Digitalt spejlreflekskamera - uden spejl...
Selv kalder Panasonic G1 for et digitalt kompaktkamera med udskiftelige objektiver, hvilket heller ikke er helt forkert.
Under alle omstændigheder er der tale om et helt nyt koncept, som Panasonic er sluppet mere end almindeligt heldigt fra at føre ud i praksis.
En enkelt "skønhedsplet" udelukker desværre topkarakteren 6, men kameraet får det størst mulige 5-tal.
Næste generations systemkamera
G1 er første repræsentant for det samarbejde mellem Olympus og blandt andre Panasonic, der går under navnet Micro Four Thirds System.
Systemet er en videreudvikling af Olympus' nu velkendte Four Thirds-kamerasystem, hvor man med Micro-tilføjelsen har størrelsesoptimeret kamerahus og objektiver.
Det er blandt andet sket ud fra en betragtning om, at mange amatørfotografer, og herunder ikke mindst den hastigt og kraftigt voksende kvindelige andel, gerne vil opgradere deres digitale kompaktkamera til en spejlrefleksmodel, men finder denne kameratype for stor, tung og klodset.
Indbygget støveklud
Panasonic anvender en CMOS-baseret billedsensor med 12,1 millioner pixels.
Størrelsesmæssigt ville billedsensoren give anledning til en brændviddeforlængelsesfaktor på 2,0 gange, men med Four Thirds og Micro Four Thirds-systemet er det ikke relevant, da der i forvejen anvendes specielt designede objektiver.
G1 har naturligvis indbygget en automatisk sensorrensemekanisme, der fungerer ved hjælp af ultralyd, som giver billedsensoren en "rystetur".
Alt er mindre
Panasonic har valgt at markedsføre G1 i et kit sammen med et Lumix G Vario 14-45 mm F3.5-5.6 ASPH-objektiv til en samlet pris på 6.500 kroner, og tager man i betragtning, at mange D-SLR-modeller sælges i entry level kits til 3.000 - 4.000 kroner, er det i orden at stille forholdsvis høje krav til den fotografiske kvalitet.
De største forskelle i forhold til det traditionelle Four Thirds-system ligger i en reduceret (faktisk halveret) afstand mellem objektivfatning og billedsensor, en cirka 6 millimeters reduktion af objektivfatningens yderdiameter samt anvendelse af 11 elektriske kontakter i objektivfatningen i stedet for 9 - for fremtidige løsninger og funktioner.
I skudklar tilstand - det vil sige med objektiv, batteri og flashkort (SD, SDHC eller MMC) - vejer G1 635 gram, og fylder 124 x 84 x 45 millimeter. Desuden tilføjer kit-objektivet omkring 40 millimeter i dybden.
Panasonic tilbyder G1 i sort, blåt og rødt, hvilket i sig selv er en forfriskende afvigelse fra de gængse sorte kamerahuse.
Elektronisk søger med skønhedsfejl
Fraværet af et spejl indebærer, at G1 er forsynet med en elektronisk søger, og Panasonic har under udviklingen ofret denne ekstra opmærksomhed, for man ved naturligvis godt, at netop den store og klare søger repræsenterer en af de store fordele hos D-SLR-kameraet.
Med 1,44 millioner pixels, et visningsområde tæt på 100 procent samt en dioptrijustering på plus/minus fire dioptrier er der da også lagt op til succes. Imidlertid vil man under specielle lysforhold - vi oplevede det med kunstigt, elektrisk lys - opleve, at skærmbilledet flimrer.
Sandsynligvis på grund af interferens mellem skærmens opdateringsfrekvens og lysnetfrekvensens 50 Hz.
Samme interferens oplever man heldigvis ikke på kameraets tre tommer store vip- og drejbare LCD-skærm, der er et meget stort plus for G1.
Vip- og drejbar skærm
Med en opløsning på 460.000 pixels er Panasonic rigtig godt på vej med en LCD-skærm, der kan anvendes til noget fornuftigt. Eksempelvis at tjekke fokus og skarphed efter optagelse.
At LCD-skærmen er både vip- og drejbar betyder samtidig, at man bliver i stand til at lave optagelser, der ellers ville indebære ugers genoptræning hos en fysioterapeut eller alvorlig risiko for en lungebetændelse, når man ligger fladt udstrakt på jorden for at fotografere naturens undere fra en anderledes vinkel.
For øvrigt er G1 forsynet med en automatik, der skifter mellem visning i søgeren eller på LCD-skærmen afhængig af, om man holder kameraet op foran øjet eller ikke - en automatik, der naturligvis kan slås fra, hvis man hellere selv vil bestemme.
Både søger- og LCD-skærm er i 3:2-format, om end G1 både tilbyder optagelse i 4:3, 3:2 og 16:9-formaterne.
Kompatible objektiver
Under udviklingen af Micro Four Thirds-systemet er der blevet skelet til bagudkompatibiliteten, hvilket er meget brugervenligt.
Det indebærer nemlig, at man kan anvende eksisterende (og større) Four Thirds-objektiver sammen med G1 - ganske vist ved hjælp af en DMW-MA1APP-adapter.
I en pressemeddelelse skriver Olympus for øvrigt, at de har frigivet en firmwareopdatering til visse af deres Zuiko-objektiver (35mm F3.5 Macro, 25mm F2.8 pancake, 35-100mm F2 og 40-150mm F4.0-5.6.), der gør dem fuldt kompatible med Panasonic G1.
Konstant Live Preview
Det spejlløse koncept betyder, at Live View-funktionen kører konstant, og man derfor omgående kan se og vurdere betydningen af ændringer i kameraindstillingerne - og dem er der rigtigt mange af.
De fleste funktioner er samlet omkring funktionsvælgerhjulet på toppen af G1. Her vælges mellem de traditionelle eksponeringsfunktioner som programmeret auto, lukkertids- eller blændeprioriteret samt fuld manuel betjening.
Men her vælges også Panasonics meget roste iA-funktion - intelligent Auto, som automatisk analyserer motivet og håndterer parametre som autofokus forfølgelse, ansigtsgenkendelse, intelligent ISO-kontrol samt intelligent eksponering. Og det gør G1'eren rigtigt godt.
Som supplement findes en Q.MENU-tast, der åbner den såkaldte Quick Menu, hvis indhold (selvfølgelig) skifter afhængig af den valgte eksponeringsfunktion.
Her er der adgang til de hyppigst anvendte indstillinger, og er det ikke nok, må man ty til det "store" menusystem via MENU-tasten og de fire piltaster rundt om denne på kameraets bagside.
Fleksibelt og brugervenligt
På trods af de mange muligheder for at indstille kameraet, og dermed påvirke det endelige foto, er G1 absolut ikke vanskelig at betjene, da de fleste af indstillingerne enten kan køre automatisk eller er meget intuitive at anvende.
Svigter alt andet, kan man altid vælge iA - så er man i det mindste sikker på, at eksponering og fokusering bliver perfekt.
I daglig brug viser G1 sig at være både umådeligt fleksibelt og brugervenligt. Som ethvert andet D-SLR-kamera er det klar til skud i det øjeblik, det bliver tændt, og udløserforsinkelsen er nærmest ikke-eksisterende.
Kan fastlåse fokus
Den automatiske fokuseringslås betyder, at man kan fastlåse fokus på et bestemt objekt i motivet, hvorefter kameraet automatisk forfølger dette objekt, selv om man flytter kameraet, omkomponerer motivet, eller objektet selv flytter sig.
Kobles fokuseringslåsen sammen med ansigtsgenkendelsen indebærer det, at en person i motivet kan gå rundt, mens G1's fokusfunktion automatisk følger med.
Den indbyggede flash rækker, med et ledetal på 10,5 ved ISO 100, ikke ret langt. Til gengæld kan man anvende eksterne flashenheder som eksempelvis FL220, FL360 og FL500 - og så er problemet til at leve med.
Ud over optagelse af stillfotos kan G1 optage videoklip, og det er muligt at vælge mellem flere forskellige farvemuligheder som for eksempel almindelig farveoptagelse eller sort/hvid, og fotografen har rige muligheder for at fintune kontrast, lysstyrke, farvemætning samt støjreduktionsfunktionen.
Flot billedkvalitet
Den indbyggede optiske billedstabilisering kan indstilles i tre trin (Mode1, Mode 2 og Mode 3). I Mode 1 stabiliseres konstant enhver form for kamerarystelser uanset retning. Mode 2 fungerer som Mode 1, men aktiveres kun, når udløserknappen nedtrykkes.
I Mode 3 stabiliseres kun vertikale kamerarystelser. Dermed bliver det muligt at panorere kameraet for at følge et objekts horisontale bevægelse uden uheldig indgriben fra den optiske billedstabilisator.
Panasonic er med G1 heldigvis ikke hoppet med på pixelræset, og både objektiv og billedsensorens 12,1 millioner pixels spiller på smukkeste vis sammen med resten af elektronikken - og ikke mindst billedprocessoren.
Imponeret over auto-funktion
Kameraet kan som nævnt både optage i 4:3, 3:2 og 16:9-formaterne med maksimale billedstørrelser på henholdsvis 4.000 x 3.000, 4.000 x 2.672 og 4.000 x 2.248 pixels og gemme billederne i enten JPEG eller RAW - eller begge filformater samtidigt.
Vi havde lejlighed til at teste G1 i nogle dage, hvor vejret for det meste viste sig fra sin kedeligste efterårsside og må konstatere, at kameraets farvegengivelse og fokusering sidder lige i øjet.
Som tidligere bliver vi også nu imponeret over Panasonics intelligent Auto-funktion, hvormed selv en begynder udi den digitale fotografering kan lave perfekte billeder - i hvert fald hvad angår belysning, skarphed og farvegengivelse.
Kameraets beherskelse af billedstøj er også meget flot, og faktisk begynder billedstøjen først at blive markant synlig ved ISO 3200.
Du kan se flere foto-eksempler fra Panasonic Lumix DMC-G1 i galleriet på næste side.