Eee 901: Asus Eee er blevet bedre

Da vi testede Asus Eee PC 701 i efteråret, var vi begejstrede. Nu har vi fået fat i den nyeste model, 901, og den er blevet meget bedre. Men Asus har også fået hård konkurrence siden.

Asus Eee er blevet bedre

Da Asus lancerede deres Eee PC sidste sommer, var der ingen, der troede, at den ville få så stor succes, som den fik.

Mange millioner Eee-maskiner er blevet solgt, og alle andre store pc-producenter har kastet sig over at lave mini-computere.

Da vi testede Asus Eee PC 701-modellen i efteråret, var den endnu ikke sat til salg i danske butikker. Det er den faktisk stadig ikke, og i skrivende stund kan man kun forudbestille Eee 900-modellen i nogle netbutikker.

Engelsk tastatur

Det har dog ikke forhindret PC World i at se frem til den næste generation af Asus Eee PC, nemlig 901-modellen, som forventes på markedet i august.

Den model, vi har testet, er med engelsk tastatur og en engelsk udgave af den særlige Linux-distribution, som Asus har udviklet til Eee PC - men dog med dansk strømforsyning.

Eee 901 er i modsætning til 900-modellen baseret på Intels nye Atom-processor (se vores artikel om Atom
her). Atom er særligt udviklet til små mobile enheder og har især fokus på strømforbrug.

Eee 901 har en Atom Diamondville CPU, som har en clockfrekvens på 1,6 gigahertz, hvilket er et pænt stykke over 701'erens 900 MHz Centrino-processor.

Eee 900-modellen er en smule større end 700-serien og måler således 22,5 x 16,5 x 3,5 centimeter, og vores køkkenvægt slog ud på 1.145 gram, inklusiv batteri.

Meget bedre skærm

I forhold til 701'eren er den umiddelbare væsentligste forbedring dog en større skærm. På 901'eren er skærmen på 8,9 tommer i diagonal, hvilket svarer til 226 millimeter. Opløsningen er på 1024x600, hvilket også er en klar forbedring.

Det betyder eksempelvis, at man kan overskue langt de fleste websites uden at skulle scrolle horisontalt. Dit yndlingswebsite, pcworld.dk, kan således uden problemer overskues på den lille skærm.

Smid SD-kort i

På Eee 701 var der fire gigabyte hukommelse, hvilket de fleste vil anse for at være for lidt. På 901'eren er der næsten 20 gigabyte plads fordelt på to flash-diske (SSD).

Den ene er på 4 gigabyte og har systemet installeret. Den anden er på næsten 16 gigabyte og kan bruges til data.

Det er langt fra moderne pc'er, der regner harddisk-plads i hundreder af gigabyte, men da en Eee PC er beregnet til at blive brugt som mobil pc, er det de færreste, der har brug for meget mere plads. Skulle det være nødvendigt, så kan man smide et SD-kort i maskinen (SDHC).

Et af de punkter, hvor Eee 901 adskiller sig fra Eee 900, er - ud over CPU'en - de trådløse forbindelser. 901'eren har således den nye 802.11n-standard for trådløst netværk, hvilket giver højere hastigheder, hvis altså netværket også understøtter n-standarden.

Vores test viste, at hastigheden var markant forbedret fra 701'eren. Vi formåede at hente filer over vores 802.11n-netværk med hastigheder på over 5,5 megabyte pr. sekund, hvilket er ganske pænt.

Bluetooth

Der er også installeret Bluetooth i 901'eren, men det lykkedes os af en eller anden grund ikke at få det til at virke.

Vi havde ellers sat næsen op efter at forbinde maskinen til vores mobiltelefon og bruge dens 3G-forbindelse til at gå på nettet med.

Det lykkedes os heller ikke at få 901'eren til at acceptere vores 3G-modem fra "3". 3's modem er et af de mest udbredte 3G-modems i verden, og man kunne have håbet, at Asus havde forudinstalleret software, som gjorde det muligt at bruge dette, men desværre.

3G-netværk

Vores søgen på nettet overbeviste os om, at man kan få det til at køre, hvis man kan lide at lege med Linux-indstillinger, men det er på ingen måder plug'n'play, desværre. Det bør Asus simpelthen få rettet op på. En Eee PC er som født til at blive brugt på 3G-netværk.

Det ser dog ud til, at Asus faktisk påtænker at lave en 901-version, som har et 3G-modem indbygget. Ifølge flere websider, der har splittet Eee 901 ad, er der nemlig allerede gjort plads til et "3GCard".

Ganske som på 701'eren er der også i 901 et webcam, men denne gang er det forbedret væsentligt og har nu en opløsning på 1,3 megapixels, hvilket giver et langt bedre billede, når man bruger det i Skype.

Særlig software

Vi testede som sagt Linux-versionen, der kører en særlig Eee-udgave af Xandros og har en række programmer installeret, blandt andet en fuld version af StarSuite 8, som er et alternativ til Microsofts Office-programmer.

StarSuite fungerer glimrende, men er man vant til Microsofts programmer, så tager det en del tid at vænne sig til dem.

De færreste vil dog redigere store dokumenter eller regneark på en Eee PC, så det er næppe et stort problem. Der er dog ingen tvivl om, at hvis man partout har brug for MS Office, så bør man gå efter Windows-modellen fra begyndelsen.

Internet storage

Linux-systemet har dog en væsentlig fordel frem for Windows: Opstartstiden. Det tager kun 22 sekunder at boote en Asus Eee 901. Det kan ingen Windows-computer konkurrere med.

Xandros-systemet har ikke forandret sig meget fra 701-modellen. Der er dog tilføjet et par nye services, blandt andet har Asus lavet en "Internet Storage", som gør det muligt at gemme filer på nettet.

Umiddelbart har man adgang til at gemme op til 20 gigabyte på denne løsning, hvilket er ganske pænt og brugbart. Det er dog ikke direkte integreret i Xandros-systemet, men er en web-løsning, så man kan lige så godt bruge andre løsninger.

Browseren er Firefox, og den er ganske kapabel. Vi oplevede ingen problemer med sløvhed eller manglende understøttelser, og selv PC Worlds højopløste flash-videoer kørte uden hak og problemer.

Et problematisk tastatur

Det samme gælder naturligvis YouTube, ligesom også DR's Update og TV2 Sputnik kørte upåklageligt med det medfølgende mplayer-plugin i Firefox. Det er flot klaret af så lille en maskine.

Selvom man ikke har den store erfaring med at arbejde i Linux, så er det intet problem at bruge de præinstallerede programmer og services.

Men det kræver, at man sætter sig ind i systemet, hvis man eksempelvis vil installere nye programmer eller ønsker at bruge sin netbank eller Digital Signatur.

Asus har rettet op på den ene af de to væsentligste anker, som vi havde mod 701'eren: Skærmen. Desværre er der stadig problemer med tastaturet. Det er stadig alt for lille.

Små taster

Hvis man som undertegnede benytter 10-finger-systemet, får man problemer. Tasterne er alt for små, og det betyder, at man ofte rammer forkert.

Det gør sig især bemærket, når man vil ramme nogle af funktionstasterne som enter, mellemrum eller backspace. Disse taster er alt for små, og man rammer simpelthen ved siden af.

Det betyder også, at man ofte laver slåfejl, og dermed bliver skrivehastigheden væsentligt nedsat. De fleste vil vælge at gå over til et skrivesystem, hvor man bruger færre fingre og dermed også får en lavere hastighed.

Det er dog svært at se, at Asus kunne gøre tasterne meget større i det kabinet, som er valgt til 901'eren. Større taster vil altså gøre computeren større. Og så ryger en væsentlig del af pointen med Eee PC.

En perfekt rejsekammerat

Asus har formået at forbedre en succes på en række væsentlige områder. Især er vi begejstrede for den større skærm, selvom det også betyder, at den vejer lidt mere end de 900 gram, som 701'eren vejer. Der er dog stadig tale om en ultra-mobil maskine, som man let har med i tasken.

Men Asus Eee PC har fået skarp konkurrence siden sidste efterår. Konkurrenter som MSI Wind og HP 2133 Mininote har udfordret Asus' enevælde. Samtidig er der endnu flere modeller på vej, blandt andet Acer Aspire One, ligesom Dell har meldt sig på banen.

Hurtig processor

HP 2133 har vi tidligere anmeldt og især rost for sit fine tastatur, som slår Asus Eee med flere længder. Påtænker man at bruge sin ultra-mobile computer til at skrive længere e-mails eller dokumenter på, kan man ikke overvurdere et godt tastatur nok. Og her er Asus Eee PC 901 altså en taber.

Til gengæld vinder den på en hurtig processor og et lavt strømforbrug. Vi brugte maskinen på trådløst netværk i næsten fire timer, før den begyndte at tigge om sin livgivende strømforsyning. Det er ganske flot og kan uden problemer matche HP 2133 med det store 6-cellede batteri.

Asus Eee PC er en perfekt rejsekammerat for mange, men vi vil pege på, at Asus måske skal bruge lidt flere kræfter på softwaren og ikke på at spytte nye modeller ud hver anden måned.

Linux-softwaren har et stort potentiale, men når man ikke bare kan sætte et 3G-modem til eller let installere nye programmer, så går der en del tabt for mange brugere.

Problemet kan naturligvis løses ved at købe modellen med Windows XP, og selvom det efterhånden er et gammelt og dermed også ret usikkert styresystem, så vil det være vores anbefaling for langt de fleste almindelige brugere, der ikke har indsigt i eller lyst til at lære Linux' forunderlige verden.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
EG Danmark A/S
Udvikling, salg, implementering og support af software og it-løsninger til ERP, CRM, BA, BI, e-handel og portaler. Infrastrukturløsninger og hardware. Fokus på brancheløsninger.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
PCI og cloud-sikkerhed: Strategi til beskyttelse af betalingsdata

Er din organisation klar til de nye PCI DSS 4.0-krav? Deltag i vores event og få indsigt i, hvordan du navigerer i compliance-udfordringerne i en cloud-drevet verden.

16. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, Aarhus: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

21. januar 2025 | Læs mere


Strategisk It-sikkerhedsdag 2025, København: Viden om trusler og tendenser – Beskyt din virksomhed

Gå ikke glip af årets vigtigste begivenhed for it-sikkerhedsprofessionelle! Mød Danmarks førende eksperter, deltag i inspirerende diskussioner og få praktisk erfaring med de nyeste teknologier. Bliv klogere på de seneste trusler og lær, hvordan du bedst beskytter din virksomhed mod cyberangreb. Tilmeld dig nu og vær på forkant med fremtidens cybersikkerhedsudfordringer.

23. januar 2025 | Læs mere