Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. juli 2004.
Chefen nægtede, at den såkaldte non-solicitation-aftale med dens begrænsninger for medarbejdernes jobmuligheder eksisterede. Kun et uautoriseret kig muliggjorde en forhandling.
- Forretningsmæssigt giver det god mening. Men det er ikke fair, at det skal foregå i det skjulte, siger en af tre it-udviklere i et pensionsselskab, der fik nys om en aftale, de er omfattet af. På grund af igangværende diskussioner om den har Computerworld valgt at lade dem optræde anonymt.
Medarbejdere og faglige organisationer anfægter ikke den forretningsmæssige fornuft i den type aftaler, men de kritiserer måden, det foregår på, og at potentielle konsekvenser kan være for vidtgående.
Medarbejderne er vrede over ikke at være blevet spurgt og ikke at have samme mulighed for kompensation som ved en "rigtig" konkurrenceklausul. De har nu indledt forhandlinger med en underdirektør, som først benægtede aftalens eksistens, derefter indholdet, og endelig at det skulle kunne give anledning til problemer.
Gode intentioner
- Han bedyrer, at han har gode intentioner. Men hvis det kommer til en tvist, er det det skriftlige, der gælder, og ikke hans intentioner. Hvis vi bliver afskediget, er vi stadig bundet af det her skidt. Uden nogen kompensation. Det er en nem og billig måde for virksomheden at afholde medarbejderen fra at skifte job til en leverandør eller samarbejdspartner. Men det er utilfredsstillende for medarbejderne.
It-udvikleren og hans kolleger har fået at vide, at de skam er frie til at søge job hos den softwareleverandør, de gennem udviklingen af et nyt kundesystem har fået et indgående kendskab til. Den pågældende virksomhed har bare skrevet under på, at den ikke vil ansætte dem før to år efter projektets afslutning.
Jens Lund Mosbek, advokat i Norrbom & Vinding, der har specialiseret sig i arbejdsret, siger om non-solicitation-aftalerne, at de typisk gælder for folk i centrale positioner, som virksomheden risikerer at miste til en kunde eller leverandør.
- Det er rigtigt, at de indirekte begrænser medarbejderen. På den måde kan de virke som en kunde- eller konkurrenceklausul. Men de rammer meget smallere. En kundeklausul gælder typisk alle kunder og konkurrenceklausulerne en hel branche, noterer han.
Velbegrundede aftaler
Afdelingschef Jens Harboe fra Akademikernes Centralorganisation erkender, at aftalerne kan være velbegrundede for at hindre, at parterne stjæler hinandens ansatte eller overbyder hinanden lønmæssigt.
I dele af erhvervslivet er aftalerne meget udbredt. Frem for alt for vikarbureauer og firmaer med rengøringsentrepriser, der har som fast klausul i deres forretningsaftaler, at kunderne ikke må hyre de udsendte vikarer og medarbejdere direkte.
For ansatte, der er bundet i urimelig grad, henviser advokater til aftalelovens §36, der siger, at en aftale kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvist, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende.
