http://www.forbrug.dk/klage/retogpligt/kobers-ret/hvis-saelger-ikke-afhjaelper-inden-rimelig-tid/Hvis sælger ikke afhjælper inden rimelig tid, kan du kræve pengene tilbage (hæve købet), ombytning, afslag i prisen, eller du kan lade fejlen afhjælpe for sælgers regning hos en anden. Du kan hæve handlen, selvom manglen ikke er væsentlig.
Mange forskellige fejl
Hvis man har været så uheldig at få et såkaldt “mandagseksemplar” af en vare, dvs. en vare der hele tiden fejler alt muligt forskelligt, kan sælgeren ikke forvente at få reparationsforsøg på alle de forskellige fejl. Opstår der flere nye fejl, kan det medføre, at købers krav om ombytning ikke anses for uforholdsmæssigt. Det vil også kunne berettige køberen til at hæve købet, hvis det efter en samlet vurdering antages, at der ikke er sket en tilfredsstillende afhjælpning eller ombytning inden rimelig tid.
Afhjælpning på sælgers regning
Hvis du konstaterer, at varen er mangelfuld, kan du ikke bare lade manglen afhjælpe af en anden på sælgers regning. Selvom du mener, at den reparatør, systue, værksted e.l., sælgeren benytter, er for ringe, og at en anden nemt kan ordne sagen. Kun hvis sælger ikke afhjælper eller ombytter inden rimelig tid, kan du lade manglen afhjælpe på sælgers regning.
Bliver manglen afhjulpet af en anden, kan du risikere, at sælger ikke vil refundere dig din udgift hertil. Du kan i så fald også få svært ved at bevise, at der var en mangel. Det kan fx være, hvis der er en elektrisk fejl, der blot skal repareres på din bil. Hvis der er tale om udskiftning af reservedele, står man lidt bedre, hvis de fejlbehæftede dele kan fremlægges.