Dataintegration nu ... med DADAS

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 25. november 2005.


Standarder Dagligvaremarkedets aktører er endelig blevet enige om at standardisere varers stamdata, så industri og handel kan udveksle oplysningerne elektronisk.

Omkring to tredjedele af dagligvaremarkedet i Danmark bakker op om Dansk Data Alignment Service, DADAS, der skal gøre kål på de mange uoverensstemmelser i varernes stamdata, som spænder ben for effektiviteten i forsyningskæden.
Ved årsskiftet går DADAS i luften. Forud er gået adskillige års diskussioner om, hvordan dataudveksling kunne foregå, og hvem der skulle betale omkostningerne. Ikke alle er kommet med - frem for alt glimrer Dansk Supermarked ved sit fravær.
- Manglende standarder er et stort problem i detailhandelen, fordi virksomhedernes systemer ikke kan kommunikere med hinanden, og man derfor arbejder med forskellige stamdata. Konsekvensen er, at omkring en tredjedel af de fakturaer, der sendes fra producenterne til detailhandelen, er behæftet med fejl. Det giver naturligvis en masse bøvl, som man bruger meget energi på i de to industrier, siger Henrik Knak, der er partner i IBM Business Consulting med ansvar for detailhandelsindustrien og producentleddet.
Hvis Kvickly vil køre kampagne på en kasse Hof fra Carlsberg, kan kæden med udveksling af data gennem DADAS uden videre slå op, hvad kassen vejer, hvad målene på den er, hvad den vejledende pris er osv. Data er ens i produktions- og detailleddet, så man kan arbejde synkront med at få kørt varen gennem systemet og tale samme sprog i processen. Det er vigtigt, når det gælder systemer, hvor indholdet skal være helt entydigt, og bare det at få ens varenumre kan være svært.
Hvem skal nu betale?
Den mest markante forbedring bliver, når nye varer kommer på markedet og skal finde deres vej ud til hylderne. I dag kan det tage op til seks uger, før de når så langt, fordi deres data ikke kan finde vej i systemerne ud til forretningskæderne.
Rent praktisk har man valgt et internationalt anerkendt softwareprodukt, Sinfos, der er en tysk produktdatabase. Den fungerer som knudepunkt for leverandørernes og detailhandelens data: Producenten kan publicere sine data her, og så kan de forskellige detailkæder hente og bruge dem - i sømløs informationsudveksling. Brugerne skal dog købe licenser til systemet, og deres egne it-systemer skal åbnes mod det. At åbne kanalen kræver en engangsinvestering til konsulenter og uddannelse af egne folk.
- Spørgsmålet for detailkæderne har været, om man overhovedet vil dele data med producenterne, og om man i givet fald kun vil, hvis de betaler for det. I nordisk detailhandel presser man typisk hinanden, så det bliver et konkurrenceparameter - noget man ønsker penge for. Det gør det problematisk, siger Henrik Knak.
Lad os konkurrere på noget andet
En af de kommende brugere af DADAS er chips- og snackproducenten Kims, hvor technology manager Jesper Toubøl er en varm fortaler for det nye system.
- Det er fornuftigt, at man i Danmark går sammen om at lave ét sted for dataudveksling, frem for at hver kæde har sit eget websystem, hvor man skal taste data ind. Det handler om at gøre samhandelen nemmere og er godt for både detailhandlerne og producenterne. Standarder skal vi stå fast ved og være stolte af frem for at sige, at udveksling af data på supply chain kan bruges til at få en konkurrencemæssig fordel og er noget, vi kan sælge til hinanden. Enhver ved jo, at i sidste ende giver standarder lavere omkostninger. Så lad os konkurrere på noget andet, siger Jesper Toubøl.
Tænk på helheden
Henrik Knak fra IBM pointerer, at supply chain management handler om helhedstænkning, som man er nødt til at prioritere højere end hurtige gevinster. Og han noterer, at problemstillingen rækker langt ud over detailhandelen:
- Problematikken med synkroniserede masterdata på tværs i forsyningskæden er den samme for Grundfos og deres kunder som Carlsberg og Coop. Man har typisk inden for egne vægge en vis - om end sjældent komplet - samhørighed i data med udgangspunkt i et ERP-system som SAP eller Oracle. Men det har man slet ikke, når man går på tværs af virksomhederne, hvor supply chain virkelig slår igennem.

Billedtekst:
"Manglende standarder er
et stort problem
i detailhandelen"
Henrik Knak, IBM Business Consulting

Boks:
DADAS
Dansk Data Alignment Service (DADAS) ejes af nonprofitorganisationen GS1 Denmark
(tidligere EAN-Danmark), hvis formål er at være lokalt ansvarlig for det internationale UCC-EAN-system for varenumre og stregkoder. DADAS bakkes op af Dansk Dagligvareleverandør Forening med 90 af foreningens 150 medlemsvirksomheder samt omkring 40 andre leverandører.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere