Her på redaktionen er vi glade for Gmail. Faktisk er vi så glade for Googles gratis mail-tjeneste, at vi har flere konti.
Tidligere har det dog været bøvlet at hoppe mellem de forskellige adresser. Det krævede, at du loggede ud og ind - eller havde en mailkonto åben i Internet Explorer og en anden i Firefox.
Men nu har Googles software-snedkere fremtryllet en ny, smart funktion, som gør livet lettere for folk, der har flere Gmail-konti.
Kort fortalt gør funktionen, at du kan være logget på flere konti og hoppe mellem dem efter behag - uden at skifte browservindue.
Du aktiverer funktionen ved at klikke ind på google.com/accounts. Her skal du under Personal Settings vælge Multiple sign-in og sætte det til on. [Opdateret: Flere læsere har spurgt, om man skal ændre sin Gmail til engelsk for at få det til virke. Det behøvede vi ikke, da vi testede finten. Linket til google.com/accounts leder godt nok til en side med engelsk tekst, men efter at have foretaget ændringen der kunne vi vende tilbage til vores danske Gmail uden problemer]
Frem over vil du i toppen af Gmail - og andre Google-webtjenester som Reader og Kalender - have mulighed for at klikke på en dropdown-menu i højre hjørne ved siden af dit Google-login, eksempelvis JohnnyBoy1971@gmail.com.
På den måde hopper du mellem dine forskellige Gmail-konti med to klik.
Google gør dog på sin officielle blog opmærksom på, at denne funktion er forbeholdt forholdsvis it-kyndige personer, og det er ikke alle Google-tjenester, der i øjeblikket kan finde ud af at håndtere såkaldt multiple account sign-in.
Finten virker heller ikke, hvis du har adgang til din Gmail via mobilen.