Det er ikke alle, der elsker Street View fra Google.
Korttjenesten viser i gadeplan storbyer i alverdens lande, og især i Tyskland bryder de sig ikke om, at Google har fotograferet huse og gader.
Flere tyskere har ganske enkelt bedt om at få deres huse slettet fra korttjenesten, da den ifølge dem krænker privatlivets fred, når man foran computeren tager på virtuelle gåture rundt i forskellige byer.
Kritikken af korttjenesten har dog ikke fået Google til at sende fotobilerne i garage. Tværtimod.
I sidste uge annoncerede søgegiganten, at Google Street View nu indeholder billeder fra alle syv kontinenter, og de seneste steder tilføjet er Brasilien, Irland og Antarktis.
På Antarktis brugte Google dog ikke en af sine fotobiler med kameraer, der tager 360-graders fotos, men en medarbejder måtte manuelt indfange billederne.
Derfor er det nu muligt at tage på spadseretur blandt pingviner og turister på Sydpolen. Prøv selv her.
Det er i øvrigt ikke kun på almindelige veje, Google fotograferer. For nylig var Google forbi Danmark med en særlig cykel fyldt med kameraudstyr, der tog billeder af cykelstier i hovedstadsområdet.
Husk: Du kan se sjove Street View-fotos fra Danmark her og her.