Fiber til hjemmet i trekantsområdet

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. august 2005.


Forsyningsselskabet Tre-For tilbyder nu forbrugerne op til 20 Mbit/s. Selskabet vil over de næste år forbinde 125.000 brugere med 13.000 km fiber.

Nu tilbyder forsyningsselskabet Tre-For bredbånd og tv baseret på lysfiber-forbindelser, som selskabet lægger ud til brugerne. Selskabet begynder i Fredericia, men resten af Trekantsområdet vil følge efter.
Tre-For er et forsyningsselskab, der i dag leverer el, vand og varme til rundt regnet 115.000 husstande og 10.000 virksomheder i området Vejle-Fredericia-Kolding.
Selskabet forventer at have 2.500 bredbåndskunder med udgangen af dette år, blandt andet fordi flere boligforeninger i området anbefaler løsningen.

Forsyningsselskabets repræsentantskab vedtog i april i år de retningslinjer, selskabet skal operere efter.
- Der skal være tale om såkaldt bredbånd til alle, hvilket blandt andet betyder, at det skal være gratis at blive koblet på - uanset hvor i området brugerens adresse er. Desuden vil selskabet drive et åbent net, hvor tjenesteudbydere kan tilbyde deres ydelser i fri konkurrence, siger salgschef Gert Helenius fra Tre-For Bredbånd.
Denne type åbent net kaldes i branchen et Equal Access Network. Af tekniske årsager vil selskabet dog starte med et mindre antal leverandører inden for tv, spil, telefoni, streaming med mere.

Etableringen af fiberforbindelser ud til forbrugerne i Trekantsområdet skal efter planerne foregå løbende indtil 2012, og forventes ifølge Gert Helenius at komme til at koste 1,3 milliarder kroner.
I 2008 er det dog meningen, at de to tredjedele af husstandene, der befinder sig i byområderne, skal have fået tilbuddet.
Tre-Fors løsning indebærer, at der skal graves fiberforbindelser ud til alle brugere. Dette anses almindeligvis for at være dyrt.
- Vi regner med at kunne spare en pæn del på grund af mulighederne for såkaldt samgravning i de tilfælde, hvor vi alligevel skal ud i vores egenskab af forsyningsselskab, siger Gert Helenius.
Tre-For anslår, at der skal graves omkring 13.000 km fiber ned. Selskabet lægger to fibre pr. kunde, fordi det har valgt i starten at levere analogt tv.
- I første omgang vil vi levere tv i den form, som brugerne er vant til. Senere vil analogt tv blive udfaset til fordel for HDTV, men endnu er forbrugernes tv-apparater ikke forberedt til det, siger Gert Helenius.

Tre-Fors bredbåndsløsning bygger blandt andet på en modtageboks fra det danske firma Dansk Kabel Teknik (DKT), der har været leverandør til kabeltv-branchen de seneste 30 år. Boksen gør det muligt at modtage såvel analoge som digitale signaler, og er derfor forberedt for både nuværende og fremtidige bredbåndstjenester, blandt andet HDTV.
- Vi startede i 1999 med de første fiber-til-hjemmet-løsninger, men dengang var de for dyre. Nu er teknologien udviklet, så det er muligt at gøre det enklere og billigere, og samtidig har vi skåret flere led væk blandt underleverandørerne. Vi er overbevist om, at brugerne vil foretrække enkle løsninger i begyndelsen, blot der er mulighed for at tilføje mere avancerede funktioner senere, siger forretningsudviklingschef Christian Emborg Hansen fra DKT.

Boks:
tre-for's prisliste
Tre-For tilbyder brugerne forbindelser med følgende hastigheder (begge veje):
1 Mbit/s - 149 kr. pr. måned
10 Mbit/s - 299 kr. pr. måned
20 Mbit/s - 599 kr. pr. måned
Hertil kommer et tilbud på 40 kanaler analogt tv til 119 kr. pr. måned
Der er ingen tilslutningsafgift




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Also A/S
Salg af serviceydelser inden for logistik, finansiering, fragt og levering, helhedsløsninger, digitale tjenester og individuelle it-løsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere