Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 19. november 2004.
Detailkæden F Group investerer i it for at rationalisere, effektivisere og spare.
F Group har gennem det seneste år investeret i at opgradere sit gamle mainframe-system til moderne Unix og opnår dermed en besparelse på flere millioner kroner.
- I øjeblikket bruger vi al vores energi på at få det til at køre til julehandelen, og alt tyder på, at det lykkes, siger en tilfreds Jens Fauring, it-chef i F Group.
Tilfredsheden skyldes ikke mindst, at det nye system sikrer en halvering af omkostningerne til den samlede drift af F Groups butikssystem.
Jens Fauring understreger, at hans fokus er rationaliseringer og reduktion af omkostningerne.
- Det er ingen hemmelighed, at F Group arbejder hårdt på at forbedre indtjeningen og har skarp fokus på omkostningerne. Men budgettet for it-investeringer har vi fastholdt omtrent uændret.
Rationaliserings- og konsolideringsarbejdet fortsætter på telefoni-siden. Jens Fauring finder tiden moden til at indføre IP-telefoni og har i den anledning ryddet op i koncernens telefonsystemer.
- Vi har sparet en tredjedel af telefonomkostningerne, svarende til en million kroner, alene ved at rydde op, og forventer at omlægningen af telefonien giver en yderligere besparelse, siger F Groups it-chef.