som nævnt understøtter EMC FAIS-standarden, og selskabet samarbejder med Cisco på flere områder om store netværk, men som storage-leverandør fastholder EMC, at der er dele af den intelligens, der skal styre virtualiseringen, der ligger bedre på storage-enhederne end i netværket.
- Det gælder styringen af RAID-diske eller fail-over-systemerne, siger teknologikonsulent Greger Jerlehagen fra EMC.
- Målet er den fuldt virtualiserede infrastruktur, men så langt er vi ikke endnu, tilføjer han.