Mr. SafeGuard Easy

Denne artikel stammer fra det trykte Computerworlds arkiv. Artiklen blev publiceret den Computerworld d. 28. februar 2003.


Shehzad Ahmad fik sine 15 minutters berømmelse i 2001, fordi han var manden bag Tvinds ubrydelige krypteringsløsning. Nu er han blevet iværksætter, og har fået den danske distribution af "Tvindløsningen".

PORTRÆT
Her er en mand, der er glad. Han hedder Shehzad Ahmad og har lige startet selvstændig virksomhed med dansk distribution af it-sikkerhedsløsninger.

Allerede nu, inden der er gået to måneder, løber virksomheden rundt. Både leverandører og kunder er strømmet til hurtigere end forventet.

En af Mtrusts leverandører er tyske Utimaco, og at netop denne leverandør har ønsket at få den nystartede virksomhed som distributør, er en stor glæde for Shehzad Ahmad. Hans karriere har nemlig, ved en kæde af tilfældigheder været tæt knyttet til det tyske firmas produkt SafeGuard Easy, lige siden han som datanomstuderende med kryptering som speciale skrev hovedopgave, og som et led i den undersøgte SafeGuard Easy og to konkurrerende produkter bit for byte.

Det rigtige sted og tidspunkt
- Jeg var heldig at være på det rigtige sted, i det rigtige firma og have den rigtige kunde på det rigtige tidspunkt, siger han.

Tidspunktet var forår og sommer 2001, hvor Shehzad Ahmad oplevede sine 15 minutters berømmelse som Mr. SafeGuard Easy, efter at Holstebro Politi havde beslaglagt Tvinds computere i april.

Computerne var krypteret med SafeGuard Easy fra den tyske producent af it-sikkerhedsprodukter Utimaco.

Seks danske it-sikkerhedsfirmaer tilbød Holstebro Politi at knække krypteringen, men de måtte alle give op, en for en, for krypteringen kunne ikke knækkes. Sikkerhedsløsningen SafeGuard Easy holdt.

At det lykkedes for politiets it-eksperter "fra København" at gætte eller hacke sig frem til passwords på fem af de 16 beslaglagte computere, er den eneste årsag til, at politiet fik adgang til indholdet på Tvind-computerne.

Shehzad Ahmad, dengang it-sikkerhedskonsulent i SecureIT, var manden bag Tvinds sikkerhedsløsning. Han havde rådgivet Tvind om it-sikkerhedspolitik og vejledt ved installationen af SafeGuard Easy, som Tvindfolkene dog selv havde udført.
Det var nok til at gøre ham verdensberømt i Danmark i seks måneder, for han holdt stædigt fast på - sammen med sin daværende chef, direktør Villy Rasmussen fra SecureIT - at Safeguard Easys kryptering ikke kunne brydes, og at der ikke var en skjult bagdør i produktet.

Shehzad Ahmad var i den periode flere gange ude for, at folk ringede for at tale med "Mr. SafeGuard Easy".

- Måske fordi folk ikke lige havde opfattet mit navn, griner han og fortsætter:
- Men det var en spændende tid. Pludselig ringede en masse journalister og spurgte mig om alt inden for it-sikkerhed.
Samtidig måtte Shehzad Ahmad om aftenen sidde og oversætte artiklerne om politiets kamp mod Tvind-computerne til engelsk, så han næste dag kunne sende dem til Utimaco i Tyskland, som fulgte dansk politis efterforskning og forsøg på at bryde sikkerheden i deres produkt med stor interesse.

For den danske verdenspresse stod valget mellem at tro på
it-sikkerhedseksperterne, hvoraf den store, seriøse del gav SecureIT ret i, at krypteringen formentlig ikke kunne brydes - eller på den kække, jyske politimester Jens Kaasgaard, som først sagde, at han aldrig havde hørt om et system, man ikke kunne trænge ind i og som siden fortalte pressen, at man var trængt igennem SafeGuard
Easy. At politiet havde knækket krypteringen.

- Da han gik ud med den melding, henvendte vi os stille og roligt til politiet og sagde, at nu fik vi altså nogle problemer med vores SafeGuard-kunder, fortæller Shehzad Ahmad.

Der findes cirka 120-140 danske virksomheder, der bruger SafeGuard. Den største brugervirksomhed er international og har 150.000 licenser.

- Så ændrede Kaasgaard sin forklaring i medierne. Måske kunne han godt se, at der var risiko for, at der kunne komme et sagsanlæg fra leverandøren, for dansk politi havde jo ikke brudt krypteringen, siger Shehzad Ahmad.

Da det blev kendt, at dansk politi ikke havde kunnet trænge ind i Tvindcomputerne, kom der ekstra gang i salget af SafeGuard Easy, fortæller Shehzad Ahmad.

- Kunderne ringede og bad om en "Tvind-løsning". Jeg tror ikke, at SecureIT tabte Èn eneste kunde på Tvind-sagen. Tvært imod kom der mange nye kunder til, fortæller Shehzad Ahmad.

Efterspørgsel
Utimaco har også internationalt øget sin markedsandel på baggrund af Tvindsagen, som så at sige har givet SafeGuard Easy et officielt dansk myndighedscertifikat på, at krypteringen er stærk og ubrydelig og at der ikke - som i amerikanske produkter med stærk kryptering - er en bagdør i produktet.

Shehzad Ahmad synes produktet fortjener hæderen, men er absolut ikke blind for elementet af held.

- Jeg har altid dyrket dette produkt, men Tvindsagen har gjort, at kunderne kender og efterspørger det. Det er mit held. Jeg kan i mange tilfælde korte to måneder af en normal salgsproces og gå direkte til testinstallationen, siger Shehzad Ahmad.

Boks:
M som Mtrust
Mtrust Solutions er startet 1. januar 2003 af Shehzad Ahmad og Kristian Skjærven.
Bogstavet M i Mtrust Solutions kommer fra Maria, som tilfældigvis er navnet på både Shehzads kone og Kristians kæreste.
Virksomheden har indtil videre til huse i iværksætterlokalerne hos Teknologisk Innovation på Teknologisk Institut i Taastrup.

Boks:
Shehzad Ahmad kan af hensyn til sin tavshedspligt om kundeforhold hos sin tidligere arbejdsgiver SecureIT, desværre ikke gå i detaljer med sin viden om Tvinds krypteringsløsning.
red

Billedtekst:
Shehzad Ahmad er manden bag Tvinds krypteringsløsning, som politiet ikke kunne bryde. Når politiet alligevel fik adgang til data på fem af Tvindcomputerne, var det fordi de gættede sig frem til de rigtige passwords.
Foto: Torben Klint




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
BI Excellence Day 2025

Kom og få indsigt i, hvordan du kan arbejde målrettet og struktureret med BI, så din virksomhed bliver i stand til at tage hurtige og datadrevne beslutninger, der understøtter din virksomheds strategi. Netværk og del erfaringer med ligesindede og mød eksperter, der kan give viden om de nyeste tendenser, og hvordan du gør brug af disse uden at gå på kompromis med compliance.

30. april 2025 | Læs mere


Cyber Briefing: Geopolitik og cloud

Private vs. public cloud - hybride løsninger der sikrer kritiske data. Overvejer din organisation at vende de amerikanske cloud-giganter i ryggen set i lyset af den geopolitiske situation? Vi dykker ned i en dugfrisk rapport og diskuterer mulighederne for en "Plan B".

05. maj 2025 | Læs mere


Virksomhedsplatforme i forandring: Hvordan navigerer du i den teknologiske udvikling?

Hvordan finder du balancen mellem cloud- og hybride løsninger? Hvordan integrerer du legacy-applikationer ind i dit nye ERP-setup? Hvordan undgår du at havne i statistikken over store ERP-projekter, der fejler eller overskrider budgetterne?

06. maj 2025 | Læs mere