Enron-skandalen trækker lange skygger

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 6. august 2004.


Det er ikke usædvanligt at bøje reglerne, når man sælger software. Men på grund af Enron-skandalen er hammeren begyndt at falde ved forseelser, medarbejdere tidligere ligefrem kunne blive belønnet for at begå.

Et direktionsmedlem og fem medarbejdere er blevet afskåret fra at fortsætte deres karrierer i IBM efter to tilbundsgående revisionsrunder. Baggrunden er ifølge oplysninger til Computerworld, at sælgere har overtrådt de interne delegeringsregler, og en anklagende finger efterfølgende er rettet mod deres overordnede.
Men, som en ledende medarbejder tæt på sagen udtrykker det, så ville konsekvenserne ikke have været så voldsomme, hvis det ikke havde været for den amerikanske Enron-skandale.
- Så havde man blot irettesat de sælgere, der blev fyret. Nu er der imidlertid politiske forhold, der gør sig gældende. Nogen har brug for at dokumentere, at IBM har orden i sagerne. Finder man noget, der kan dokumentere, at nogen er trådt bare en lille smule udenfor dydens smalle sti, slår man hårdt ned, siger vedkommende, der beder om anonymitet.
Helt overordnet bunder sagen i overtrædelser af IBM's delegeringsregler - altså reglerne for, hvem der må hvad, og hvem der skal give tilladelse til særlige aftaler. Det bekræfter flere af hinanden uafhængige kilder over for Computerworld. I en konkret sag gav en sælger eksempelvis en kunde mulighed for ombytningsret. Kunden fik med andre ord mulighed for at anvende kontrakten mere eller mindre uspecificeret. Den slags anses ikke for problematisk, heller ikke regnskabsteknisk, og under bestemte forudsætninger ville en godkendelse ikke være svær at få.

Direktionsmedlem på pension
Ifølge Computerworlds oplysninger er der tale om to revisionsrunder, som går tilbage til 2000 og 2001.
I marts 2001 blev Flemming Noes-Rasmussen inviteret ind i IBM's direktion med ansvar for det nordiske softwaresalg. Sammen med to andre nyankomne, Peter Gerlow og Carsten Dilling, var hans opdrag ifølge daværende administrerende direktør, Carl Christian Ægidius, at gøre IBM mere synlig overfor virksomhedskunderne.
Flemming Noes-Rasmussen, der har tilbragt størstedelen af sit arbejdsliv hos IBM, siger selv, at han er gået på førtidspension.
De to ledende medarbejdere, der, så vidt det oplyses til Computerworld, har været berørt af revisionen og selv har sagt op, refererede dengang til Flemming Noes-Rasmussen. Begge karakteriseres som dygtige og "coming men" i IBM.
Lars Hermind har senest som afdelingsdirektør været ansvarlig for Software Group Danmark og Lotus Nordic.
- Jeg har sagt min stilling op efter 16 år i IBM, fordi jeg var uenig med selskabet om en række ting. Samtidig har jeg gode muligheder for at prøve noget andet, og det er jeg på vej til nu, siger Lars Hermind .
Ken Tomassen blev i 2000 udnævnt til netop afdelingsdirektør med ansvar for Software Group Danmark og fik derudover et nordisk ansvar for Large Accounts og S/390 Software Sales. De seneste par år har han været udstationeret i IBM's europæiske hovedkvarter, hvor han har haft ansvaret for små og mellemstore virksomheder på Websphere-området.
Ken Tomassen afviser selv at kende noget til nogen revision. Han er netop blevet rekrutteret til jobbet som ny administrerende direktør i Novell i Danmark.
Et klart dilemma for sælgere og ledere i software-branchen er blevet forstærket gennem de seneste års økonomiske nedgang og skærpede konkurrencesituation. Skismaet mellem på den ene side at skulle overholde stadig flere regler og procedurer for, hvilke særaftaler med særlige fordele og rabatter, man kan få lov at tilbyde kunderne, og på den anden side være udsat for et voldsomt pres for at leve op til sin salgsmål.
- Det kan bringe folk i helt umulige situationer. Du fanger mellemledere i en konflikt mellem på den ene side at lave forretning og på den anden side at leve op til krav og rammer, siger Henrik Zangenberg, der nu er direktør hos Gartner Group i Danmark, men har tilbragt adskillige år hos IBM. Han understreger, at hans udtalelser ikke specifikt gælder IBM, som han faktisk betragter som en af "klassens pæne drenge".
Med andre ord vil det vække jubel at en medarbejder scorer en flercifret millionordre - bare det ikke bliver opdaget, at vedkommende for at få den smed den sidste håndfuld licenser gratis oveni.
- Virksomheden siger, her er 48 forskellige processer og procedurer, vi forventer at du opfylder. Og det går rigtig galt, hvis du bliver opdaget. Og her har vi i øvrigt årets målsætning for, hvad du skal sælge og producere, og hvis du ikke når det, så bliver du i hvert fald fyret. I de seneste år har der været en meget stor stramning. Der er medarbejdere, der er blevet udsat for produktionskrav, der betyder, at tilbøjeligheden til at bøje reglerne er langt, langt større, end det har været på noget tidspunkt tidligere. Det siger sig selv. Der har altid været et incitament - det er bare blevet endnu større, siger Henrik Zangenberg.
I branchen er det kendt, at kreativiteten på softwareområdet altid har været større end andre steder såsom hardware- og serviceydelser, når det gælder forretningsaftaler. Det bunder blandt andet i, at konsekvensen ved at give rabatter på software er mindre.
Udbredt praksis
Henrik Zangenberg er ikke i tvivl om, at det er udbredt praksis at bøje eller ligefrem omgå interne regler i indgåelsen af software-kontrakter. Det skriver formanden for Dansk IT, Per Buchwaldt også gerne under på.
- Gennem årene har der været betydelig forskel på, hvordan de har ageret i forhold til eksempelvis bogføringstidspunkter og deres evner til at lave smarte kontrakter. Som kunde har man med en vis forbløffelse set, at det kunne lade sig gøre at spille på de tangenter, siger Per Buchwaldt.
Han tilføjer, at han i den sammenhæng kender IBM for at være meget omhyggelige med at holde sin sti ren.
Hvad konsekvenser af den omsiggribende Enron-effekt for kunderne angår, siger han:
- I det lange løb bliver der ingen gevinst for kunderne af, at leverandørerne bøjer reglerne og spiller på alle tangenterne. Ved at det bliver strammet op, finder konkurrencen måske et mere gennemskueligt sted hen, hvor det bliver et mere "rent" spil, der foregår. Det sætter jeg egentlig pris på, siger Per Buchwaldt.
Ikke desto mindre ser han også en bagside af medaljen, og "Enron-effekten" anser han for en overreaktion.
- En renhedskultur har fundet vej til Europa efter Enron-sagen. Det er jo meget amerikansk, at man svinger fra den ene side til den anden og kan gå helt i selvsving - så det pludselig skal være uhyre renfærdigt, alt hvad der foregår.
Der, hvor samarbejdet med kunderne kan blive direkte påvirket, er, at leverandørerne bliver mere indadvendte og indadfokuserede. De bliver mere orienteret i retning af at rapportere korrekt, og det giver færre ressourcer til at støtte kunderne og markedet bedst muligt, siger Per Buchwaldt.
Hysteri
Peter Perregaard, der blev fyret som europachef for Oracle i Danmark, og som har anlagt sag mod Oracle for uberettiget fyring, har efterfølgende i medierne beskrevet stemningen og kontrollen efter Enron-sagen som hysterisk.
Professor i ledelse og organisation ved Handelshøjskolen i Århus, Per Nikolaj Bukh, peger i den forbindelse på kulturforskellene mellem Danmark og USA som en medvirkende faktor. I sager som de seneste med IBM, Oracle og HP handler det i høj grad om, at der er tale om datterselskaber til amerikanske koncerner.
- I USA er der en tendens til at agere på en måde, som vi i Danmark anser for hysterisk. Og måske gribe til en fyring for noget, man måske her bare ville have fået en skideballe for. Amerikanerne har en meget stærk moral, og når den bliver parret med de meget alvorlige skandaler, vi har set derovre, så svinger pendulet meget langt over i den anden side, så noget man før så gennem fingre med eller var tilladt i et eller andet omfang, pludselig er fuldstændig forbudt. Småforseelser får meget alvorlige konsekvenser.
Dog er der også sket et skred i Danmark, mener Per Nikolaj Bukh, som peger på Corporate Governance-området med henvisning til Nørby-udvalgets rapport om god virksomhedsførelse.
- Der er kollektivt kammet over i moraliseren og rapportering. Det er tæt på, at vi går helt op i at overholde rapportens anbefalinger for Corporate Governance og sikre os, at vi kan krydse det hele af i skemaet - uden at spekulere på, hvad vi egentlig skal med det.

Boks:
Om IBM
IBM er Danmarks største it-virksomhed med en omsætning i 2003 på 7,04 milliarder kroner og 3683 medarbejdere. IBM's hovedområder på software-siden er Tivoli systemadministration, Websphere applikationsservere med mere i kategorien middleware og Lotus Notes samarbejds-software. IBM oplyser i sit regnskab ikke specifikke tal for softwareomsætningen.

Boks:
Særlige aftaler
"Side letter" - En juridisk bastard, man generelt er meget påpasselig med, fordi den kan bruges til at omgå en indgået kontrakt. Et side letter kan for eksempel sige, at hvis blot betingelse A og B er opfyldt, bortfalder C. Eller give 40 procent rabat, hvis betalingen falder inden 30 dage. Et side letter er problematisk, fordi kun den egentlige kontrakt lander i selskabets officielle arkiver, mens side letters typisk havner i den involverede medarbejders skrivebordsskuffe. Leverandøren bliver således bundet af særlige vilkår, uden at han selv ved det. Side letters kræver typisk godkendelse på højt plan. IBM forbød angiveligt brugen i slutningen af 90'erne.

"Special bid" - Giver mulighed for at afvige fra de normale betingelser, "Terms and Conditions", ved udarbejdelsen af en kontrakt. Special bid kan for eksempel være at give en kunde mulighed for ombytningsret. Typisk vil der være en proces og godkendelsesprocedure tilknyttet, når man på den måde afviger fra den normale måde at kalkulere en pris på og fra de normale delegeringsrammer. Special bids anses for relativt uproblematiske - så længe aftalerne altså godkendes formelt i henhold til virksomhedens regler.

Billedtekst:
Flemming Noes-Rasmussen, medlem af direktionen for IBM Danmark med ansvar for softwareområdet, har for nylig besluttet at gå på førtidspension som 56-årig. Han afviser, at beslutningen har noget at gøre med resultatet af den interne revision. Foto: Mads Madsen

Peter Perregaard (tv.) og Jan Skelbæk blev fyret i aril efter en intern revision. De lægger begge sag an mod Oracle for uberettiget fyring. Jan Skelbæk er netop tiltrådt som salgsdirektør for Ementor Danmark. Begge har haft chefstillinger i IBM. Foto: Torben Klint

Niels Svenningsen skiftede pludselig stilling i maj fra adm. dir. for HP Danmark til en tilsvarende stilling i det mindre TopNordic. Der blev gennemført intern revision umiddelbart før hans afgang. Svenningsen har en fortid som chef i IBM.

Lars Hermind har netop sagt sin stilling op som afdelingsdirektør i IBM for at "prøve noget andet".

Ken Tomassen kender ikke til nogen intern revision i IBM Danmark. Han var intil for ganske nylig afdelingsdirektør i IBM men er nu tiltrådt som adm. dir. for Novell Danmark.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Konica Minolta Business Solutions Denmark A/S
Salg af kopimaskiner, digitale produktionssystemer og it-services.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere