Fandt lige den her frem:
http://www.koda.dk/usr/koda/kodaweb.nsf/indexKODA/NCB repræsenterer komponisters, sangskriveres og musikforlags rettigheder til at fremføre musikværker offentligt og indspille musikværker på de medier, der findes. KODA/NCB repræsenterer såvel danske som udenlandske komponister, sangskrivere og musikforlag. Ved at indgå en aftale om brug af musik på Internet med KODA/NCB får man således tilladelse til at anvende stort set alle musikværker, der er skabt i denne verden (se dog nedenfor om eventuelle andre rettighedshavere).
Kun i helt særlige tilfælde forudsætter brug af beskyttet musik på Internet ikke en tilladelse fra KODA/NCB. Det er i de tilfælde, hvor der anvendes musikværker, som er komponeret/skrevet af komponister og sangskrivere, som ikke er medlem af KODA eller et af KODA's udenlandske søsterselskaber. Det er dog kun meget få musikværker, som ikke repræsenteres af KODA/NCB, som forvalter op mod 99% af alverdens komponisters og sangskriveres rettigheder.
KODA/NCB's standardaftaler om brug af musik på Internet:
KODA/NCB har i fællesskab udarbejdet diverse aftaler som giver tilladelse til at lægge musik på Internet. Aftalerne kan indgås online via disse sider. Der findes i alt seks forskellige aftaler, som omhandler hver sin form for musikbrug:
* Internetradio
* Udelukkende lydprøver
* Anden form musikbrug, eksempelvis baggrundsmusik
* Ringetoner til mobiltelefoner
* Digital Phonogram Delivery (DPD), udbud af musikværker til download (eksempelvis mp3-format)
* Brug af egne værker på egne sites - kun relevant for KODA-medlemmer
Andre rettighedshavere – ofte nødvendigt med flere tilladelser
Man skal være opmærksom på, at der ofte er andre rettighedshavere udover komponisterne og sangskriverne i forbindelse med musikværker. Eksempelvis vil der typisk være nogle udøvende kunstnere (se ophavsretslovens § 65), dvs. dem som spiller og synger musiknumrene. De udøvende kunstnere har nogle selvstændige rettigheder, og de udøvende kunstneres tilladelse skal derfor indhentes ved siden af tilladelse fra KODA/NCB.
En stor del af de danske udøvende kunstnere repræsenteres af Dansk Musiker Forbund, Dansk Artist Forbund og Dansk Skuespillerforbund. De danske udøvende kunstneres tilladelse til at bruge musik på Internet kan derfor søges indhentet via disse faglige organisationer. De udenlandske udøvende kunstnere repræsenteres ofte af deres pladeselskab, jf. nedenfor.
Tilsvarende kan der være en række pladeproducenter, som har nogle selvstændige rettigheder, som også skal cleares selvstændigt (se ophavsretslovens § 66 ). Pladeselskaberne kan enten kontaktes via Gramex, som er kollektivt forvaltningsselskab, der på vegne af pladeselskaber og udøvende kunstnere forvalter vederlagskravet ved offentlig fremførelse af musik udgivet på cd'er o.lign., eller via pladeselskabernes brancheorganisation IFPI.