Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 2. juli 2004.
Naturligvis fabrikerer Apple også servere - og de behøver absolut ikke at skamme sig i forhold til deres Intel-fætre. Der er nemlig pæne smæk for skillingerne i de veldesignede kasser.
I første uge af november 1999 indledte vi vores "Første kig", med en begejstret test af Lego Mindstorm. Og gennem næsten fem år har vi kigget på alt fra Lego over stikdåser og IBM-tastaturer til servere.
Vi slutter i den tunge ende med Apples Xserve G5 servere og benytter lejligheden til at takke læserne for ofte meget engagerede epostbeskeder. Den læser, der sendte os klejner en jul, skal have speciel stor tak.
Pæn og hurtig server
Dette sidste kig drejer sig om Apple Xserve. Der har i lang tid været servere fra Apple, men de har altid ligget i skyggen af Intel-fætrene.
Det er der ingen grund til længere, idet der sidder op til to Apple 64-bit G5 processorer med 2,5 gigaherz i systemerne, hvor Apple er begyndt at anvende væskebaseret køling i de nyeste modeller.
Vi testede en 2 gigahertz-model, der var pænt hurtig ved diskcentrerede opgaver som fil- og print-services.
Ydelsestest foretaget af Computerworlds amerikanske søsterblad Infoworld viser en ydeevne, der er cirka 50 procent af en tilsvarende AMD 2,2 gigahertz Opteron-server, når det drejer sig om rene regneopgaver.
Men ydelsen og prisen for Xserve matcher dagens Intel Xeon-systemer, så den er ikke langsom. Langt fra.
Rigtig god software
Dog mangler Xserve ting som hardwarebaseret systemadministration, og der er heller ingen hardware-RAID indbygget. Men Apple er i fuld gang med at forbedre produktet, og der kommer hardware-RAID til Xserve.
Til gengæld vinder Apple på softwaren. Apples Server Admin-software er langt, langt bedre end for eksempel HP's InSight-manager. På en gang er Server Admin både nemt og meget komplet og rammer dermed alt fra skabs-systemadministratorer til de virkelig hårdhudede it-kontrollører.
Det var en ren fornøjelse at være styrmand på en Xserve. Apple leverer dertil forskellige former for supportaftaler, som alle matcher HP's og IBM's.
Dermed er Apples Xserve et muligt alternativ til nye installationer, hvor den tilmed ser sexet ud i et rack.
Massevis af applikationer
Men der er mere: Apple har designet Xserve til at kunne indgå i grid-systemer. Det betyder, at det er forholdvist nemt at opbygge højtydende supercomputer-installationer med Xserve og Apples kommende Xgrid-software.
Det ville dog have været rart med en mulighed for at kunne danne virtuelle servere, hvilket er den store tendens i Intel-verdenen for øjeblikket.
Men der følger rigeligt med applikationer med Xserve. Apache webserver, JBOSS og Tomcat applikationsservere, Postfix og Cyrus mail-servere samt MySQL-database, for bare at nævne nogle af de open source-applikationer der følger med styresystemet. Her er Apples licenspolitik interessant. Der er nemlig ubegrænset antal brugerlicenser med Mac OS X-styresystemet. Og det betyder noget for de samlede udgifter ved systemet.
Dermed er Xserve ikke alene et alternativ til Windows-baserede servere, det er også en mulighed for dem, der gerne vil have nogle af de klassiske open source-applikationer, men med support-aftale.
Billedtekst:
Apples Xserve er et muligt alternativ til nye installationer, hvor den tilmed ser sexet ud i et rack.
Boks:
Apple Xserve
Pris uden moms: 22.400 kroner for en 2 GHz mono-processor model, 29.500 kroner for en dual 2 GHz processor-model.
Flere oplysninger: www.apple.dk
Karakter: 4 ud af 5