Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 17. december 2004.
sikkerhed: It-chefen i Slagelse, Hans Lembøl, afslørede problemer ved flytning af den
digitale signatur fra en pc til en anden.
Tak, jeg har det godt med min digitale signatur nu. Jeg bruger den, for nu fungerer den, som den skal, svarer Hans Lembøl på spørgsmål om, hvordan det går med signaturen.
Hans Lembøl, Slagelses it-chef, er tilfreds, for det havde en effekt, at han i foråret råbte vagt i gevær over for myndighederne og TDC over en pinlig mangel på sikkerhed ved den digitale signatur. Han droppede sit eget med møje etablerede eksemplar med et brag, der gav genlyd.
Det foregik i Computerworld, hvor han kom på banen med sin afsløring af, at beskyttelsen med kodeord kan forsvinde, når man flytter sin digitale underskrift fra en pc til en anden. Hele klageforløbet - fra IT- og Telestyrelsens manglende reaktion på den principielle problemstilling til TDC's helpdesks forsøg på at løse problemet ved hjælp af en nytteløs patch - blev rullet op. Så virkede det også. Videnskabsministeriet og TDC kom på banen med en ny version, der inkorporerede sikkerhed ved mobilitet.
Slagelses it-chef har også tidligere markeret sig, når urimeligheder sprang ham i øjenene. Han luftede eksempelvis sin harme og blev en af de tidlige fortalere for open source, da Microsoft i 2002 introducerede nye licensbetingelser. I Slagelse fulgte en udgiftsstigning på 30 procent med pligten til at installere nye software-versioner, hvad enten det var nødvendigt eller ej. At være med til at kanalisere skatteydernes penge over i Microsofts kasse for noget, hverken de eller administrationens medarbejdere fik gavn af, bød ham imod.
En for grådig monopolistisk fremfærd avler konkurrence, erklærede Hans Lembøl med henvisning til open source.
Næste års dagsorden for den teknologibegejstrede Lembøl står ganske klar. Den kommer til at handle om strukturreformen, i og med at Slagelse Kommune skal lægges sammen med Hashøj, Skælskør og Korsør.
- Vi er kommet ud af starthullerne og er ved at gennemtænke det praktiske forløb, siger Hans Lembøl, som blandt andet holder skarpt øje med omkostningerne.
Billedtekst:
Signaturproblemer. Hans Lembøl afslørede, at beskyttelsen med kodeord kan forsvinde, når man flytter sin digitale signatur fra en pc til en anden.
Foto: Torben Klint