HP MediaSmart: Serveren til hjemmet

Med flere og flere computere i de danske hjem bliver behovet for en central server større. HP og Microsoft leverer et godt bud med HP MediaSmart og Microsoft Windows Home Server. Vi har testet serveren.

Serveren til hjemmet

De fleste danske hjem har efterhånden mere end én computer: Mor, far og børn skal jo hver især kunne surfe, maile, redigere billeder og skrive opgaver og breve.

Men hvis far skal se de billeder, mor har redigeret, så skal de enten deles om computeren eller sende billederne til hinanden - enten via mail, cd eller USB-nøgle. Det er ikke særlig behændigt.

På jobbet deler vi filer med hinanden på en central server. Det fungerer godt og giver tilmed en øget sikkerhed, når vi ved, at vores filer ikke er bundet til vores egen computer. Samtidig kan vi få fat i filerne fra alle pc'er, der er koblet på netværket.

Målrettet private hjem

En fuldblods-server er dog alt for dyr for langt de fleste almindelige mennesker, og samtidig er det en hel videnskab at få opsat en server rigtigt.

Men nu kommer HP og Microsoft os til redning: De har lavet en server, der er målrettet private hjem. HP har lavet hardwaren; Microsoft softwaren. Resultatet er HP MediaSmart med Windows Home Server.

Home Server-systemet er en særlig variant af Microsofts Windows-system, som er bygget til at køre på computere, der hverken har tastatur, skærm eller mus.

Faktisk kræver de blot strøm og et netværkskabel. Idéen er, at man sætter sin Home Server ned i kælderen eller over i reolen, tænder den og så ellers næsten glemmer, at den er der.

Alle pc'er, der er koblet på netværket, kan så få adgang til de ressourcer, som er installeret på Home Serveren.

En rigtig computer

HP MediaSmart er faktisk en rigtig computer. Den kører på en 1,8 GHz AMD Sempron CPU og har 512 megabyte ram. Harddisk-pladsen er som standard på 500 gigabyte (serial ATA-150 - 7200 rpm), og netværket er af gigabyte-typen. Der er plads til i alt fire diske, og ellers kan man koble op til fire USB-diske direkte til maskinen.

Hele maskineriet leveres i et lille kabinet på 14 x 24 x 23 centimeter og ligner i bund og grund en klassisk minitower-maskine. Diskene kan "hot-swappes", hvilket betyder, at man kan udskifte en disk, mens maskinen er tændt.

Installationen af HP MediaSmart var utrolig simpel. Man sætter blot den medfølgende cd-rom i en computer og følger opsætningsguiden. I modsætning til almindelige netværksharddiske (NAS'er), finder MediaSmart selv ud af, hvordan hjemmenetværket er opbygget og kan automatisk indstille router og netværk, så det hele spiller.

Blot krydse af

Det medfølgende MediaSmart Server-program er let at gå til, og selvom det nok vil kræve, at man har en smule overblik over, hvordan et netværk fungerer, så kan langt de fleste være med uden de store problemer.

En af de væsentligste pointer med Home Server er at få gjort sikkerhedskopiering lettere. De fleste af os har en tendens til at glemme at tage backup, og derfor skal det helst foregå automatisk, og uden vi skal forholde os til det.

I Home Server-programmet kan man blot krydse de drev og mapper af, man vil have taget sikkerhedskopi af, og så vælge hvor ofte der skal tages backup. Så kører det hele automatisk.

Går en maskine ned med korrumperet harddisk til følge, så kan man med en medfølgende disk i drevet gå ind og hente en fuld kopi af den sidst fungerende opsætning af pc'en. Næppe noget, man ønsker at skulle gøre ofte, men det er rart at have muligheden.

Problemerne er løst

Man kan også let oprette fotoalbums eller lægge hele sin musik-samling over på maskinen og dermed have adgang til musikken, ikke bare fra alle pc'er, men også fra eksempelvis fjernsyn eller musikanlæg, der understøtter uPnP-standarden.

Vi brugte eksempelvis en Noxon iRadio netradio, som uden problemer fandt vores musiksamling og afspillede den lystigt. Har man en Xbox 360, så kan man også bruge den til at hente alle sine videoer, musikfiler eller billeder direkte til fjernsynet.

Umiddelbart lyder Windows Home Server som et genialt produkt for mange familier, men der har også været problemer.

Da softwaren kom på gaden i slutningen af 2007, måtte Microsoft hurtigt rykke ud med beklagelser. Det viste sig nemlig, at Windows Home Server ødelagde data, hvis du arbejdede med filer direkte på serveren.

Glimrende fjernadgang

Ifølge Microsoft selv skete det, hvis man brugte Outlook, Vistas Photo Gallery og OneNote. De kan dog ikke garantere, at der kun er tale om disse programmer.

Denne fejl er blevet rettet med den seneste version af softwaren, og vi oplevede ikke problemer med hverken korrumperede eller manglende filer i forbindelse med vores test. Det er dog altid en god idé at bruge den automatiske opgraderings-funktion, så man altid er sikker på at have den nyeste software installeret.

Og så vil vi altid opfordre til, at man ikke stoler alene på en backup på en Home Server. Ganske som der kan ske uheld for din pc, så kan der også ske uheld for en home server. En brand, et lynnedslag eller en væltet gulvspand kan ødelægge dine værdifulde data.

Husk altid at tage en kopi af de vigtigste dokumenter og gem dem på en ekstern harddisk, USB-nøgle eller dvd et sikkert sted, eksempelvis hos svigermor eller i bankboksen.

En af de smartere funktioner ved MediaSmart-maskinen er muligheden for fjernadgang. Slår man denne funktion til, kan man få adgang til sin hjemmeserver fra en hvilken som helst pc med netadgang, eksempelvis på jobbet eller ferien. Slut med at glemme en fil derhjemme.

Smarte tilføjelser

Fjernadgangen var dog noget kompliceret at få til at fungere for os og krævede, at vi gik ind i routerens opsætning og åbnede for nogle porte i firewallen.

Ikke just noget, som er enhver beskåren. Vi var dog begejstrede for, at vi blot skulle sætte vores 3G-modem i en bærbar computer, så havde vi adgang til vores filer, selvom vi sad i et sommerhus flere hundrede kilometer væk hjemmefra.

Ud over at dele filer, så kan man også koble sin printer til MediaSmart og dermed dele den over netværket. På den måde kan alle husets computere printe.

Vi koblede en HP PSC printer/scanner til og kunne uden problemer printe fra flere forskellige computere, men havde ikke held med at få delt scanneren over netværket. Det kan dog tænkes at fungere med andre printer/scanner-modeller.

En af de rigtig smarte ting ved Windows Home Server er muligheden for at installere nye programmer eller services (såkaldte add-ins).

Strømforbruget er for højt

Man kan eksempelvis let installere en torrent-klient, hvis man bruger torrent-teknologien til at hente større filer. På den måde kan man lade home serveren, der alligevel altid står tændt, hente filerne, mens man slukker pc'en eller arbejder videre på noget andet.

Der findes allerede et stort udvalg af små-programmer til Home Server, og flere og flere kommer til. Det er ikke alle programmerne, der er lige lette at gå til, men man bliver forundret over alle de muligheder, der er i en Home Server: Man kan opsætte sin egen webserver og hoste sin egen hjemmeside, man kan dele sine billeder med alle andre på nettet, man kan installere alskens anti-virusprogrammer og så videre. Mulighederne er mange.

Når man tænder HP MediaSmart, så lyder den lidt som en jetmotor. Det kan man også se på vores strømmåler, der slår ud på næsten 80 watt. Det falder dog hurtigt, og så snart maskinen er kørende, så falder strømforbruget til næsten det halve, cirka 48 watt.

Det er dog stadig en hel del. Med en pris på 1,75 kr./kWh vil det koste 735,84 kroner at have den kørende 24 timer i døgnet, året rundt, hvilket jo netop er meningen med den. Det er en hel del. Til sammenligning bruger et NAS som Qnap TS-109 mellem 6 og 14 watt (mellem 91,98 og 214,62 kroner om året).

Det høje strømforbrug skyldes primært, at HP har valgt at bruge en rimelig gammel AMD-processor i stedet for de nyere med lavt strømforbrug, eksempelvis Intel Atom.

Glimrende Windows Home Server

HP MediaSmart er en glimrende Windows Home Server. Umiddelbart virker 500 gigabyte af lidt, og hvis man har store mængder video eller mange højtopløste billeder, så vil de nok hurtigt blive fyldt op.

Maskinen er desværre ikke helt lydløs. Hvor mange NAS'er er passivt kølet, så benytter HP MediaSmart en blæser, som kan høres. Man vil uden problemer kunne have den stående i et kontor, men den er næppe ønskværdig i et soveværelse.

Maskinen arbejder hurtigt og er ganske simpel at arbejde med. Det bedste er dog, at man slet ikke behøver tænke over, om den kører. Kun, hvis der opstår problemer, vil den gøre opmærksom på sig selv.

Ellers er det blot et lille, diskret ikon i systembakken ved siden af uret, der gør en opmærksom på, at man faktisk har en server kørende.

Simpel at bruge

Det væsentligste problem med HP MediaSmart er faktisk prisen. 3.999 kroner er en del. Ja, man kan faktisk få fuldt funktionsdygtige computere for den samme pris, ligesom mange NAS'er - der næsten kan det samme på papiret - er væsentligt billigere. Og så er der jo også lige det høje strømforbrug, som let kan gøre ondt på pengepungen i det lange løb.

Med i modsætning til mange NAS'er er MediaSmart så simpel at bruge og sætte op, at langt de fleste kan være med.

Selv avancerede funktioner som delvis backup og reetablering af nedbrudte diske er lette at gå til. Windows Home Server er virkelig en kærkommen gave til folk, der gerne vil have sikkerheden og funktionerne, men som ikke gider sætte sig ind i avancerede netværks-opsætninger.

Så har man flere pc'er, og ønsker man at deles om filerne i hjemmet eller på det lille kontor, så er HP MediaSmart er godt bud på en smart, lille server.

Vi savner dog muligheden for at koble maskinen på et trådløst netværk, og hvis HP også får styr på strømforbruget og sætter prisen lidt ned, så kan vi tale om flere stjerner. Men indtil da får den fire.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere