Sådan tjener du penge på dine fotos

Du behøver ikke være professionel for at tjene penge på dine digitale billeder. Det er nemlig nemt at sælge dem online. Mød en dansker som droppede det faste job og i dag lever af at sælge fotos på nettet – og find ud af, hvordan du selv kommer i gang.

Sådan tjener du penge på dine fotos

Over tre millioner billeder. Så mange fotos gemmer sig på websiden iStockphoto.com, der er en af nettets mest populære billedbanker.

Priserne varierer, alt efter hvor store formater billederne downloades i, og det mest interessante er, at alle og enhver kan bidrage til siden med fotos.

Det kræver blot, at du tilmelder dig iStockphoto.com og uploader tre testskud. Hvis de er gode nok, får du lov at uploade fotos, som kan sælges og bruges i reklamer, aviser, pr-materiale, på websider og billboards. Ofte er kunderne mindre virksomheder, der ikke har råd til at købe dyre fotos til flere tusinde kroner stykket:

- Derfor vil de hellere bruge et billede, der ikke nødvendigvis er taget af en professionel fotograf. For os, der tager billederne til iStockphoto.com, er det et glimrende sted at øve sig og lære en masse, og i sidste ende kan det føre til en professionel karriere, forklarer Rasmus Rasmussen, der i dag lever af at sælge fotos online og beskæftiger sig med websiden iStockphoto.com på fuld tid.

For ham har flirten med webtjenesten vendt op og ned på hans liv, og det vender vi tilbage til senere.

Sådan kommer du i gang

Hvis du vil i gang med at tjene penge på dine fotos, skal du ikke regne med at få noget for et uskarpt foto taget med din mobiltelefon. Det kræver helt andet udstyr:

- Jeg vil helt sikkert anbefale, at du investerer i et DSLR-kamera (digitalt spejlreflekskamera, red.) som det første. Det er næsten et must, hvis man vil have succes. Dernæst at du lærer lidt om det grundlæggende, fra foto-teknik, lys og komposition til billedbehandling, og at du sætter dig lidt ind i, hvad gode stock-billeder egentlig er. Der er rigtig mange, som uploader deres feriebilleder og regner med at blive millionærer på det. Sådan fungerer det desværre ikke, forklarer Rasmus Rasmussen.

For at få billedet sat til salg skal det være teknisk i orden. Det vil sige, at der er styr på eksponering, hvidbalance og fokuspunkt.

Samtidig er det vigtigt at pege kameraet mod et spændende motiv. Det er altafgørende for, om nogen gider at købe det:

- Når du kigger på et billede, kan du spørge dig selv: Hvor mange måder kan dette foto bruges på i en eller anden form for reklame? Det kan være til både den lokale skoles bingoarrangement og firmaers årsrapporter. Men man behøver ikke skyde med spredehagl for at få et godt stock-billede, siger Rasmus Rasmussen.
Det gælder simpelthen om at tage en billedserie, der er rettet mod et specifikt publikum:

- Hvis vi eksempelvis siger, at målgruppen er barer og natklubber, så er et brugbart billede et, som vil gøre sig godt på flyers og barernes hjemmesider. Altså noget med folk som har det sjovt, fikse bartendere, flotte drinks og så videre, forklarer Rasmus.

Uden træning og hårdt arbejde går det dog ikke. Det er nemlig de færreste, som i bogstaveligste forstand får pletskud i første forsøg.

- Alle skal igennem en oplæringsproces. Det er helt normalt, at man som ny fotograf får afvist omkring 50-60 procent af det, man uploader. Men hver gang et billede bliver afvist, får man at vide, hvad der var galt. Og i nogle tilfælde har man mulighed for at genuploade sit billede, hvis fejlen kan rettes. Med tiden lærer de fleste, hvad der fungerer og sørger for at undgå de ting, der gør, at billederne ikke bliver godkendt, siger Rasmus Rasmussen.

Han vurderer, at de fleste har fundet den gyldne middelvej efter omkring 100 uploadede billeder.

Hvor hurtigt, du knækker koden, handler om, hvor meget du allerede ved om fototeknik og billedbehandling, og hvor meget du er parat til at lytte til de afslag, billedinspektørerne uddeler.

De gennemgår hvert enkelt billede minutiøst for at se, om det er i orden og parat til at blive sat til salg.

Dygtige fotografer kan leve af det

For Rasmus Rasmussen var det lidt af et tilfælde, at han overhovedet begyndte at sælge fotos online. Det var tilbage i 2000, og dengang var iStockphoto mere en slags billed-bytte webside:

- Jeg arbejdede i en it-virksomhed og skulle bruge nogle billeder til en hjemmeside. I min søgen faldt jeg over dette her site, hvor billederne ikke kostede en formue. Dengang krævede det bare, at jeg selv leverede nogle fotos at bytte med. Og så var jeg i gang, fortæller Rasmus Rasmussen.

I takt med at årene gik, og de digitale kameraer udviklede sig, blev siden i højere grad professionaliseret. Rasmus blev bedre til at tage billeder, og arbejdet med websiden tog mere og mere af hans tid.

Efter tre år kunne han leve af at sælge fotos på nettet. Det var dog hjulpet godt på vej af, at han også blev billedinspektør på siden. Noget han stadig er i dag.

Rasmus Rasmussen endte med at flytte til Seattle i USA, hvor han blev gift med amerikanske Kelly Cline. Hende havde han mødt gennem...iStockphoto.com. Her sælger hun nemlig også billeder. Hans liv er derfor i høj grad præget af hans møde med billedbanken:

- Det har ændret mit liv totalt, forklarer Rasmus.

Kræver investering

Han har over 1.000 billeder til salg i sin portefølje, som han løbende får indtægt på, hver gang et foto sælges. Desuden tjener han også på jobbet som billedinspektør og på at skrive en blog om netop det at sælge fotos online, Zoom-in.com.

- Generelt siger jeg til folk, som vil prøve iStockphoto, at de ikke skal regne med at kunne sige deres job op lige med det samme. Det kræver en stor indsats at leve af det, forklarer Rasmus Rasmussen.

Nogle fotografer kan dog tjene rigtig mange penge. Billederne sælges helt ned til en dollar stykket, men fordi siden er international kan et billede sælges i mange lande til mange forskellige firmaer, foreninger og privatpersoner. De bedste fotografer på iStockphoto.com sælger i spandevis af fotos hver dag og har total set flere hundrede tusinde salg, men det kræver også mere end blot at trykke på kameraets knapper:

- Den del, der lever af salg alene, har fundet en niche og tager det som en selvstændig virksomhed. Folk som Lise Gagné, Justin Horrocks og min bedre halvdel, Kelly Cline, bruger mange penge på udstyr, på betaling af modeller, leje eller køb af fotostudier. Det kræver helt sikkert en investering, fortæller Rasmus.

Samtidig er der en økonomisk gulerod til de fotografer, som klarer sig bedst på iStockphoto. For et par år siden købte det internationale og professionelle billedbureau, Getty Images, nemlig iStockphoto.com.

De to firmaer er stadig adskilt, men de bedste fotografer hos iStockphoto.com bliver budt ind i varmen i de professionelle rækker hos Getty Images. Her er naturligvis flere penge at tjene på at sælge fotos.

Få dit foto på forsiden

Billederne fra iStockphoto bruges i mange forskellige sammenhænge, og du kan hurtigt begynde at spotte dem ude i virkeligheden, hvis du har haft næsen nede i billedbanken:

- Jeg ser iStock-billeder i brug konstant. Min bedre halvdels billeder, hun fotograferer mad, dukker op i magasiner, kuponhæfter og på reklamesøjler i supermarkeder overalt. Min egne billeder har jeg fundet i en del avisartikler, på hjemmesider, på et par bogomslag og en enkelt gang på et billboard i Texas, siger Rasmus Rasmussen.

De fleste gange er det ikke ham selv, men brugere af iStockphoto, der har genkendt hans foto et sted og sendt ham en mail. Også i forummet ”iStock in action” skriver brugerne om, hvor forskellige billeder er brugt.

For nylig nåede et foto fra iStockphoto frem til forsiden af det anerkendte Time Magazine, hvilket vakte jubel blandt brugerne, men mindre kan også gøre det.

Danske medier bruger i dag også iStock-fotos, eksempler fra B.T. og TV2 kan ses her og her.

Stor personlig betydning

For Rasmus Rasmussen har mødet med iStockphoto haft stor personlig betydning, og det har ændret hans liv på mange punkter:

- Det var gennem iStockphoto, jeg opdagede min interesse for foto, mødte min bedre halvdel og i sidste ende kunne jeg vinke farvel til at skulle sidde på kontor hver dag. Jeg har rejst en del, mødt en masse fantastiske mennesker og set ufattelig mange ting, jeg ellers ikke ville have set. Der er stort set ingen ende på, hvad iStockphoto har betydet for mig personligt, fortæller Rasmus Rasmussen og tilføjer:

- Jeg har været meget heldig.

Du kan besøge iStockphoto.com her.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
itm8 A/S
Outsourcing, hosting, decentral drift, servicedesk, konsulentydelser, salg og udleje af handelsvarer, udvikling af software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Sådan bruger du aktivt AI til at styrke din cybersikkerhedsindsats

Kan AI styrke din cybersikkerhed og forebygge f.eks. ransomwareangreb? Ja – og endda særdeles effektivt! På denne konference kan du blive klogere på, hvordan du i praksis anvender AI til at styrke dit sikkerhedsniveau – og gøre cyberbeskyttelsen mere fleksibel.

27. november 2024 | Læs mere


Styrk din virksomhed med relevant, pålidelig og ansvarlig AI integration med SAP

Kom og få indsigt i, hvordan du bruger AI til at transformere og effektivisere dine arbejdsgange. Vi kigger nærmere på AI-assistenten Joule, der vil revolutionere måden, brugerne interagere med SAP’s forretningssystemer. Og så får du konkret viden om, hvordan du kommer i gang med at bruge AI til at booste din forretningsudvikling.

03. december 2024 | Læs mere


Fyr op under vækst med dataanalyse, AI og innovation

Hvor langt er den datadrevne virksomhed nået i praksis? Det kan du høre om fra virksomheder, som har foretaget transformationen. Du kommer også til at høre, hvordan de anvender AI i processen, hvilke mål de har nået, hvordan de har høstet gevinsterne og hvilke nyskabelser, der er på vej i horisonten.

04. december 2024 | Læs mere