Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 16. januar 2004.
Softwarehuset Mondosoft har opnået både tids- og kvalitetsmæssige gevinster ved at automatisere store dele af testprocedurerne.
Softwareudvikling
Uger er blevet til timer, når det gælder test af ny software hos Mondosoft i København, der blandt andet står bag web-søgemaskinen MondoSearch.
Mondosoft gik ind i automatisk test for treethalvt år siden. Det var nødvendigt at få effektiviseret testprocedurerne inden for både regressionstest (gentagne testforløb), hvor mellemversioner af nye produkter gennemtestes, og test af softwaremoduler.
Mondosoft bruger den automatiske test til at afsløre, om alle egenskaber ved et system fungerer korrekt, når der laves rettelser eller tilføjelser i systemet.
Manuelt mareridt
- Tidligere, hvor vi kun havde et produkt, anvendte vi manuel test. Nu har vi både flere produkter, produkter med flere egenskaber, platforme vi dækker og kunder. Det ville være et mareridt at lave manuel regressionstest i dag, siger Michael Malcolm Andersen, der er chef for kvalitetssikring hos Mondosoft.
Han tilføjer, at automatisk test er utrolig værdifuldt, fordi uanset, hvor stort et overblik en udvikler kan have, er det praktisk taget umuligt at få det samlede overblik, som det automatiske system skaffer. Samtidig vurderer han også, at det er sjovere for udviklerne at lave testscripts til det automatiske system end manuel testning.
Egenudviklet modultest
Mondosoft anvender Compuwares QACenter som automatisk testværktøj til regressionstests.
Til automatisk test af softwaremoduler anvendes et egenudviklet system, hvor testen ikke udføres via en grafisk brugergrænseflade, men ved at se på de data, der ligger bag den grafiske flade.
Ifølge Michael Malcolm Andersen er forudsætningen for, at man kan anvende automatiske testværktøjer, at der er styr på kildekoden. Samtidig er det nødvendigt, at udviklingsafdelingen råder over et automatisk såkaldt build-system, der samler udviklernes delprogrammer på én dedikeret maskine, hvor de samlede systemer så opbygges for derefter at blive testet. Der skal være fuldstændig styr på de enkelte mellemversioner, for at testproceduren kan gennemføres med succes.
Godt datagrundlag
Når Mondosoft har haft succes med automatisk test, skyldes det også, at firmaet på grund af strukturen i firmaets produkter har et godt datagrundlag at arbejde med. Det er normalt ikke helt let at få et godt datagrundlag til testopgaver.
MondoSearch har således sin egen database, hvori websteder indekseres via http. Det betyder, at Mondosoft ikke har svært ved at få fat i levende produktionsdata. Sideløbende med indførelse af den automatiske test har Mondosoft også automatiseret styring af ændringer, der tidligere blev håndteret ved hjælp af almindelige Word-
dokumenter.
Manuel test lever
Men indførelsen af automatiske testprocedurer har ikke betydet, at manuel test er forsvundet fra Mondosofts kvalitetssikring.
- Automatisk test giver ikke megen mening, når det gælder spritnye moduler. Det er nødvendigt at have opbygget en base, der virker, før automatisk regressionstest er en fordel, forklarer Michael Malcolm Andersen.
Billedtekst: - Automatisk test er utrolig værdifuldt, fordi uanset, hvor stort et overblik en udvikler kan have, er det umuligt at få det samlede overblik, som det automatiske system skaffer, siger Michael Malcolm Andersen, Mondosoft.
Foto: Torben Klint