Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den CTO d. 7. oktober 2005.
Siden Novell i november 2003 købte SuSE Linux, har selskabet satset massivt på Linux, men fastholdt udviklingen af netværksstyresystemet NetWare. For et par uger siden lancerede selskabet en strategi, der yderligere understreger selskabets fokus på åbne standarder og open source-software.
Novells CEO Jack Messman mener, at hans selskab er usædvanligt godt klædt på til at opnå en position inden for open source.
- Den forretning vi tidligere havde med at sælge licenser på software, tog Microsoft fra os for nogle år siden. I stedet lærte vi at leve af at vedligeholde programmerne - svarende til de opdateringer mod en slags abonnement (subscription), som open source-distributører og -selskaber tilbyder, siger han.
Etablerede softwareselskaber har mulighed for at komme til at spille en helt bestemt rolle med at binde de enkelte open source-programmer sammen, mener han.
- Fremkomsten af de selvstændige udviklermiljøer har vendt op og ned på softwareudvikling. De udvikler det, de synes er sjovt, når de har tid. Selskaber som Novell og Red Hat er nødt til at koncentrere sig om alt det andet: Det, der skal binde software-elementerne sammen, og de dele, der skal være færdige på et bestemt tidspunkt, siger Jack Messman.
De seneste par år har selskabet markedsført netværksstyresystemet NetWare parallelt med open source-initiativerne. Nu har Novell offentliggjort planer om at gøre det muligt at afvikle NetWare-applikationer virtuelt på en Linux-platform under selskabets Open Enterprise Server. Dermed føres styresystemet over i open source-verdenen.
- Vi virtualiserer NetWare på Linux af hensyn til de kunder, der har investeret i dette styresystem. Vi har nået et punkt, hvor det ikke er sikkert, at hardware-producenterne fortsat vil understøtte NetWare. Derimod er vi overbevist om, at de vil understøtte Linux, siger Jack Messman.
Novells initiativer på open source-området strækker sig fra en desktop-løsning over netværks- og sikkerhedsmanagement-løsninger og til datacentrene.
En dansk Linux-ekspert, Bjarke Alling fra Linux-grossisten Liga Lindist, som arbejdede med SuSE Linux længe før, Novell kom til, ser selskabets muligheder således:
- Der findes ikke et open source-directory, som det Novell har. Der har længe eksisteret open source-software, men på isolerede områder. Novell kan blive dem, der tilføjer det tværgående og blive middleware-leverandør for open source-verdenen. Hertil kommer, at de bedre er i stand til at tale det sprog, der tales på direktionsgangen, og at de kan yde support og tilbyde uddannelse ud over, hvad de traditionelle open source-selskaber har været i stand til.