Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 22. august 2003.
IBM's iSeries servere har Linux-pingviner på dækket og Unix i lasten. Dertil kommer der Intel-servere i maskinrummet.
Den lille mainframe
IBM har i år skuet op for aktiviteterne bag iSeries (tidligere AS/400). Det har betydet udvidet understøttelse af Linux på servere, bedre integration til Intel-servere og mulighed for kapacitetsstyring.
Virtuelle Linux-servere
Linux-understøttelsen foregår via et virtuelt server-koncept, hvor der kan kører op til 10 virtuelle Linux-servere per Power-processer.
Serveren har dertil understøttelse af opdelinger (LPAR - Logical Partitions), hvilket betyder, at en større server kan splittes i flere små, der dynamisk kan tildeles ressourcer, som CPU, kommunikation og RAM.
Siden opdelingen sker i hardware, vil aktiviteter i en opdeling ikke påvirke andre opdelinger. Derved kan der dannes interne klyngesystemer, eller man kan adskille et ERP-system fra en Lotus Domino rammesystemserver.
I forbindelse med Linux skal systemet køre minimum en kopi af iSeries styresystemet OS/400. Det vil sige, at den først opdeling er begrænset til ni virtuelle Linux-servere.
De efterfølgende opdelinger kan derefter håndtere 10 virtuelle Linux-servere. Det adskiller iSeries fra IBM's Linux-koncept på mainframen zSeries, der altid kører virtuelle Linux-servere i en separat opdeling. Også graden af kontrol via styresystemet er forskellige mellem de to IBM-servere. Her har zSeries mere direkte kontrol, idet styresystemet z/VM har total styring af alle de virtuelle Linux-servere.
Fra 2004 vil også IBM's egen AIX Unixverssion kunne køre i en opdeling på en iSeries server.
Indlejrede Intel-servere
Integrationen til Intel-verdenen sker via enten indlejrede Intel-servere på et indstikskort eller via en parasitisk IBM Intel-server.
Den sidste metode består af en IBM xSeries server, hvor alle interne diske fjernes. Der indsættes et specielt kommunikationskort (HSL - High Speed Link), der kommunikerer mellem iSeries-serveren og Intel-serveren med en gigabyte/s. Al Intel-serverens disk-aktiviteter foregår via denne forbindelse, idet diskene i iSeries-serveren anvendes til al lagring.
Styring af Intel-serverens hardware forgår også via denne forbindelse, idet xSeries-serverens kontrolprocesser (Remote Supervisor Adaptor) bruges til styring og monitering af Intel-serverens hardware.
Derved kan Intel-serveren bruges til for eksempel at køre ekstra moduler til et ERP-system, hvis disse moduler kun findes i en Intel-udgave.
Også serverkonsolidering mener IBM kan foregå på denne måde, i det flokke af løse Intelservere kan samles under iSeries-serverens samlende vinger.
Billedtekst:
Ny iSeries chef
Tilsyneladende er den nuværende leder af iSeries-servergruppen Al Zollar IBM's svar på Rambo. Hans to sidste stillinger har været som leder af IBM's Tivoli-familie af administrationssoftware og topchef for IBM's Lotus. Hos Tivoli fik han styr på strategien, og hos Lotus styrede han integrationen ind i IBM's samlede software-strategi. Begge dele med en radikal udskiftning af topchefer. Kilder i IBM antyder, at Al Zollar er manden man tilkalder, når der er problemer med en division i IBM. Og lige iSeries lider sammen med ERP-leverandørerne, idet denne server er IBM's foretrukne ERP-platform. Siden hans tiltræden i februar har Al Zollar sat fokus på Lotus software på i Series og Linux.
Boks:
Den hemmelige server
I virkeligheden er IBM iSeries (tidligere AS/400) ikke bare en ERP-afvikler. Denne server har i mange år været en ren 64 bit-server og har dertil hardwareunderstøttelse af den indlejrede DB2-database.
Styresystemet er rent objektorienteret, og har for eksempel ikke et filsystem. Der er en komplet sikkerhedsmodel for alle objekter, ligegyldigt om det er et dataobjekt, en kommunikationsport eller en processor.
Objektmodellen tillader, at IBM eksempelvis kunne blande processorer, idet man i teorien kunne forstille sig, at man kunne blande en 32 bit Xeon Intelprocessor, en 64 bit AMD Opteron og IBM's egne 64 bit Power processorer i samme server.
IBM har anvendt den såkaldte mikrokode til at skræddersy systemerne. Imellem OS/400-styresystemet og den rå hardware ligger der et lag af mikrokode, der kan sammenlignes med affjedringen i en bil. Microkoden kan også indstilles til forskellige belastninger og giver IBM mulighed for at indføje ændringer og ydelsesforbedringer i systemet, uden at pille ved hverken styresystem eller hardware. Noget der ikke er muligt i en Intel-baseret server.
I dag leveres systemerne sådan, at en kunde selv kan starte og stoppe processorer. Et system kan for eksempel leveres med fire processorer, hvor de tre er inaktive. Men kunden kan købe sig adgang til de inaktive processorer i en kortere eller længere periode, hvilket forgår via en låseop-kode, som kunden får via IBM, der også kan fjernaflæse ressourceforbruget
For chefdesigneren bag AS/400, Frank Soltis, er det netop vigtigt i systemdesignet at have kontrol både over styresystem og den underliggende hardware.
Soltis mener, at eksempelvis Microsoft har et problem, idet it-giganten ikke har nogen mulighed for at kunne fastsætte hardware-udviklingen. Det betyder for ham, at det ikke er muligt at optimere systemerne totalt set.
- Windows Server er et eksempel herpå. David Cutler, som er hovedarkitekten bag Windows NT kom fra Digital. Her havde han designet Digitals styresystem VMS, der er specieltdesignet til Digitals hardware, men han fik ikke friheden til at videreudvikle systemet Og den baggrund kunne han ikke glemme hos Microsoft, så Windows Server er i virkeligheden VMS i ny udgave, men bare uden kontrol over hardwaren siger Frank Soltis.
