Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 27. juni 2003.
Den nye trådløse standard er endelig en realitet. Kompabilteten med IEEE 802.11b gør udstyr med den nye standard attraktivt, men intet net uden torne, og den nye standard har da også et par stykker.
Baggrund
Den 12. juni blev IEEE 802.11g ratificeret og er dermed den nyeste trådløse LAN-standard. Lige denne standard er blevet imødeset med ekstra stor spænding, fordi den tillader et glidende opgradering fra eksisterende 11 megabit/s IEEE 802.11b systemer. IEEE 802.11b og 802.11g netkort og opkoblingspunkter (access points) kan sameksistere, sådan at et eksistende trådløst netværk kan opgraderes bid for bid. Et rent IEEE 802.11g netværk kan nemlig transmittere med op til 54 megabit/s.
Lavere reelle hastigheder
IEEE 802.11g specifikationen inkluderer både krævede og ekstra komponenter. Den specificerer OFDM-modulering (Orthogonal Frequency Division Multiplexing), hvilket er samme modulationsform som den ældre IEEE 802.11a standard, uden at den nye standard dog er kompatibel med denne. Dertil kommer CCK-modulering (Complementary Code Keying), der er kompatibel med 802.11b. Det giver standarden en maksimal overførselshastighed på 24 megabit/s, med mulighed for højere hastigheder på 36, 48 og 54 megabit/s. Netværksfabrikanten US Robotic praler endda med 100 megabit/s enheder.
Men disse hastigheder skal tages med et gran salt. Dels er der en del administrations-informationer indbygget i protokollen, hvilket betyder, at den reelle datatransmission vil ligge omkring 20 megabit som maksimum. Dertil er de højere transmissionshastigheder kortvarige tophastigheder. IEEE 802.11g anvender samme 2,4 gigahertz transmissionsbånd som 802.11b - og Bluetooth, DECT-telefoner, mikrobølgeovne og flyradar. Det betyder, at der er massevis af støjkilder i dette frekvensspektrum, hvilket igen betyder reduceret båndbredde. Ved at anvende 5 gigahertz frekvensbåndet slipper IEEE 802.11a for disse interferenskilder, men prisen herfor er reduceret rækkevidde i forhold til de to andre standarder.
Sameksistens
Den helt store fordel ved IEEE 802.11g er mulighed for, at 802.11b- og 802.11g-udstyr kan sameksistere på samme netværk, og at de kan kommunikere med hinanden. Det fungerer således, at et 802.11g-opkoblingspunkt tjekker efter, om der er 802.11b-enheder inden for rækkevidde. Hvis der er det, sker der to ting. Opkoblingspunktet opretter en bro-funktion, mellem CCK- (IEEE 802.11b) og OFDM-klienter (IEEE 802.11g), da disse enheder jo umiddelbart ikke kan se hinanden på grund af de forskellige modulationsformer. Der anvendes en simpel protokol baseret på RTS/CTS (Request To Send/Clear To Send), helt svarende til seriel kommunikation over en modem-port. Dermed kan de to typer enheder tale med hinanden. Den anden funktion er at sikre at kanalbåndene ikke overfyldes. IEEE 802.11b og 802.11g slås nemlig om de samme tre kanalbånd, men siden de to typer enheder ikke kan se hinanden, så kan de heller ikke optimere anvendelsen af frekvensbåndene. Det er en opgave for opkoblingspunktet. Her er IEEE 802.11a bedre, idet denne standard anvender fem kanalbånd og dermed kan sprede belastningen bedre.Endelig er størrelsen mellem IEEE 802.11b- og 802.11g-pakker forskellige. Det betyder at et IEEE 802.11g-tilgangspunkt bruger mere tid på de større 802.11b-pakker og dermed nedprioriterer 802.11g-trafikken. Derfor tilbyder flere fabrikanter i dag opkoblingspunkter, der har separate radiodele og separate netfunktioner. Det modvirker også interferensproblemerne.
Certificering er vigtig
Ved et rent IEEE802.11g-miljø indretter tilgangspunktet sig bare derefter, og sender med fuld hastighed.
Situationen hvor IEEE 802.11g-enheder kobler sig op til et IEEE 802.11b tilgangspunkt, får klienterne til at gå over til CCK-modulering og opføre sig helt som ægte IEEE 802.11b-klienter.Det er så teorien. I praksis har der allerede været 802.11g-enheder på markedet i nogen tid. Disse enheder har været baseret på de få offentlige kladder til standarden. Alle de fabrikanter, der har haft tidlige enheder ude, er i fuld gang med at tilbyde opdateringer til deres udstyr, så det overholder den ægte standard. Men det betyder også, at disse enheder kan lave ravage i netværk, hvis de ikke opdateres.Branchekonsortiet WiFI Alliance har derfor et aggressivt certificerings-program, der bliver aktiveret nu, efter at IEEE 802.11g er blevet officielt. Det er specielt aggressivt, fordi man samtidigt vil understøtte den nye sikkerhedstandard WPA (WiFi Protected Access), der er en delmængde af den kommende IEEE 802.11i-standard. Denne standard indeholder nemlig den nye sikkerhedsstandard for trådløse netværk, men kommer tidligst i 2004. På grund af denne sene ankomst og for at accelerere udviklingen yderligere om trådløse lokalnet er branche-organisationen derfor gået ind med en mellemstandard, der bygger på IEEE 802.11i.
WPA er betydeligt mere sikker end den nuværende WEP-standard (Wired Equivalent Privacy), hvis kryptering blev brudt sidste år. Alle fabrikanter af IEEE 802.11g-udstyr er på vej med WPA-opdateringer, hvilket typisk kræver en firmwareopgradering af de forskellige netværksenheder.
