It-afdelingen skal væk fra brandsluknings-opgaverne

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den CTO d. 7. oktober 2005.


Et nyt værktøj, der skaber et kort over tilstanden på netværket, gør det muligt for it-afdelingen i Icopal at bevæge sig væk fra de akutte opgaver og over mod en mere vejledende rolle.

Da Peter Toft tiltrådte som it-chef i tagdæknings-koncernen Icopal 1. januar sidste år, blev han hurtigt klar over, at han havde behov for at skaffe sig et overblik over netværket.
- It-afdelingen har professionelle medarbejdere, og det slog mig, at vi måtte kunne løse opgaverne bedre, end det hidtil var blevet gjort, siger han.
Der er seks ansatte i it-afdelingen, og de står for it-driften i Icopals danske afdelinger samt i selskabets aktiviteter i Østrig.
Situationen var, at der havde været flere udskiftninger på it-chefposten, og selv om it-afdelingen vidste, hvad netværket bestod af, var det ikke dokumenteret.
- Vi manglede en slags kort over netværket, som dels viste hvor kablerne går, hvor routere og switche var placeret, og hvordan de fungerede. Uden det måtte it-afdelingen løbe rundt og lave brandslukning. Det, vi havde behov for, var værktøj, der kunne vise, hvad der var på nettet og overvåge, hvordan det kørte, siger Peter Toft.
For at finde denne type værktøj gik it-chefen på jagt efter en partner, som ikke selv var leverandør eller havde interesser i konkrete produkter, men som kunne pege på produkter, der var solide. Valget faldt på rådgivningsvirksomheden Infrascope.
Det førte til, at it-afdelingen for omkring ni måneder siden kunne tage et værktøj i brug, der giver et overblik over udstyret og hvordan det fungerer. Men værktøjet kan også angive svartiderne på finansssystemet, som er Movex fra Intentia. Det kan vise, hvordan applikationerne afvikles på tværs af nettet, og det kan hjælpe med at finde programmørfejl. Desuden kan det afsløre hardwarefejl og konstatere, om der er støj på bestemte forbindelser.
I praksis gøres det med en såkaldt infrastruktur due dilligence box, der sættes på lokalnettet. Den opfanger al trafik og analyserer den uden at belaste det.
- It-afdelingen har godt styr på, hvordan udstyret skal sættes op, men hardwarefejl, som periodiske fejl på netkort eller servere, har hidtil været svære at konstatere. På samme måde havde vi tidligere værktøj til at "debugge" programmer, hvor vi vidste, at der var fejl. Vi manglede et enkelt værktøj til at konstatere disse fejl. Det har vi fået nu, siger Peter Toft.

Kortlægningen gav et overblik over tekniske fejl og uhensigtsmæssigheder, og den afslørede også procedurer, der kunne forbedres. Derfor førte det nye værktøj til en række ændringer.
En af de første ændringer foretog it-chefen dog allerede kort efter sin tiltræden, og den indebar en kraftig begrænsning af antallet af medarbejdere, der havde rettigheder som it-administratorer.
- Det var nødvendigt at få luget ud i de ting, som medarbejdere eller afdelinger i visse tilfælde havde foretaget uden hensyn til helheden, siger Peter Toft.
På lidt længere sigt viste det sig, at "kortet over netværket" også gav et bedre økonomisk overblik.
- Nu kunne vi udpege de steder, hvor flaskehalsene var, og dermed angive en pris for, hvad det ville koste at udbedre tingene. Samtidig benyttede vi lejligheden til at få sat pris på, hvad det koster, når bestemte it-faciliteter ikke er til stede eller fungerer dårligt, siger Peter Toft.
- Det er et af de områder, hvor topledelsens engagement i de overordnede it-beslutninger er afgørende for it-afdelingen, for det er ledelsen, der skal beslutte, hvilke faciliteter, der er afgørende for forretningen, siger Peter Toft.

Ændringerne har betydet, at skyttegravskrigene mellem netværks- og applikationsfolk er stoppet. Det har med andre ord medført en ændring af den måde, it-afdelingen arbejder på.
- Tidligere opdagede vi først, at en tjeneste var nede, når brugerne ringede og fortalte os det. Nu er vi på vej til dels at være i stand til at kunne meddele brugerne på forhånd, at der er ved at ske noget, der giver forstyrrelser, og dels at kunne give et bud på, hvor længe det vil vare at rette det op, siger it-chefen.
Generelt mener han, at it-afdelingen er på vej over i en mere vejledende rolle.
- I dag er vi i stand til at give anvisninger for, hvordan afdelingerne kan få de ydelser, de forventer. Det giver forhåbentlig gladere brugere, og it-folkene behøver ikke længere snige sig langs panelerne, når de skal hen og hente en kop kaffe, siger Peter Toft.

Boks:
Om Icopals it
It-afdelingen i Icopal servicerer 485 brugere og driver 42 servere, hvoraf et mindre antal befinder sig på 12 eksterne lokationer, der er forbundet med virksomhedens netværk med MPLS-forbindelser.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
KEYBALANCE A/S
Udvikling og salg af økonomisystemer samt CRM og MPS. Systemer til blandt andet maskinhandlere, vvs-branchen, vognmænd, låsesmede,handelsvirksomheder

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere