De færreste kan efterhånden holde styr på Googles mange gratis onlinetjenester, der tæller alt fra Gmail, Buzz, Wave, Analytics, News til Orkut og Alert.
Godt gemt i den voksende mængde webtjenester finder vi Reader Play. Normalt er Reader egentlig blot Googles bud på en RSS-læser, men denne udgave er markant anderledes.
Brugergrænsefladen har fået en gang sort lak, der står i stærk kontrast til Googles normalt meget lyse design. Og i stedet for, at du vælger, hvilke historier du vil læse via RSS, serverer Google udvalgte ting fra nettet til dig.
Reader Player kan derfor ses som en konkurrent til StumbleUpon.com og Digg.com, altså webtjenester der graver nettets bedste, sjoveste og mest utrolige historier frem.
Du klikker dig blot ind på Google.com/reader/play/ - og bladrer gennem de mange utrolige historier.
Google vil lære dig at kende
Modsat de fleste andre af Googles tjenester behøver du ikke være logget ind på en Google-konto for at prøve løs.
Det er dog en fordel at benytte et login, hvis du alligevel allerede har en Gmail-konto. For når du er logget ind, vil du kunne give stjerner til de historier og fotos, som du synes er noget værd. På den måde lærer Google dig at kende, og det skulle fremover betyde, at du præsenteres for flere historier, der matcher din smag.
Hos konkurrenten StumbleUpon.com har der længe været et lignende system, og her har du endda kunne specificere, hvis du kun vil have historier, der matcher emner som eksempelvis fotos, humor, nyheder og videnskab.
Reader Play virker ikke helt så avanceret, og da tjenesten trækker indhold via RSS for at vise det i sit eget, sorte design, ser det heller ikke altid vanvittig godt ud.
Under alle omstændigheder kan du dog sagtens få et billigt grin og læse spændende historier, hvis du tager vejen forbi Google nye webtjeneste.