Dyrt - men dejligt sikkert

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 30. maj 2003.


INVESTERINGER: Spørger man it-chefer, hvordan det er at investere i server/storage-løsninger, indgår to elementer med overvejende sandsynlighed i svaret: Det er svært, og det er dyrt.

Budgetter, behov og bestræbelser på at gardere sig bare et stykke ind i fremtiden vejer tungt i beslutningsprocessen før indkøb. Det samme gør service. Tungest vægtes dog sikkerheden, understreger man i to sjællandske nabokommuner, en større og en mindre, som har valgt hver sin model for styring og lagring af data.
Roskilde, langt den største af de to med over 53.000 borgere, har gjort den største investering. Her valgte it-chef Ole Bech efter grundige overvejelser en kombination af IBM servere og EMC storage ved sin seneste store investeringsrunde i 2001. I tråd med tidens centraliseringstendens havde han sparet op til en SAN (Storage Area Network) løsning, som blev anskaffet formedelst 1,7 mio. kr.
- Vi har valgt Èt spor, Èn strategi, lagt op på meget høj kvalitet og meget dyre dele. Jeg har brugt rigtig mange penge på storage, men problemer med back-up og datalagring er enhver it-chefs mareridt, og det ville jeg simpelthen undgå. Derfor har vi valgt state of the art, og det får man altså lov at betale for, siger Ole Bech fra Roskilde.
Lejre med omtrent 8.700 borgere opgraderede for et års tid siden til en Windows 2000 platform med Citrix og tynde klienter. På hardware-siden satser man på Compaq og investerede i ni nye servere, der med en pris på omtrent en halv million kroner udgjorde en af de større hardware-investeringer i Lejres historie.
Kommunens omtrent 20 servere er centraliseret - arbejdet med at hente dem til Rådhuset fra skoler og andre institutioner begyndte tilbage i 1998. Men man har ikke konsolideret og har fravalgt en SAN-løsning.
- På serversiden skulle vi have et godt produkt og være sikre på at kunne få det serviceret. Vi afsøgte markedet og fandt, at Compaq dækkede vores behov bedst med den største skalÈrbarhed og sikkerhed, fortæller it-chef Niels Grann fra Lejre Kommune, som bl.a. brugte en leverandørs test af de fremmeste serverløsninger i sine overvejelser.

SAN eller ej
At der er fordele ved et SAN-netværk, er han ikke i tvivl om. Uden det er man f.eks. nødt til at have overkapacitet på alle sine servere, fordi man ikke kan dele disk-kapacitet og dermed skalere på tværs af servere. Men det blev alligevel valgt fra.
- Da vi skulle designe en løsning for et års tid siden, havde vi også kig på SAN. Men med bare en snes servere og en trods alt velkørende eksisterende løsning kunne vi ikke berettige investeringen. Gevinsten skal overstige eller være på niveau med den, siger Niels Grann. Han vil nødig sætte tal på en SAN-løsning, men et skøn i størrelsesordenen en halv million kroner anses ikke for helt skævt.
Grann tilføjer, at sådan som det eksisterende system er skruet sammen, kan det tages direkte med over i en SAN-løsning med blot lidt kabler og bokse, når det bliver aktuelt. Det eksisterende system regner han dog med vil være dueligt frem til 2005.
Fra Roskilde siger Ole Bech, at SAN lå lige til højre ben i lyset af tidens centraliseringstendens. Han balancerer investeringen med, at han nu ikke længere behøver bruge nær så mange penge på selve serverne. Mens man for tre-fire år siden rask væk kunne bruge over 100.000 kroner på en server, er man nu med små, flade, lokale servere med 1-2 diske - såkaldte pizza-servere - nede på 20-30.000 kroner.
- Men det var ikke primært det rent økonomiske rationale, der lå bag beslutningen. Vi kan sikre os bedre, og servicen på SAN'et har også givet kommunen 24 timers overvågning af storage, hvilket er meget væsentligt.
Hverken Roskilde eller Lejre har turdet kaste sig ud i navnløse hvide bokse, men har holdt sig i den høje ende af markedet for mærkevarer. Der skal være service, og der skal være sikkerhed.
- Er serveren nede, er Lejre kommune nede. Derfor kører vi med kendt isenkram, fastslår Niels Grann.
Som Ole Bech siger, så ligger det lidt og lurer, at hvis du har valgt "bambus-modeller", har du selv været ude om det, hvis noget går galt. På den anden side ligger bevidstheden om det gamle, til tider dyre it-chef-mantra, at bare man vælger IBM, kan ingen sige, at man har gjort noget forkert.
- Pris og kvalitet hænger sammen, men naturligvis skal man have mest muligt for pengene, siger Roskildes it-chef, der har sparet op til SAN-investeringen af sit driftsbudget og ikke fortryder den et øjeblik.

Fremtiden
Fortrydelser ligger heller ikke til Niels Grann. Men at det er vanskeligt at vælge og være fremadrettet i sit valg lægger han ikke skjul på.
- Det er svært. Man kan ikke fremtidssikre sig, blot være tidssvarende i sit valg. Men sporene deler sig, og det er svært at sige, hvad der bliver det rigtige.
At det ene af Lejre kommunes to netværk, skolenetværket, allerede kørte på Citrix, var med til at udbrede det også til det administrative netværk. Rent praktisk har man kunnet genbruge den eksisterende pc-park og tilkøbe tynde klienter. Støjsvaghed - og altså spørgsmål om arbejdsmiljø - har man i øvrigt også taget hensyn til.
Som verden ser ud nu regner Lejre med at holde fast i Microsoft, men venter at kunne migrere et eller to trin op af stigen til .Net eller måske .Net 2.
- Vi skal kommunikere med omverdenen, levere services og virke op mod Kommunedata. Og vi er drevet af de applikationer, vi skal afvikle. I valget af platform er vi afhængige af, at alle samarbejdspartnere er med. Det kan betyde, at vi er nødt til at investere i teknologi, der er et års tid gammel, fordi Kommunedata, som står for en stor del af vores drift, har så mange applikationer, de skal have løftet over i nye versioner, siger Niels Grann.

Citat:
- Er serveren nede, er Lejre kommune nede. Derfor kører vi med kendt isenkram.
Niels Grann, it-chef, Lejre kommune

Billedtekst:
- Da vi skulle designe en løsning for et års tid siden, havde vi også kig på SAN. Men med bare en snes servere og en trods alt velkørende eksisterende løsning kunne vi ikke berettige investeringen. Gevinsten skal overstige eller være på niveau med den, siger it-chef Niels Grann, Lejre kommune.

Billedtekst:
- Vi har valgt Èt spor, Èn strategi, lagt op på meget høj kvalitet og meget dyre dele. Jeg har brugt rigtig mange penge på storage, men problemer med back-up og datalagring er enhver it-chefs mareridt, og det ville jeg simpelthen undgå. Derfor har vi valgt state of the art, og det får man altså lov at betale for, siger it-chef Ole Bech fra Roskilde kommune.

Boks:
Roskildes regnestykke
Kommunen har investeret 1,7 mio. kroner i en SAN (Storage Area Network) løsning fra EMC.
Uden SAN ville man hvert år fremover skulle anskaffe ca. fem nye servere og udskifte
cirka fem gamle servere. En server med intern disk-kapacitet vil koste cirka 100.000 koner, hvoraf storage udgør cirka 60 procent.
Altså 600.000 kroner årligt for server-intern storage.
Roskilde kalkulerer med at skulle øge lagerkapaciteten med cirka fem servere årligt a 20.000 kroner, altså 100.000 kroner årligt.
Den "rå" økonomi siger altså, at investeringen er hentet hjem på to et halvt år.
Derudover har kommunen flere gevinster af SAN'et:
¥ÊSparet klargøring af datalager på 10 servere, en dag pr. server, 10 dage pr. år
¥ÊSparet tid til udvidelse af lager på fem kørende servere, en dag pr. server, i alt fem dage pr.år.
¥ÊSparet tid til flytning af data mellem servere, en dag fem gang årligt, i alt fem dage.
I alt en besparelse på en mand i en måned årligt.
Dertil kommer yderligere uspecificerede besparelser på servicen - service på store servere kontra små servere og SAN.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
TIETOEVRY DENMARK A/S
Udvikler, sælger og implementerer software til ESDH, CRM og portaler. Fokus på detailhandel, bygge- og anlæg, energi og finans.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere